Ferieboliger i Venedig

Sådan udvælger vi ferieboligerne i Venedig for dig

Hos Escapeaway sætter vi en stor ære i at præsentere de bedste ferieboliger i Venedig for dig. Det er ganske enkelt vores job at sørge for kvaliteten - og dit job at tage ud og opleve. Vi har derfor skrappe krav til kvaliteten af opholdsstedet, og vi præsenterer kun ferieboliger som har gode anmeldelser. På den måde har vi løbende 'opsyn' med de enkelte hoteller og ferielejligheder, så vi sikrer at alt er i topklasse for dig og dine rejsefæller.

Med Escapeaway kan du bruge den smarte søgemaskine til at booke en feriebolig i Venedig - med eller uden transport. Vælg mellem afrejse fra lufthavnene i København, Billund, Aalborg, Aarhus eller Hamburg, enten direkte eller med en mellemlanding undervejs. Vi finder billige flybilletter med rutefly og sætter dem sammen med udvalgte ferieboliger i Venedig, og med mulighed for at supplere med en lejebil hvis du vil ud og opleve noget mere af Veneto - alt samlet i én pakkerejse, som er sikret af rejsegaranti.

>> Læs også om ferielejligheder i Venedig her

Venedigs historie

Venedigs oprindelse er omgærdet af mange spekulationer og kun lidt videnskabelig konsensus. Der er dog enighed blandt de fleste historikere om, at Venedigs oprindelige befolkning kom fra andre italienske byer, såsom Padua, Treviso, Altino og Aquileia, hvorfra de flygtede fra hunnernes og de germanske folkeslags invasioner og hærgen i Norditalien. 

Sene romerske kilder beretter også om såkaldte “incolae lacunae”, dvs. lagune-beboere, der skulle have været lokale fiskere, som boede på øer i det område, der nu er Venedig, formodentlig før de omtalte indbyggere fra andre norditalienske byer søgte tilflugt i området. Den officielle grundlæggelse af byen bliver dog normalt først stadfæstet til året 421 e.Kr., hvor byens første kirke, San Giacomo, angiveligt blev indviet på øen Rialto.

Venedigs tidlige historie var præget af de samme folkevandringer og hærgende invasioner af fremmed folkeslag, som dem, der havde drevet byens første indbyggere til området fra nordligere italienske byer. Visigotere, markomannere, quadere og hunnere skiftes til at lægge byens centrum øde, men uden held med at forblive i byen i længere perioder. Også lombardere og byzantinere forsøgte at vinde herredømme over byen i dens tidlige stadie. 

Sidstnævnte - byzantinerne - herskede over byen fra 584 som en del af Eksarkatet Ravenna, som imidlertid blev væltet af den lombardiske konge Aistulf i 751. Lombarderne erobrede dog ikke selve Venedig, der dermed forblev en - i stigende grad -isoleret og uafhængig byzantinsk forpost, hvor folk på flugt fra de invaderende lombardere søgte tilflugt; hovedsageligt på byens mange øer. Lombardernes invasion førte til opførslen af mange forsvarsværker i byen, herunder forsvarsmuren mellem Olivolo og Rialto; den såkaldte civitatis murus.

Frankernes konge Karl Den Store forsøgte at erobre byen ved hjælp af sin søn, Pippin af Italien, men igen viste byen sig at være en for stor mundfuld. Pippin belejrede byen i seks måneder, men måtte opgive forehavendet i 810 efter at sumpene i lagunen havde smittet de frankiske soldater med sygdomme. Pippin endte med selv at dø af sygdomme, som han havde tilraget sig ved belejringen.

Fra det niende til det tolvte århundrede udviklede Venedig sig til en bystat; en såkaldt Repubblica Marinara, dvs. maritim republik. Byen vandt ikke bare maritim kontrol over de omkringliggende områder, men så langt som til vore dages Kroatien (Dalmatien og Istrien) og de fleste ægæiske øer, herunder Cypern og Kreta. De nye territoriale erhvervelser og en stærk flåde, der havde held til at beskytte byen og dens handelsveje mod pirater, gjorde byen til centrum for handel mellem den vestlige verden, Byzantium og Asien og øgede byens politiske, kulturelle og økonomiske magt betydeligt.

I begyndelsen havde Republikken Venedig tætte relationer med Det byzantinske Imperium i Konstantinopel - byzantinerne gav republikken handelsrettigheder i øst, mens republikken hjalp imperiet med at forsvare dets grænser mod tyrkisk og normannisk invasions-forsøg - men i kølvandet på det fjerde korstog - hvor korsfarere var udsendt til Jerusalem af pave Innocens 3. - ændrede dette sig radikalt. I stedet for at drage direkte til Jerusalem og befri byens for dens muslimske belejring, indgik venetianerne en aftale med den byzantinske prins Alexios Angelos om at lægge vejen forbi Konstantinopel og indsætte Angelos´ far som kejser, der var blevet afsat forinden.

Det lykkedes også venetianerne at få Angelos indsat som kejser, men et halvt år senere blev han afsat igen gennem et folkeligt oprør. Derved kunne venetianerne ikke modtage de penge, de havde fået udsigt til for deres hjælp med at bringe Angelos til magten, hvilket førte til deres brutale angreb på byen og senere til oprettelsen af Det latinske Rige i april 1204. Byzantinerne vandt imperiet tilbage i 1261, men da var det allerede for sent; imperiet var bragt til hælene og kun knap et par hundrede år senere, i 1453, blev byen overløbet af ottomanerne med sultanen Mehmed 2. i spidsen. På den måde bidrog Republikken Venedig ironisk nok indirekte til kristendommens de facto uddøen i Nærøsten.

Venetianerne fortsatte dog ufortrødent deres blomstrende handel med både nye og gamle herskere i Nærøsten og omkring Middelhavet - og i slutningen af det trettende århundrede var byen den mest velstående by i hele Europa. Alene dens flåde talte 3300 skibe og 36000 sømænd. Byens velstand fortsatte i det fjortende århundrede, hvor den blev verdens hovedstad for bogtrykkeri-kunst og blandt andet var ophavssted til de første udgaver af fænomenet paperback takket være bogtrykkeren og humanisten Aldus Manutius, der opfandt en bog, der let kunne transporteres på en rejse, f.eks. i en saddeltaske.

Rigdommen og den uophørligt blomstrende vækst varede dog ikke for evigt. Republikken Venedigs berygtede forfald skete i løbet af det femtende århundrede - og forbindes ofte med venetianernes forsøg på at holde fast i den store græske by Thessaloniki og senere også deres bestræbelser på at hjælpe byzantinerne med at forsvare Konstantinopel mod ottomanerne (som de jo ironisk nok indirekte havde banet vejen for med deres mislykkede kup under det fjerde korstog, der destabiliserede hele Det byzantinske Rige). Siden erklærede ottomanerne krig mod Republikken Venedig, hvilket førte til, at republikken mistede store landområder i Nærøsten; og venetianernes magt eroderede for alvor bort, da den i de følgende århundrede så sig udkonkurreret af lande som Portugal, Spanien, England og Holland i bestræbelserne på at vinde nye kolonier og handelsveje i andre verdensdele - og samtidig så sig ramt af flere udbrud af Den sorte Død og Den italienske Plage, der i visse tilfælde tog livet af en tredjedel af byens befolkning.

Byen og republikken Venedig var på vej mod en mere perifer og meget mindre magtfuld position blandt verdens sømagter og den svækkede position tog byen med sig ind i moderne tid. Byen var dog stadig et center for manufakture indtil midten af det attende århundrede og senere i det samme århundrede blomstrede byen på ny, men denne gang inden for kunst og kultur; en overdådig kunstnerisk rigdom, som påvirkede andre europæiske landes kunstneriske traditioner og som helt indtil i dag har sat sig spor på europæisk kultur.