Hideaways og boutique-hoteller i Mauritius
Hideaways er vores tilbud til dig, der er kræsen og godt kan lide, at der er kælet for detaljerne, uden at det behøver at være luksus. Et Hideaways-hotel i Mauritius lever op til en række skrappe krav fra os, fx. et begrænset antal værelser, ekstra god beliggenhed og frem for alt masser af atmosfære og charme. Book et hideaway eller et boutique-hotel i Mauritius når ferien skal have et ekstra krydderi.
900 km øst for Madagaskar finder man øparadiset Mauritius, omgivet af mere end 150 km hvide sandstrande, blændende blåt hav og verdens tredjestørste koralrev, og her er der rig mulighed for at få pulsen helt ned, mens du nyder den smukke udsigt og lytter til den beroligende skvulpende lyd af havets bølger mod stranden.
Når du rejser til Mauritius, er du garanteret nogle af de bedste strande i det Indiske Ocean, da de ofte ligger i læ for det mere barske hav, hvilket giver mindre bølger og dermed fantastiske muligheder for at svømme, snorkle og ikke mindst at dykke. En rejse til Mauritius byder desuden på nogle af verdens mest luksuriøse resorts og hoteller med fremragende faciliteter, Michelin-restauranter og forkælelse i lækre spaomgivelser, så der er masser af muligheder for afslapning og nydelse, og det er det perfekte rejsemål til en romantisk ferie for to.
Hvis du gerne vil ud at opleve lidt på din rejse til Mauritius, så er der masser at udforske, og skønheden fortsætter på øens indre med vulkanske bjergtoppe, frodig regnskov, glitrende søer og smukke grønne sukkerrørsmarker i okkerrød jord. Mauritius har igennem tiderne været både hollandsk, fransk og britisk koloni, og øens historie har bidraget til, at det i dag er et multikulturelt samfund, hvor de fleste indbyggere er flersprogede, og hvor man arkitektonisk kan finde alt fra gamle barokbygninger fra kolonitiden til hinduistiske og buddhistiske templer.
Besøg den sovende vulkan Trou aux Cerfs, udforsk ruinerne i Balaclava eller få tilfredsstillet din søde tand på L'Aventure du Sucre, hvor du kan lære alt om Mauritius' historie som en af verdens største sukkerproducenter. For de aktive er der masser af vandsportsaktiviteter på Ile aux Cerfs, eller du kan køre på mountainbike i den dramatiske Black River Gorges National Park. Mulighederne er mange, hvilket gør Mauritius til et alsidigt rejsemål, hvad enten du ønsker en aktiv ferie, en afslapningsferie eller en god blanding af begge dele.
>> Læs også om rejser til Maldiverne
>> Læs også om rejser til Seychellerne
Hvad er et hideaway?
Er du livsnyder? Er en seng ikke bare for at have noget praktisk at sove i, når du er på ferie? Så kan et hideaway i Mauritius være noget for dig. Ligesom resten af udvalget, som du finder hos Escapeaway, så er samtlige hoteller, villaer og ferielejligheder nøje udvalgt – et hideaway er blot særligt og ekstra nænsomt håndplukket.
Udover at et hideaway ofte er et charmerende og mindre hotel, der er meget værdsat af sine (stam)gæster, så adskiller det sig også fra andre gode steder ved, at det har sin egen 'personlighed'. F.eks. at det er familiedrevet, eller at beliggenheden er helt i særklasse – det kan også være noget helt tredje, fjerde eller femte – f.eks. et boutique hotel. Ikke to hideaways er ens, men de har det til fælles, at de har noget unikt at tilbyde.
Bestil et Hideaways-hotel for sig selv eller book en pakkerejse inkl. fly til attraktive priser online her på siden, hvor du samtidig får trygheden i form af rejsegaranti og pakkerejselov. Varmt velkommen!
Hideaways i Mauritius
Rejseguide Mauritius
Med sine mange smukke laguner omgivet af det klareste vand fra det Indiske Ocean og de hvide sandstrande omkranset af palmetræer er det ikke så mærkeligt, at paradisøen Mauritius er et populært rejsemål for bryllupsrejsende. Ferier på Mauritius byder på masser af luksus og forkælelse i en tilbagelænet og afslappet atmosfære med rig mulighed for at slikke sol dagen lang i en liggestol med en god bog, snorkle ved koralrev og nyde den lækre mad med inspiration fra det kinesiske, franske, indiske og kreolske køkken. Men øen byder også på alt fra spændende kulturelle og historiske seværdigheder, enestående naturoplevelser og store sanseoplevelser på levende markeder med lokale krydderier og friskfanget fisk og skaldyr.
Oplevelser og seværdigheder på Mauritius
For at få en autentisk smag af det lokale liv og atmosfæren på Mauritius skal man tage til øens hovedstad Port Louis. Her kan man gå på opdagelse på byens store marked Central Market, hvor de lokale køber deres eksotiske frugter og grøntsager samt krydderier m.m. - og kom gerne fra morgenen af, hvor der er knap så mange mennesker. Besøg også Fort Adelaide, der blev bygget af briterne i 1800-tallet og ligger på toppen af en bakke, hvorfra man kan nyde en fremragende udsigt ud over byen og havnen. Det er også værd at besøge det indiske Tamil Temple samt resterne af det gamle immigrations depot Aapravasi Ghat, som i dag er på UNESCO's verdenskulturarvsliste, og som har haft stor betydning for øens historiske og kulturelle identitet i dag. Byen byder også på flere spændende muséer som f.eks. Blue Penny Museum, hvor man kan dykke ned i Mauritius' historie og kunst, og man kan nyde et lækkert måltid på nogle af de mange restauranter i La Caudan Waterfront, hvor der også er gode shoppingmuligheder.
Ca. 12 km nordøst for Port Louis finder man den populære turistattraktion Sir Seewoosagur Ramgoolam Botanical Garden, der også mere mundret kaldes Pamplemousses Botanical Garden og er den ældste botaniske have på den sydlige halvkugle. I den imponerende have kan man opleve mange af øens vilde planter og blomster samt et rigt fugleliv, men hovedattraktionen er dammen fyldt med store Victoria Amazonica vandliljer, der er blandt de største i verden og kan bære op til 40 kg. Vandliljerne er smukkest i sommermånederne og særligt i januar med deres store flotte blomster, der skifter farve fra hvid, når de er åbne til rød, når de er lukkede.
Hvis man gerne vil ud og opleve noget af den vilde og smukke natur på Mauritius, skal man tage til den sydvestlige del af øen, hvor man finder Black River Gorges National Park. Med omkring 60 km vandrestier er der masser af muligheder for at opleve naturen og det vilde dyreliv helt tæt på i den frodige natur. Her har man mulighed for at se flere truede fuglearter som f.eks. Mauritius-tårnfalken, og parken rummer også størstedelen af øens tilbageværende regnskov. Ikke langt fra parken kan man desuden opleve det spektakulære vandfald ved Chamarel, der har et fald på hele 95 meter.
Mad og drikke
Ligesom befolkningen på Mauritius er maden en sand smeltedigel af forskellige kulturelle baggrunde. Den lokale mad centrerer sig meget om friskfangede fisk og skaldyr, og med øens store udbud af fantastiske restauranter inspireret af den europæiske og særligt franske madkultur vil man også finde retter, der kombinerer det tropiske med det mere traditionelle europæiske køkken, og det er værd at kaste sig ud i at prøve nogle nye og spændende retter for her er kvaliteten af maden høj.
Hvis man ønsker noget lidt mere afslappet findes der også et stort udvalg af street food over hele øen med inspiration fra det indiske, asiatiske og fransk-kreolske køkken. Prøv f.eks. Dhal Puri, der er en fast street food ret på Mauritius, og som består af lækkert fladbrød, som man fylder med et udvalg af karryretter og chutneys og spiser stående på gaden, mens man betragter verden, der passerer forbi.
Vejret
Da Mauritius ligger på den sydlige halvkugle er årstiderne modsat vores, og den varmeste sæson er derfor fra tidlig december til begyndelsen af april, hvor den gennemsnitlige dagstemperatur ligger omkring 29°C. Udsvingene i temperaturerne er dog ikke så store i løbet af året, så du kan rejse til Mauritius hele året rundt og stadig opleve lune temperaturer og masser af solskin. Det varmeste tidspunkt er som regel i starten af februar, hvor dagstemperaturen kan komme op omkring 30°C og sjældent kommer under 23°C. Det er dog også om sommeren, at der falder mest regn, men de forfriskende byger vil ikke ødelægge oplevelsen af din ferie, for det varer som regel ikke så længe, før solen igen kommer frem. Aftenerne kan være køligere, så det kan være en god idé at medbringe en trøje eller cardigan.
Den koldeste årstid er fra midten af juni og frem til slutningen af september, hvor den gennemsnitlige dagstemperatur ligger omkring 22°C, og de laveste dagstemperaturer måles oftest i august og kommer sjældent under 17°C. Desuden er vandet omkring 22°C i vintermånederne, hvilket er varmt nok til svømmeture og vandsportsaktiviteter.
Hvis man rejser til Mauritius i foråret eller efteråret er vejret stadig dejligt varmt, men der er mindre travlt på øen, og priserne er også lidt lavere. Gennemsnitstemperaturen ligger omkring 25°C i oktober og omkring 26° i april. Det kan også være værd at bemærke, at orkansæsonen ligger fra november til april, men orkaner er dog sjældne på Mauritius.
Selvom Mauritius er en lille ø, kan der opleves forskelle i vejret lokalt rundt på øen. Den nordlige og vestlige del af øen er beskyttet af bjerge og er derfor typisk varmere og tørre end den østlige og sydlige del af øen. Desuden er temperaturen langs kysten ofte 3-4 grader varmere end centralt på øen.
Transport til/fra lufthavnen på Mauritius
Lufthavnen på Mauritius hedder Sir Seewoosagur Ramgoolam International Airport og ligger på den sydøstlige del af øen ved Mahébourg.
Der er tre offentlige busruter fra lufthavnen, der alle kører mellem Mahébourg via lufthavnen og til henholdsvis Port Louis, Curepipe og Riviére des Gallets og de afgår alle flere gange i timen fra midten af lufthavnens parkeringsplads. De offentlige busser er billige, men også meget langsomme, og man skal desuden være opmærksom på, hvornår de sidste busser kører, da dette ofte er langt tidligere end de sidste fly ankommer.
Alternativt kan man booke en lufthavnstransfer hjemmefra. Det er ofte billigere end at tage en taxi, og man slipper for at skulle stå og prutte om prisen med taxichaufførerne, der særligt om aftenen, når busserne ikke kører længere godt kan finde på at kræve helt urimelige priser. Når du bestiller din rejse ved Escapeaways kan du booke din lufthavnstransfer som en del af din pakkerejse.
Hvis man på sin rejse til Mauritius gerne vil rundt og opleve øen på egen hånd, kan det varmt anbefales at leje en bil. En lejebil giver større frihed og fleksibilitet på ferien, men man skal dog lige være opmærksom på, at man på Mauritius kører i venstre side. Når du bestiller din rejse ved Escapeaway kan du booke billeje som en del af din pakkerejse, så bilen står klar til dig i lufthavnen ved ankomsten til Mauritius.
Sådan booker du en billig rejse til Mauritius med Escapeaway
Med Escapeaway kan du få en problemfri og sikker rejse til Mauritius med mulighed for afrejse fra København, Billund, Aalborg, Aarhus eller Hamburg. Vores smarte søgemaskine støvsuger nette for de bedste priser på flybilletter med rutefly og kombinerer dem med udvalgte hoteller på Mauritius. Det hele samles i en pakkerejse med Rejsegaranti, så du får det bedste af begge verdener. Tilføje billeje til pakken for den bedste oplevelse, når du kommer frem. God tur!
Rejser til Mauritius
Læs mere om Mauritius og find inspiration til din næste rejse her