Rejser til Rabac

Helt frem til slutningen af det 19. århundrede var Rabac blot var en lille fiskerby bestående af kun en halv snes huse. Det lå dog næsten i kortene, at fiskerne ikke ville blive ved at have de skønne omgivelser for sig selv. Siden det første hotel slog dørene op i 1889 har Rabac udviklet sig til det mest populære rejsemål på Istriens østkyst.

Rabac har langsomt bredt sig op ad bakkeskråningen nede fra den smukke bugts lyse småstensstrande. Det er ensbetydende med to ting; mange flotte udsigter ud over det azurblå hav og en del stejle gader, der godt kan give lidt sved på panden. Det bakkede terræn omkring Rabac er i sig selv lidt af en attraktion og oplagt at udforske på vandreture eller mountainbike. Det er ikke tilfældigt, at starten til Kroatiens længste ultra-trailløb hvert forår går netop her. Du kan eventuelt køre i bil det første stejle stykke op fra kysten til en af områdets vandrestier.

Kulinariske oplevelser og skønne strande

Til fods eller i bil bør du besøge middelalderbyen Labin, som ligger på en bakke blot 3 kilometer længere inde i landet. Denne charmerende naboby er udover flotte, gamle bygninger kendt for sine mange gallerier samt ikke mindst et rigt udvalg af hyggelige restauranter og caféer. Der er dog også et bredt udvalg af spisesteder, isboder, kiosker og barer i selve Rabac, primært nede langs havnepromenaden. De fleste steder er der stegt calamari, grillet fisk eller kød, pasta og pizza på menuen. Vil du prøve lidt mere autentiske egnsretter, er udvalget i baglandets landsbyer såsom Labin dog bedre.

Trods de kulinariske herligheder, er den helt store, uimodståelig attraktion på en rejse til Rabac dog de skønne strande, som hører til blandt de bedste i Istrien. Halvøen har de fleste steder klippekyster, men omkring Rabac kan du nyde det klare hav fra adskillige gode strande af lyse småsten. Kendere af Istrien vil nikke genkendende til strande som Girandella, Lanterna og Maslinica, der alle ligger inden for gåafstand. Har du ikke nok i disse, kan du desuden på udflugter op eller ned langs kysten finder endnu flere idylliske badevige.

Da de fleste rejser til Rabac for at slappe af ved vandet, er der flest besøgende i byen i juli og august. På denne tid summer byen af liv, og der er mange underholdningstilbud for hele familien. For par og andre, som gerne vil have lidt mere fred og ro, er juni og september også gode tidspunkter for en rejse hertil. Havet er stadig lunt nok til en dukkert.

>> Læs mere om rejser til Istrien

Rejser til Kroatien

Læs mere om Kroatien og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Kroatien her

Hoteller i Rabac