Rejser til Krk by

Krk by er det administrative centrum for øen af samme navn i Kvarnerbugten. Byen der i dag har omkring 6.200 indbyggere, er en af de ældste i Adriaterhavet. Den har således været beboet kontinuerligt siden oldtiden af skiftende folkeslag, som hver har sat deres spor på byen. Den gamle bydel ligger således bag mure tilbage fra romertiden, ligesom der er bevaret mange af middelalderens befæstninger.

I dag er Krk by et af de mest populære rejse- og udflugtsmål på den lille ø, men heller ikke det er faktisk noget nyt fænomen. Helt tilbage til middelalderen har byen tiltrukket rejsende fra nær og fjern. Nutidens turisme i Krk by har sin oprindelige i begyndelsen af 1900-tallet, hvor de første egentlige hoteller blev bygget og nærliggende strande forsynet med flere faciliteter for feriegæster. Senere gav især åbningen af en nærliggende campingplads, lufthavnen “Rijeka” nær Omišalj i 1970 og broen til fastlandet i 1980 turismen på øen og ikke mindst Krk by et rygstød.

Middelalderstemning og idylliske strande

Rejser du til Krk by i dag, møder du derfor en by, som i højsæsonen ganske vist er meget præget af turisme, men som også har haft mange år til at finde en god balance. Middealderstemningen i den gamle bydel, Stari grad, er derfor i høj grad intakt, og det lokale liv er ikke helt fortrængt. Det er derfor en fornøjelse, at gå på opdagelse i de labyrintiske, smalle gader, der er brolagt med lyse sten og gemmer på et væld af spændende småbutikker.

Det er dog især om aftenen, at byen liver op. Da summer det af liv på de mange spisesteder oppe i det gamle centrum og nede langs den hyggelige havnefront. Selvom du sagtens kan bruge hele dagen i selve Krk by, som især om sommeren også har et rigt kulturliv, er det også meget andet at opleve på øen. I de varme sommermåneder er det naturligvis oplagt at opsøge nogle af de nærmeste strande. Trænger du til en hurtigt dukkert, tager det for eksempel ikke mange minutter at gå til Punta di Galeto. Den er blot én af mange idylliske strande af småsten eller klippe inden for kort afstand af Krk by. Det kan også anbefales at tage på en bådtur til en af de andre øer i Kvarnerbugten eller nogle af de strande, som kun kan nås fra vandsiden.

Rejser til Kroatien

Læs mere om Kroatien og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Kroatien her

Hoteller i Krk by