Rejser til Caloura

Caloura, der ligger midt på São Miguels smukke sydkyst, er en idyllisk fiskerlandsby. Nede ved byens lille havn, der er omgivet af høje klipper, ligger der stadig de små fiskerbåde, som i generationer har bragt friske forsyninger ind fra havet. Yderst på molen kan du her tage dig en forfriskende dukkert i et lille havnebassin, som ligger nede blandt de vulkanske klipper og hurtigt fyldes helt op af det friske havvand, når bølgerne går højt. Der er desuden trapper ned på den anden side af molen, så kan tage dig en længere svømmetur på dage, hvor havet er roligt. Flere steder langs den klipperige kyst omkring Caloura er der også små bugter med mørkt sand, hvor du kan nyde en afslappende dag under solen.

Der er indkøbsmuligheder i nabobyen Água de Pau, som ligger få minutters kørsel mod nordvest, hvor du også finder et lille udvalg af spisesteder. Hovedbyen Ponta Delgada med dens museer samt rige butiks - og restaurantliv ligger desuden blot omkring 20 minuttes kørsel mod øst, hvis du skulle have større behov.

Storslået natur og spændende ø-kultur

Caloura, der tidligere hed Vale de Cabaços, har en lang historie. Flere steder i byen kan du derfor se eksempler på barokarkitektur fra det 16. og 17. århundrede. Særligt det lille kloster Convento de Caloura med den tilhørende kirke Igreja de Nossa Senhora das Dores, som i dag er privatejet, er et flot eksempel på dette.

Ligesom på resten af øen er det dog især de flotte landskaber og naturen, som er hovedattraktionen på en rejse til Caloura. Der er rig mulighed for at beundre den spektakulære kystlinje fra de talrige miradouros (udsigtspunkter). Dem møder du naturligvis også mange af, når du bevæger dig væk fra kysten. Du har takket være placeringen omtrent midt på sydkysten i Caloura et godt udgangspunkt for at tage på kortere eller længere udflugter.

Det er for eksempel oplagt at køre en tur op til den betagende Lagoa do Fogo, en af øens mest kendte attraktioner, som ligger under en halv times kørsel fra Caloura. Det er en uforglemmelig oplevelse at vandre en tur oppe på kraterkanten omkring den smaragdgrønne ildsø. Takket være gode vejforbindelser og øens forholdsvis beskedne størrelse har du faktisk frit valg på alle hylder, når det gælder seværdigheder og attraktioner på São Miguel, når du har din base i Caloura.

Rejser til Portugal

Læs mere om Portugal og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Portugal her

Hoteller i Caloura