Teatro La Fenice

Vi kan næsten sige, at navnet ("Føniksteatret") indeholder en selvopfyldende profeti, for teatret er virkelig genopstået som en anden Fugl Føniks fra flammerne. Operahusets grundlæggelse går tilbage til 1792, og i de efterfølgende århundreder har det været skueplads for mange store premierer, deriblandt hele fem af Verdis operaer.

Genopført

Teatret er nedbrændt flere gange, værst gik det i 1996, hvor kun ydermurene stod tilbage efter en voldsom brand. Der var ingen tvivl om, at det skulle genopføres, og for en gangs skyld var pengene intet problem, tværtimod blev der i løbet af kort tid doneret så store midler fra hele verden, at der var rigeligt. Man besluttede sig hurtigt for, at La Fenice skulle opføres "som det var, og hvor det lå", og i 2003 blev det nye teater indviet.

En stor oplevelse

Det er en stor oplevelse at overvære operaforestillinger og koncerter på La Fenice, for hele dets atmosfære og arkitektur passer (selv i den nye version) så smukt ind i den enestående by, der omgiver det på alle sider.

Billetbestillng

Læs mere og book din billet på www.teatrolafenice.it