Rejser til Nordportugal

Vin og madkultur

Nordportugal har en spændende og mangfoldig gastronomi, der er påvirket af landsdelens placering i området mellem Atlanterhavet, Douro-floden og den spanske grænse. Især Douro-dalen har sat sit præg på områdets gastronomiske kultur med et par verdensberømte vine.

Jeg har her udvalgt et par af de kulinariske specialiteter, som du kan smage på, når du er på ferie i Nordportugal.

God appetit og god rejse!

Portvin

Der er næppe nogen portugisisk vin, som har vundet så stor berømmelse i udlandet som den legendariske portvin. Portvinen - der på portugisisk kaldes for Vinho do Porto (“Vin fra Porto”) - er næsten blevet synonym med Nordportugals største by Porto, hvor nogle af de største producenter og leverandører af vinen historisk set har holdt til; men mange glemmer, at grundlaget for vinen - druerne - produceres et andet sted i Nordportugal; nemlig hovedsageligt i de mange dale og på de mange bjergskråninger langs Douro-floden (se mere under Seværdigheder - Douro-dalen).

En sød hedvin

Portvin er en sød hedvin (vin med en alkoholprocent over det, som kan opnås ved vanlig gæring), der oftest serveres som dessertvin; alternativt som aperitif eller som tilsætning i madlavning. Af andre berømte portugisiske hedvine kan nævnes hedvinen fra Madeira, der dog trods sin vide udbredelse og popularitet som regel står i skyggen af hedvinen fra Porto.

Gunstigt mikroklima

Forekomsten af vindyrkning i Douro-dalen kan dateres helt tilbage til romertiden, og måske endda endnu længere tilbage, hvilket gør Douro-dalen til ét af de områder i Portugal, der har været dyrket længst med henblik på vin-produktion. At det lige er dette område, som har fået en så central betydning for de portugisiske vindyrkere, hænger sammen med det unikke klima i området: Dalene omkring Douro-floden har et mikroklima, der er optimalt for dyrkning af oliven, mandler og især druer; de selvsamme druer, som bruges til produktionen af portvinen.

Det er især regionen omkring Pinhão og São João da Pesqueira, der anses for at være centrum for dyrkning af druerne til produktionen af portvin. Det er også i dette område, man finder en stor del af de maleriske quintas; gamle vingårde, der klamrer sig til de næsten lodrette skrænter i deres fald ned mod Douro-floden.

100 forskellige drue-arter

I gamle dage blev druerne - der bruges mere end hundrede typer af druer til portvins-produktion, men kun fem af dem er almindeligt udbredte - transporteret til opbevaring i vin-tønderne i Vila Nova de Gaia ved Porto ved hjælp af fladbundede både; de såkaldte rabelos. Efter 1950´erne - i takt med at der blev bygget store dæmninger på floden - ophørte denne tradition og i dag transporteres druerne i store tankbiler til produktionsstederne i Vila Nova de Gaia.

Vinho Verde

En anden verdensberømt vin fra Nordportugal er vinen Vinho Verde, der ordret oversat betyder grøn vin på portugisisk. Navnet på vinen skyldes, at druerne, der bruges til vinen, er grønne og små, hvilket vil sige, at det er en ung vin i modsætning til en moden vin. I visse tilfælde vokser druerne derfor under en form for tag for at forhindre, at de bliver udsat for direkte sollys. I andre tilfælde vokser druerne højt oppe over jorden - op ad hegn, træer og undertiden endda telefonpæle - så de små, lokale vinbønder af Vinho Verde (og dem er der anslået mere end 30.000 af) kan dyrke andre vigtige afgrøder mellem vinstokkene.

Også som rosé- og rødvin

På trods af navnet - og de grønne druer - kan selve vinen Vinho Verde både være hvid og rød. Den eksisterer sågar som rosévin, selv om rosévinen er den mindst udbredte og kendte form for Vinho Verde. Det manglende kendskab til rosevins-varianten - og i lidt mindre grad rødvins-varianten - skyldes ikke mindst, at det kun er hvidvins-varianten, der eksporteres til udlandet. Så du opfordres hermed til ikke at gå glip af muligheden for at smage på disse to mindre kendte Vinho Verde-varianter, når du er på rejse i Nordportugal.

Stammer fra Minho-provinsen

Vinho Verde produceres i DOC-regionen af samme navn i den historiske Minho-provins i den nordvestligste del af Portugal; den samme del af Portugal, som af mange betragtes som nationen Portugals vugge (se mere under Nordportugal - Information). I denne del af landet er klimaet køligt, hvilket gør druerne fattige på sukker og rige på syre, hvilket skaber ideelle betingelser for den unge, let syrlige vin, som dog undertiden tilsættes sukker for at mildne syren.

Caldo Verde

Den populære suppe Caldo Verde, der betyder “Grøn Bouillon” på portugisisk, stammer ligesom Vinho Verde fra Minho-provinsen i det nordvestligste hjørne af Portugal, selv om dens popularitet i dag har bredt den til hele Portugal og også til portugisiske emmigrant-miljøer i udlandet.

Suppen består traditionelt af kartofler, grønkål, olivenolie og salt. Derudover indgår der ofte hvidløg eller løg i suppen, samt undertiden forskellige former for kød, herunder skinke eller den populære chorizo-pølse. Suppen spises ofte med det typiske portugisiske majsbrød, kaldet broa, der dyppes i den.

Fast indslag til fester

Caldo Verde spises normalt som en forret til et aftensmåltid, eller som et meget sent aftensmåltid. Samtidig er suppen en populær del af menuen, når der holdes fest i den nordlige del af Portugal, hvad enten det drejer sig om fødselsdage, bryllupper eller lokale højtidsfester, såsom Festa de São João do Porto, der er en hyldest til Johannes Døberen.

Information og fakta

Jeg har her samlet nogle få informationer og fakta om Nordportugal, herunder om klima og vejr, geografisk afgrænsning og landsdelens historie, som alene har til formål at tjene som inspiration til din ferie i Nordportugal (vi tager forbehold for faktuelle fejl). Hvis du har lyst til at læse mere om Nordportugal, anbefaler jeg dig at besøge vores blog, der indeholder mange spændende artikler om hele Portugal.

God fornøjelse og god rejse!

Geografisk afgrænsning

Historisk set er Nordportugal ofte blevet betegnet som den del af landet, der ligger nord for Douro-floden, og som engang svarede til de ældgamle regioner Minho og Trás-os-Montes.

Hvis man ser på den nuværende administrative inddeling, som benyttes af EU´s statistiske organisation Eurostat, og som ofte benyttes af den portugisiske stats-administration (da det er den inddeling, der danner grundlag for tildeling af midler fra EU´s berømte struktur-fonde), så består Nordportugal af sub-regionerne Alto Trás-os-Montes, Ave, Cávado, Douro, Entre Douro e Vouga, Grande Porto, Minho-Lima og Tâmega.

I vores - subjektive - inddeling af Portugal, der i dette tilfælde mere bygger på vores rejse-erfaringer i landet (end på de officielle, administrative afgrænsninger), har vi dog valgt at skære grænsen til Nordportugal ved den gamle universitetsby Coimbra, selv om den ligger syd for Douro-floden og officielt set tilhører den centrale del af Portugal.

Klima og vejr

Det nordlige Portugal er et område med mange bjerge og plateauer, hvilket har en stor indflydelse på landsdelens klima. Bjergene danner en barriere for de atlantiske vinde, som derved ophober kold luft og regn på nordsiden af ??bjergene. Generelt giver den højere og nordligere beliggenhed køligere temperaturer og mere nedbør end i Midt- og Sydportugal, men klimaet varierer meget alt efter, om du befinder dig ved kysten eller inde i de mere bjergrige del af landet.

Ved kyst-områderne i Nordportugal er det således varmere om sommeren og mildere om vinteren end i den indre del af landet, tæt på den spanske grænse, men stadig med langt større nedbør end i den sydlige og centrale del af landet, hvilket er med til at fremme grønne områder i overflod.

Temperaturer

De varmeste måneder i Nordportugals største by Porto er juli med gennemsnitligt 20 grader, tæt efterfulgt af august og september med gennemsnitligt 19 grader og juni måned med gennemsnitligt 18 grader.

De koldeste måneder er januar med gennemsnitligt 10 grader, efterfulgt af februar med gennemsnitligt 11 grader og december med 12 grader i gennemsnit.

Nedbør

Der er mest nedbør i Porto i december måned med gennemsnitligt 180 mm, efterfulgt af oktober og februar med 160 mm i gennemsnit og november med 150 mm i gennemsnit.

Månederne med mindst nedbør er juli og august med kun 20 mm i gennemsnit, efterfulgt af juni med gennemsnitligt 40 mm og september med 60 mm i gennemsnit.

Sol

De mest solrige måneder i Porto er juni, juli og august med gennemsnitligt 11 solskinstimer dagligt, mens maj gennemsnitligt har 9 solskinstimer om dagen og april 8.

Månederne med færrest solskinstimer er januar, februar og december, der alle kun har 2 solskinstimer om dagen i gennemsnit, tæt efterfulgt af november med gennemsnitligt 3 solskinstimer om dagen.

Historie

Castro-kulturen og den romerske provins Gallaecia

I forhistorisk tid har Nordportugal været præget af flere forskellige kulturer, herunder ikke mindst den berømte Castro-kultur, der er en gammel arkæologisk betegnelse for den keltiske jernalder-kultur, som dominerede den nordvestlige del af den Iberiske halvø fra slutningen af bronzealderen indtil det 1. århundrede f.Kr., hvor den romerske provins Gallaecia blev etableret. Den romerske provins forseglede Castro-kulturens skæbne og i det fjerde århundrede e.Kr. var den helt forsvundet.

Castro-kulturen var blandt andet karakteriseret af en særlig slags fæstninger, der blev bygget på en bakke med volde omkring, og som var kendt under navnet Castros (fra latin “castrum”, der betyder "slot") eller Citânias, samt fraværet af en synlig begravelses-praksis.

Svebere, Hasdingi-vandaler, alanere og vestgotere

Fra år 410 e.Kr. blev dele af Nordportugal erobret af det germanske folk sveberne og Hasdingi-vandalerne, der havde krydset Rhinen i 406 e.Kr. sammen med det indo-iranske nomade- og rytterfolk alanerne og derved invaderet det romerske imperium. Sveberne og Hasdingi-vandalerne delte den romerske provins Gallaecia mellem sig, hvorved sveberne fik den vestlige del af provinsen, beliggende ved Atlanterhavskysten, mellem byerne Porto (i dag Nordportugals største by) og Pontevedra (der nu er spansk), mens de senere også trængte ind i Minho-dalen. De besad formodentlig også noget af den nordlige del af provinsen Lusitania, som i dag ville svare til den sydlige del af Nordportugal.

Hasdingi-vandalerne fik den øvrige del af Gallaecia, men mistede senere, i 419 e.Kr., hele deres territorium til sveberne efter at den svebiske konge Hermeric havde indgået en alliance med romerne for at fordrive Hasdingi-vandalerne fra Gallaecia. Hasdingi-vandalerne flygtede - med deres konge Gunderic i spidsen - til provinsen Hispania Baetica, beliggende i den sydlige del af Spanien (det, som i dag nogenlunde svarer til den sydspanske region Andalusien).

Alanerne fik provinserne Lusitania og Hispania Carthaginensis, hvoraf førstnævnte grænsede op til dét, vi idag vil kalde Nordportugal, idet Lusitania strakte sig hele vejen fra Algarvekysten i syd til Douro-floden i nord. Præcist hvor meget af den nordlige af Lusitania alanerne besad - og hvor meget sveberne besad af samme - er i dag omdiskuteret.

Svebernes kongedømme i den nordlige del af den iberiske halvø varede helt indtil 585, hvor et andet nord-germansk folk, vestgoterne, benyttede sig af den borgerkrig, der fulgte i kølvandet på den svebiske konge Miros død (i 583 e.Kr.), og indlemmede svebernes kongedømme i det vestgotiske kongedømme. Det vestgotiske kongedømme dækkede med tiden næsten hele den iberiske halvø (med undtagelse af den byzantinske provins Spaniae fra år 552 til år 624).

Maurerne

I 711 trængte en gruppe af (primært) berbere og (sekundært) arabere (hvis historiske sammensætning i dag ofte kaldes for maurere) fra Nordafrika ind i den sydlige del af Spanien (vore dages Andalusien) og begyndte en besættelse, som med tiden inkluderede det meste af den iberiske halvø; dog blev de gentagne gange besejret i deres forsøg på at erobre Asturien i den nordvestlige del af halvøen og fik aldrig fodfæste i den nordlige del af vores dages Katalonien, samt Baskerlandet.

Omkring 718 e.Kr. havde maurerne også erobret store dele af Nordportugal; men de fik aldrig for alvor fodfæste længere nordpå end vore dages Porto, som markerede grænsen til kongedømmet Asturien.

Reconquista´en

Maurerne forblev på den iberiske halvø i mere end 700 år, men deres erobrede territorium indskrænkede sig hurtigt som følge af modstand fra de kristne kongedømmer i den nordlige del af halvøen; dét, som efterfølgende er blevet kaldt reconquista´en.

Allerede i 868 blev Porto således indtaget af kristne tropper, anført af den galiciske greve Vimara Peres, der var udsendt af Asturias konge, Alfono III, for at generobre området mellem Minho-floden og Douro-floden fra maurerne. Blandt de generobrede områder var byen Portus Gales (senere Porto og Gaia), der senere dannede forlægget til navnet på nationen Portugal.

Vimara Peres bleve efterfølgende den første leder af den royale provins/grevskabet Condado Portucalense, der af mange historikere i dag anses for den første byggesten til den portugisiske nation, selv om nationen Portugal først officielt blev grundlagt i det 12. århundrede.

Tre år senere, i 871, erobrede de asturiske grever også byen Coimbra og grundlagde efterfølgende grevskabet/den royale provins Condado de Coimbra. Byen og området blev dog genstand for mauriske plyndringer og generobringer helt frem til 1064, hvor byen til sidst blev permanent sikret på kristne hænder af tropper udsendt af kongen Ferdinand I af Kastilien og León.

Uafhængighed og en nations fødsel

I slutningen af det 11. århundrede lagde den burgundiske greve Henrique de to grevskaber Condado Portucalense og Condado de Coimbra sammen, og erklærede herefter uafhængighed fra kongedømmerne Léon og Kastillien, der var gerådet i intern krig.

Uafhængigheden kom dog først med Henriques søn, Alfonso Henrique, som - efter at have trukket sig sejrrigt ud af det berømte slag ved São Mamede i nærheden af den nordportugisiske by Guimarães - udnævnte sig selv til prins af Portugal. I 1139 udnævnte han sig også til den første konge af Portugal; en titel, som formelt blev anerkendt af en repræsentant for pavedømmet 4 år senere, dvs. i 1143.

Hermed var Portugal for første gang i historien anerkendt som en selvstændig nation, hvorfor området omkring Guimarães i Nordportugal i dag af mange portugisere og historikere opfattes som den portugisiske nations vugge.