Gode råd når du skal til Venedig

Ordet ”unik” bliver ofte misbrugt, men når det gælder Venedig, så er det yderst velanbragt. Byen er på mange måder enestående, og derfor har du også brug for mere information, hvis opholdet skal blive vellykket her end så mange andre steder. Vi har samlet et par råd til en bedre oplevelse her.

Dem, der siger, at Venedig er en skrækkelig dyr by, kan vi kun give ret. Huslejerne i byen er skyhøje, og varerne fordyres af alle at skulle sejles til de handlende. Og så følger priserne selvsagt markedsloven: Millioner af besøgende kommer hvert år til en by med kun 60.000 indbyggere, så naturligvis er priserne høje. Til dem, der hævder, at byen altid er overrendt og uudholdelig, må vi sige nej.

Kun hvis man insisterer på at bevæge sig af den slagne vej fra Piazzale Roma og jernbanestationen over Rialtobroen til Markuspladsen eller fra denne duebefængte plads til Accademia og lignende verdensberømte attraktioner, er det rigtigt. Men prøv at gå ad de små gyder bag de store strøg, prøv at gå en tur i den gamle jødiske ghetto, tag en tur på Zattere eller på Giudecca, og du vil opdage en helt anden verden.

Læs mere om Venedig her:

Eller læs videre længere nede på siden!

Kort over Venedig

Populære hoteller i Venedig

Italien, Norditalien, Veneto, Venedig
9,4
Fabelagtigt
1057 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 14 km
  • Afstand til centrum: ca. 1.5 km
  • Internetadgang/Wi-Fi
Italien, Norditalien, Veneto, Venedig
8,9
Meget godt
3705 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 14 km
  • Afstand til centrum: ca. 1.5 km
  • Internetadgang/Wi-Fi
Italien, Norditalien, Veneto, Venedig
9,4
Fabelagtigt
2988 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 14 km
  • Afstand til centrum: ca. 0 m
  • Internetadgang/Wi-Fi

Transport i Venedig

Gondolen
Alle kender vist til den traditionelle gondol, men dette maleriske transportmiddel er i dag – med et par få oversete undtagelser – ikke længere et praktisk valg, men en luksus, som kun turisterne benytter sig af. Prisen afhænger af tidspunktet på døgnet (efter 20.00 er det dyrere), og om du skal have en harmonikaspiller og en sanger med, som synger napolitanske sange undervejs (det betyder normalt dobbelt pris), men grundtariffen er for tiden 40 euro for 40 minutter.

Hvis du i stedet har lyst til en mere autentisk oplevelse, så kan du tage en af de store gondoler, som krydser hovedfærdselsåren Canal Grande en del steder, som f.eks. fra fiskemarkedet til Ca’ d’Oro. Der er skiltning mod ”traghetto” de steder, hvor de går fra. Det er byens gondolierer, som på skift skal tage denne dårligt betalte tørn, fordi kun tre broer forbinder bredderne af den store kanal. Det koster kun 1 euro, og så har du prøvet at sejle i gondol, som venezianerne selv gør!

Vandbusserne
Venedig har også et godt net af vandbusser, de såkaldte ”vaporetti”, der gennemsejler byen på kryds og tværs. Du kan også tage dem ud til øerne i lagunen og til Lidoen. Det kan imidlertid hurtigt blive en dyr fornøjelse, for en billet koster 7 euro, og den gælder kun så lang tid, du er på båden. Står du af og hopper på igen efter et par minutter, skal du købe en ny billet.

Heldigvis er der flere rabatordninger . Du kan for eksempel for 20 euro købe en billet, der gælder 24 timer, og som inkluderer både Canal Grande, øerne i lagunen og eventuel bagage. Samme billet findes til 72 timer. Bliver du længere tid i byen, bør du overveje et såkaldt Venizia Unica, der ud over den fri transport også omfatter adgang til en lang række museer og til byens offentlige toiletter(!).  Se mere på den officielle hjemmeside her. Ankommer du med fly, er det en god idé at købe disse billetter allerede i lufthavnen, da de også gælder til bussen til og fra denne.

Et privat firma sejler for resten direkte fra lufthavnen ind til byen med flere stop. Det er en let måde at komme til og fra byen på, men det koster naturligvis også mere. Se mere på alilaguna.com

Taxi
Du kan naturligvis ikke tage en almindelig taxi rundt i byen, men de findes i form af både med taxameter. En sådan ”motoscafo” er imidlertid ubehagelig dyr. Regn med minimum 45 euro selv for en mindre tur.

Bus
Når du skal fra eller til lufthavnen, kan du tage en almindelig bus. De afgår lige foran terminalen og kører til Piazzale Roma, som er det sted, hvor almindelig motortrafik ophører, og Venedig begynder. Turen tager 15-20 minutter. Fra Piazzale Roma går et utal af vandbusser til resten af byen, og her ligger for resten også enorme parkeringshuse, biludlejningsfirmaer og et stort COOP-supermarked.

Bil
Hvis du kommer med bil til Venedig, har du flere muligheder for at slippe af med den. Det letteste er at køre over broen ind mod byen og så parkere den i et af de gigantiske parkeringshuse, du finder enten på den kunstige ø Tronchetto eller bag Piazzale Roma. Det er dyrt, men sikkert. En anden mulighed består i at efterlade bilen på en af de mange parkeringspladser, som ligger på fastlandet umiddelbart før broen og så tage bussen ind til byen. Valget er op til den enkeltes behov for sikkerhed, økonomi og bekvemmelighed.

Dagligvareindkøb og markeder i Venedig

Indtil for få år siden var Venedig helt domineret af de små butikker og markedet. Supermarkederne var næsten ikke eksisterende og godt gemt. I dag er der flere af dem spredt i byen, og nogle af dem har et rigtig godt vareudvalg. De største er det føromtalte COOP ved Piazzale Roma og det velforsynede Billa på Strada Nova (Cannaregio 3660). Men ingen af disse steder er nu halvt så spændende eller har så fantastiske produkter, som Venedigs marked, der befinder sig lidt fra Rialtobroen i retning mod jernbanestationen.

Markedet er delt op i en afdeling for grøntsager og frugt (med en del slagterbutikker rundt om pladsen) og så en af Venedigs mest maleriske og autentiske attraktioner: Fiskemarkedet. Blot at gå rundt mellem de mange boder og se på alt det gode fra havet, der er så smukt præsenteret, er en oplevelse: sværdfisk, tun, hajer, hummere, muslinger, blæksprutter af adskillige arter og størrelser samt meget meget mere møder ens øjne. Hvor Venedig ellers er kendt for at være en dyr by, så kommer folk hertil fra fastlandet for at købe fisk, der her fås friskere og billigere end derinde. Bor du i lejlighed under opholdet i byen, er det en fristelse at købe ind her til et måltid eller to. Hvad siger du for eksempel til frisk tun til 8 euro kiloet eller prægtige friske kammuslinger til samme pris?

En dag på stranden?

Du kan sagtens kombinere en kulturel byferie i Venedig med badeferie. I selve byen kan du ganske vist ikke bade, men tag båden de 15 minutter ud til Lido, så finder du gode sandstrande. Det samme gælder, hvis du tager de større både de 30-40 minutter ind til fastlandet ved Punta Sabbione, hvor du 10 minutter fra færgen finder brede offentlige sandstrande. Denne båd går fra Riva degli Schiavoni (lige ved Vivaldis kirke).

At spise ude

Er et tilbagevendende problem i Venedig, hvor du hurtigt kommer til at betale absurde summer for elendig mad. Hvis du ikke vil tilberede alle dine måltider i din lejlighed eller lave skovtur i en af byens parker (især områderne Castello og Sant’Elena indbyder til dette, medens der er bødestraf for det på Markuspladsen), så kan du se på restauranttipsene på vores hjemmeside. Der har vi skrevet om alle de restauranter, vi har prøvet, både de gode og de mindre gode, de dyre og de mindre dyre.

Hvor kan man få en god drink i Venedig?

Husk så at få dig en ”spritz” eller to under opholdet. Den drikkes hele døgnet og er Venedigs ”nationalaperitif”. Den består af hvidvin eller i de bedste tilfælde af prosecco og bitteren aperol eller campari. Prøv den på Bar Airone (Campo Santa Margherita 3665), som har mange borde på pladsen. Når du først har fået den her, vil du ikke drikke den andre steder, for hvor ellers i byen får du serveret en voldsomt stor aperitif (omkring 3 dl) ved bordet til sølle 2-2½ euro?

Venezia er byen, hvor de lokale drikker flere glas hvidvin end kopper kaffe. Og der er intet besynderligt i at begynde dagen med et glas vin eller en lille øl klokken 7:00. Det er ikke, fordi venezianerne drikker meget: De drikker ofte, men sjældent særlig meget hver gang. Du vil derfor kun yderst sjældent se en fuld venezianer, men du finder både gravide kvinder, gymnasieeleverne og forretningsmænd med et glas i hånden på baren, især når det er ”aperitif-tid”, altså før frokost og aftensmad. Spørgsmålet er ikke så meget, om man skal drikke, men hvad og hvor man skal drikke. Til det første spørgsmål er der to traditionelle svar: Enten en ”ombra” (som betyder en ”skygge”), hvilket er et lille glas hvid- eller rødvin, eller en ”spritz”, en pragtfuld blanding af Campari eller Aperol (sjældnere Select eller Cynar), hvidvin og danskvand der efterhånden har spredt sig og er kommet på mode i resten af Europa, men er født her i området. Hvor skal drikkevarerne så nydes? Er penge ikke et problem, kan du vælge at gå i Casanovas fodspor sætte dig på ”Caffè Florian” på Markuspladsen eller som Hemingway at hænge i baren på ”Harry’s Bar”. Begge steder er du garanteret høj kvalitet, højere priser og praktisk taget ingen lokale kunder. Hvis du som jeg foretrækker lave priser og de indfødtes selskab, er disse tre steder derimod gode bud:

1. Al Mercà, Campo Cesare Battisti 213, San Polo

Omkring 100 meter fra Rialtobroen ligger vinbaren Al Mercà på en livlig plads, lidt trukket tilbage fra turiststrømmen. Her kan du ud over en spritz til sølle 2,00 euro få omkring 20 hvidvine og 20 rødvine glasvis (til priser mellem 2 og 10 euro) samt byens friskeste små sandwich til 1,50 euro per styk. Baren består praktisk taget bare af et hul i muren med en disk, hvorfra der udskænkes og serveres med en beundringsværdig smidighed. Indtagelse af våde og tørre varer foregår på pladsen foran baren.

2. Barcareto da Lele, Campo dei Tolentini 183, Santa Croce

Her er du blot 300 meter fra Piazzale Roma, hvor al biltrafik ophører, og det rigtige, bilfri Venezia begynder. Hvis du fandt Al Mercà kaotisk og folkelig på den underholdende måde, så har du mere i vente hos Lele. Her er det ganske vist teoretisk set muligt at hænge i baren inden døre, men her er næsten altid så mange mennesker, at alene det at kæmpe sig vej til disken og bestille kan være tidskrævende, men det er besværet værd. Jeg vil antage, at omkring 90% af klientellet består af lokale, om det så er universitetsstuderende, gamle mænd eller forretningsfolk, der lige skal have et glas eller to før arbejdet. Et lille glas vin koster … hold dig godt fast … fra 60 centimer, omkring 4,50 kr. Drik et glas eller to langs kanalen, måske sammen med en bid brød, ost eller pålæg.

3. Hostaria Vecio Biavarol, Fondamenta Dei Tolentini 225, Santa Croce

Som adressen antyder, er vi ikke langt fra Barcareto da Lele, faktisk adskiller kun 150 meter de to barer, men der er stor forskel i stilen. Jeg har aldrig oplevet de store mængder af gæster på Hostaria Vecio Biavarol, hvor jeg faktisk flere gange har kunnet sidde på en barstol i fred og ro, mens jeg indtog min spritz. Pålæg, ost og brød er her af virkelig god kvalitet, og udvalget er større end på Al Mercà eller på Barcareto da Lele. Priserne er også højere, men ikke meget, du får stadig en spritz til 2,50 euro, og så kan den tilpasses din smag: Er den ikke stærk nok, skal du bare bede om mere Campari (jeg accepterer ikke Aperol, det tynde sprøjt, i min spritz!), det koster ikke mere.

Så har jeg ikke andet og mere at sige end skål!