Rejser til Santa Comba Dão

Santa Comba Dão ligger ved Dão-floden mellem Coimbra og Viseu. Det er et frodigt område, hvor man i generationer har levet af vindyrkning og husdyrbrug. Nu til dags er en stor del af befolkningen dog beskæftiget i andre sektorer. I 1999 blev Santa Comba Dão da også officielt opklassificeret fra landsby til by, men har stadig under 5.000 indbyggere.

I Santa Comba Dão kan man ikke bryste sig af store, berømte seværdigheder som i for eksempel Coimbra, der har et af de ældste universiteter i verden. Til gengæld venter der dig i denne mindre by en behagelig tilbagelænet atmosfære, som sammen med de naturskønne omgivelser i sig selv er værd at rejse efter.

Giv dig god tid til at gå på opdagelse i den gamle del af byen. Her er der ægte midelalderstemning, og selvom der de senere år er blevet renoveret meget, har de smalle brostensbelagte gader stadig masser af rustik charme. Fra byens øvre gader kan du se Serra da Estrela, det portugisiske fastlands højeste bjergkæde.

Aktiv rejse med kulturelle perler

I fugleflugt er der kun omkring 30 kilometer til Serra da Estrela Naturparken, hvor der uanset årstiden er garanti for enestående naturoplevelser. Denne bjergkæde, som udgør landets største område med beskyttet natur, er da også et oplagt udflugtsmål på en rejse til Santa Comba Dão. Her kan du i sommerhalvåret udforske kilometervis af flotte vandrestier og om vinteren sus ned af pisterne nær fastlandets højeste punkt, Torre (1.993 m). Her finder du Portugals eneste skiresort, som ganske vist har et ret begrænset udvalg af pister, men sagtens kan danne ramme om en hyggelig dag i sneen for hele familien.

I området omkring Santa Comba Dão og den nærliggende naturpark gemmer sig udover den uspolerede natur også små hyggelige landsbyer som for eksempel Piódão. Den blev i 2017 kåret til et af landets syv vidundere (blandt landsbyer). Går rejsen til Santa Comba Dão, er det naturligvis også oplagt at køre en tur til Coimbra, Portugals tidligere hovedstad. Rejser du hertil midt på sommeren, kan du eventuelt køle af med en dukkert i en af områdets floder, for eksempel ved Praia Fluvial da Senhora da Ribeira en kort køretur mod syd. Her og andre steder er der også rig mulighed for at bruge dagen på familievenlige former for vandsport.

Rejser til Portugal

Læs mere om Portugal og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Portugal her

Hoteller i Santa Comba Dão