Rejser til Nordeste

Nordeste ligger, som navnet antyder, på den nordøstlige del af São Miguel. Landsbyen har en ganske overskuelig størrelse og er på grund af sin lidt afsides beliggenhed omkring 50 minutters kørsel fra Ponta Delgada meget lidt turistet. Det til trods for at Nordeste faktisk er en utrolig idyllisk by med dens traditionelle hvide huse og røde tegltage. Har du din base her i ferien, har du desuden et glimrende udgangspunkt for at udforske nogle af de smukkeste landskaber og mest interessante natur på øen.

En rejse til Nordeste og den østligste del af São Miguel giver dig også rig mulighed for at opleve lokalbefolkningens imødekommenhed og gode humør. Selvom der blot er tale om en landsby kan du glæde dig til at udforske det lokale køkken på en lille håndfuld restauranter.

En ferie med unikke naturoplevelser

Mange som rejser til São Miguel, Azorernes største ø, når ikke længere østpå end til den berømte spaby Furnas. Det er en skam, for selvom selve landsbyen Nordeste og den omkringliggende region ganske vist ikke har så mange traditionelle turistattraktioner i form af museer og lignende, er her meget andet at komme efter. Ikke mindst når det gælder naturoplevelser. Nær Nordeste kan du for eksempel opleve den største laurisilvaskov på Azorerne. Denne unikke naturtype dækkede i millioner af år en stor del af Jorden, men forsvandt efterhånden som klimaet ændrede sig. I dag findes de sidste laurisilvaskove primært på Madeira og Azorerne, hvor det milde klima stadig er ideelt. Skovene er naturligvis beskyttet ved lov.

Besøger du de frodige laurisilvaskov i Tronqueira-bjergene på den østlige del af São Miguel, venter der dig en enestående naturoplevelse. Du kan være heldig at se den endemiske (findes kun her) grå dompap (Azorerdompap) flyve omkring mellem træerne. Takket være en målrettet bevaringsindsats er bestanden af denne truede sangfugl de senere år vokset til omkring 1000 individer. Er du fugleinteresseret, bør du også lægge vejen forbi Centro Ambiental do Priolo, et lille informationscenter i et skovreservat. Her kan du kan lære mere om azorerdompapen og områdets natur. Det inkluderer gode tips til, hvor du har bedst chance for at spotte denne søde lille fugle i skovene omkring Nordeste.

Hyggelige landsbyer, vandfald og storslåede udsigter

Det er dog ikke kun få at få et glimt af den sjældne fugl, at du bør udforske området omkring Nordeste. På dine ture rundt på den østlige del af São Miguel, bør du for eksempel tage dig god tid til at holde ind ved nogle af de mange udsigtspunkter. Få minutters kørsel sydpå fra Nordeste, har du fra Miradouro da Ponta do Sossego for eksempel et fantastisk vue ned langs kystens grønne bjerge, som rejser sig stejlt op fra det azurblå hav.

Azorerne er kendt for at være lidt af et paradis for friluftsmennesker og byder da også på et væld af muligheder for at holde en aktiv ferie. Tager du et par gode, solide vandresko med på ferie, kan du ikke ret langt fra Nordeste for eksempel trekke en tur op til det højeste punkt på São Miguel, Pico da Vara. Turen kræver en god kondition, men dine anstrengelser belønnes med en formidable panoramaudsigt fra toppen i 1105 meters højde.

Det kan også anbefales at besøge nogle af de andre hyggelige landsbyer i området. I São Pedro Nordestinho, der ligger mindre end et kvarters kørsel mod vest lang kysten, ligger et lille kapel, Nossa Senhora do Pranto, som er over 500 år gammelt. Kører du i stedet sydpå, for eksempel på vejen mod Furnas, kan det anbefales at stoppe i Povoação. Det var her portugiserne i 1432 etablerede den første faste bosættelse på øen.

Rejser til Portugal

Læs mere om Portugal og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Portugal her

Hoteller i Nordeste