Rejser til Algarvekysten
Algarvekysten er Portugals fastlands sydligste kyststrækning og er mest kendt som Portugals ferieparadis. Dét er der mange gode grunde til. Masser af solskinstimer, fantastiske strande og en smuk, middelhavsagtig vegetation er blot et par af dem. Med Escapeaway finder du billige rejser til Algarvekysten med hotel, feriebolig og flybillet.
Provinsen Algarve var den sidste provins på Portugals fastland, der blev erobret fra det mauriske overherredømme, og – ligesom i resten af landet – er der masser af ’fortidslevn’ at besøge: fæstninger, borge, kirker og kapeller. En turistby som Albufeira har for eksempel mindst 8 større kirker eller kapeller, og Tavira har efter sigende 37. Så selvom det er oplagt at bade og slappe af på Algarvekysten, er det næsten synd at gå glip af de spændende kulturelle arrangementer, der i stort omfang finder sted i regionen.
Næsten hver måned er der særlige gastronomiske events et eller andet sted på Algarvekysten – pølsefestival og honning-uge fx – og i januar fejrer man mandeltræernes blomstring med festivalen Amendoeiras em Flor (mandeltræer i blomst). Der er også festivalen Fiesa tæt ved Armação de Pêra – en sandskulptur-festival med imponerende kunstværker. Festivalen finder sted i perioden fra maj til oktober.
>> Læs også om All Inclusive i Algarve
>> Find de bedste hoteller i Algarve her
Hvad skal man se på Algarvekysten?
De fleste, der rejser til Algarvekysten, bor i – eller i nærheden af – Albufeira og tager på enkelte udflugter derfra. For manges vedkommende en tur til Vestalgarve eller til en af de mange vandlande (Agua Parques). Algarve har ingen decideret kystvej, og derfor tager det faktisk ret lang tid at lære regionen at kende. Hovedvejen på tværs af regionen går 8 km inde i landet, og så er der afstikkere til alle de små byer ved kysten. Og hvilket bekendtskab! Algarvekysten har så meget at byde på.
Baglandet er helt utrolig smukt – og så er det ganske uspoleret. En jeepsafari ad små, ukendte grusveje og stier er en fantastisk oplevelse, hvor afvekslende dufte af krydderier, smukke udsigter og friskplukkede appelsiner er oplevelser i sig selv. Vil man på vandreferie på Algarvekysten er der naturligvis Via Algarviana – en rute, der går på tværs af hele Algarve, og for de mindre ambitiøse er vandreture i Parque Natural da Ria Formosa (i Midtalgarve) eller i mere rå natur i Vestalgarve i nationalparken Costa Vicentina helt perfekte. Via Algarvianas rute på 340 km kan også tilbagelægges til hest eller på cykel. Læs mere på www.viaalgarviana.org.
En udflugt til den vestlige del af Algarvekysten inkluderer et næsten obligatorisk besøg i Sagres, hvor Henrik Søfareren havde sin navigationsskole. Han var drivkraften i portugisernes kolonisering af verden, selvom han aldrig selv deltog på opdagelsesrejserne. Cabo de São Vicente – verdens ende – ligger lige i nærheden, og det er det europæiske kontinents sydvestligste punkt (det vestligste punkt hedder Cabo da Roca og ligger tæt ved Sintra, lidt nord for Cascais og Lissabon). På turen besøger man også tit klippeformationerne Ponte de Piedade i byen Lagos, som i øvrigt er en af de byer på Algarvekysten, hvor hyggelig og uspoleret stemning går hånd i hånd med masser af dejlige hoteller og strande.
Lagos er i sig selv en interessant by med en gammel historie. Og når nu du er i gang med udflugten, er der ingen grund til at springe et besøg i bjergbyen Monchique, der også er et kendt kursted, over. Eller en tur til en af de mange kyllingerestauranter i byen Guia ved Albufeira. Og når vi nu er ved kyllingen, så nyd din ’kylling piri-piri’, en af Algarvekystens mest kendte retter, i de grønne bjerge i baglandet.
På turen tværs over Algarvekysten kan man ikke undgå at støde på de såkaldte Aqua Parques – store udendørs poolområder med vandrutsjebaner i massevis. Hvis man har børn, er parkerne slet ikke til at komme udenom. Det behøver man heller ikke, for det er sjovt – også for voksne. Slide & Splash, Agualand og The Big One er nogle af de store og kendte, men der er masser at vælge imellem.
Hvis du er mere til oplevelser med relation til havet, så kan et besøg i Zoo-marine være en idé. Der kan du se delfinshows, svømme med delfiner, og hvis der stadigvæk er energi efter dén oplevelse, er et besøg på gokart-banen i Almancil et sikkert hit – både for små og store (lege)børn. www.kartingalgarve.com/en/
Kort over Algarve
Populære hoteller i Algarve
- Nærmeste lufthavn: 54 km
- Afstand til centrum: ca. 1 km
- Pool (evt. sæsonåben)
- Nærmeste lufthavn: 65 km
- Nærmeste strand: ca. 800 m
- Pool (evt. sæsonåben)
- Nærmeste lufthavn: 35 km
- Nærmeste strand: ca. 900 m
- Pool (evt. sæsonåben)
Hvor skal man bo på Algarvekysten?
Mange vælger at bo i Albufeira, når de er på ferie på Algarvekysten. Det er også en virkelig hyggelig, gammel by med et skønt torv og mange restauranter. Desuden er stranden fantastisk. Men alternativer er der nok af, for Algarvekysten har nogle absolut fantastisk beliggende hoteller og ferieboliger ved kysten. Ofte uden for byerne og med en lidt isoleret beliggenhed. Der er også de eksklusive resorts Quinta do Lago, Vilamoura og Vale do Lobo (hvis man vil undvære de gamle byer) og Carvoeiro på midten af kysten – og Alvor samt Lagos i vest.
Er du til få turister i gaderne, så vælg fx en by som Tavira.… og når man siger, at det er for varmt til at dyrke vin i Algarve, er det ikke helt rigtigt. Sir Cliff Richard – ja, ham! – er nemlig dybt forelsket i både vin og Algarve og forener de to lidenskaber på gården Adega do Cantor, hvor han laver vinen Vida Nova, der efter sigende skulle være fremragende. Se mere om vinen på hjemmesiden: www.winesvidanova.com
Super-strande for enhver smag
Strandene er og bliver dog Algarvekystens største attraktion. På alle de officielle strande er der restauranter, toiletter og nogle gange endda omklædning. Faciliteterne er altid i top, og det samme er maden. For portugiserne er en tur på stranden nemlig lige så meget en god frokost. Der er stor forskel på strandene i øst og vest. Fra Cabo de São Vicente i vest og næsten hele vejen til Faro er kysten præget af de utrolig flotte, rødgule klipper med fine strande imellem.
Øst for Faro er der ingen klipper, men på en stor del af strækningen er der et sumplignende område imellem selve fastlandet og en række af øer, der ligger ud til selve Atlanterhavet. Her kan man faktisk få nogle af de sjoveste og mest anderledes strandoplevelser. Tag de små færger fra byen Olhão eller fra Tavira, og oplev en ø som fx Ilha de Armona, som kan nås fra Olhão.
Er du bidt af en gal golfkugle, er Algarve stedet at rejse til. I det sene efterår, om vinteren og i forårsmånederne valfarter golfelskere til stedet for at spille på nogle af Europas bedste baner.
Sådan booker du en billig rejse til Algarvekysten, med hotel og flybillet
Med Escapeaway kan du rejse til Algarvekysten fra lufthavnene i København, Billund, Aalborg, Aarhus eller Hamburg, enten direkte eller med en mellemlanding undervejs, og ankomme i lufthavnen i Faro. Vi giver dig flybilletter med rutefly til nettets bedste priser, pakker det sammen med vores udvalgte hoteller på Algarvekysten, og med mulighed for at supplere med en lejebil - alt i én pakkerejse, som er sikret af rejsegaranti. Brug søgemaskinen til at finde det helt rigtige hotel eller feriebolig!