Rejser til Portugal

5 seværdigheder, du ikke bør gå glip af på din rejse til Portugal

Belém

Belém, hvis navn stammer fra det portugisiske ord for Bethlehem, er et af Lissabons mest kendte og besøgte kvarterer. Kvarteret, der ligger ved Tejo-flodens bred, omkring 6 kilometer vest for Lissabons centrum, har spillet en betydningsfuld rolle i Lissabons og Portugals historie, hvilket flere monumenter, bygninger og institutioner i kvarteret vidner om.

De to mest berømte af slagsen er Belém-tårnet (Torre de Belém), der er et manuelinsk-gotisk fæstningstårn, opført i begyndelsen af det 16. århundrede til ære for Vasco de Gamas bedrifter og byens skytsengel São Vicente, samt til beskyttelse af byen mod indtrængende fjender ad flodvejen; og Jeronomis-klostret (Mosteiro dos Jerónimos), som ligesom Belém-tårnet er blevet tilføjet UNESCO´s liste over verdensarv. Klostret blev oprindeligt - i en noget mindre udgave end det i dag foreliggende - bygget af Henrik Søfareren og blandt andet benyttet af Vasco da Gama til bøn inden han valfartede til Indien i 1497. Da Vasco da Gama vendte tilbage til Lissabon, besluttede kong Manuel I at udvide klostret for at ære skytsenglen Jeronimos og takke for de nye rigdomme, der nu strømmede til landet via den nye handelsrute til Indien.

Belém er også stedet, hvor du kan smage på den berømte Belém-kage, pastéis de Belém.

Sintra

Sintra, der også har fundet vej til UNESCO´s verdensarvsliste, ligger meget tæt på hovedstaden Lissabon (kun omkring 30 kilometer væk) og byder på en fortættet historisk atmosfære, foruden en række af Portugals mest kendte attraktioner. De tre mest kendte af slagsen er Palacio Nacional da Pena, Kap Roca og Maurernes Borg.

Palacio Nacional da Pena er et romantisk, fra det 15. århundrede stammende palads, der knejser højt over Sintra med sine karakteristiske tårne, kupler og eklektiske stilarter (herunder neo-gotisk, neo-manuelinsk, neo-maurisk, neo-renæssance stil m.fl).

Kap Roca, eller Cabo da Roca, som det hedder på portugisisk, er en forrevet klippe ved Atlanterhavskysten, kun 18 kilometer fra Sintra, der udgør det europæiske fastlands-kontinents vestligste punkt. Og Maurernes Borg, eller Castelo dos Mouros, som er dets portugisiske navn, er en middelalderlig borg, beliggende på en høj 4,5 kilometer fra Sintra, som var et vigtigt strategisk punkt for de kristne under Reconquista´en. Også Castelo dos Mouros er inkluderet i Sintras kulturlandskab, der er med på UNESCO´s liste over verdensarv.

Douro-dalen

Douro-dalen, beliggende i den nordøstlige del af Portugal, er ikke blot dér, hvor druerne til den berømte portugisiske portvin dyrkes, men ét af de smukkeste, ældste og mest betydningsfulde kulturlandskaber i Portugal. Af samme grund har UNESCO inkluderet dalen på listen over verdensarv. I dette landskab vil du kunne se terrasseformede vinmarker så langt øjet rækker, og følge deres skrånende fald ned mod den flod, som har givet navn til dalen; den iberiske halvøs tredjestørste flod, Douro-floden.

Douro-floden trænger ind i Portugal fra Soria-provinsen i det centrale Spanien og løber igennem den nordlige del af Portugal inden den - efter i alt 895 kilometer på farten - udmunder i Atlanterhavet ved Foz do Douro, en forstad til Porto. I gamle dage transporterede man druerne fra Douro-dalen til Porto på fladbundede både kaldet rabelos på portugisisk, men idag, hvor der er bygget dæmninger på floden, transporteres de i tankbiler.

Évora

Èvora, beliggende i den af mange oversete Alentejo-region i den indre del af landet, er én af Portugals historisk bedst bevarede byer, delvist omsluttet af en gammel middelalderlig bymur, og med en række enestående historiske monumenter, der har sat byens gamle bykerne på landkortet som verdensarv.

Blandt de mest kendte seværdigheder i Évora er det berømte romerske tempel (også kaldet Diana-templet), kong Manuel I´s royale palads, Vasco da Gamas palads, katedralen (der er ét af de fineste gotiske bygningsværker i Portugal), Evoras universitet, det centrale torv Praça do Geraldo og paladset Palácio dos Duques de Cadaval.

Guimarães

Mange portugisere har et specielt forhold til byen Guimarães i Braga-distriktet i det nordvestlige hjørne af Portugal. Byen kaldes ofte for “nationens vugge”, hvilket hænger sammen med forskellige omstændigheder omkring den portugisiske nations fødsel: Det var således her, at Henrik af Burgund, far til Portugals første konge, Alfonso I, grundlagde landets første administrative amt; det var her, at Alfonso I blev født; og det var her, i nærheden af byen, at slaget om São Mamede udkæmpedes i juni 1128, et slag, der fik enorm betydning for grundlæggelsen af det portugisiske kongedømme og den portugisiske nation.

Byen rummer blandt andet en middelalderborg, som er bygget på stedet for den første fæstning fra det 10. århundrede. Den smukke og historisk velbevarede bykerne kom i 2001 med på UNESCO´s liste over kulturel verdensarv og var i 2012 udnævnt til europæisk kulturby.

Mad og drikke

Bacalhau

Den måske mest kendte portugisiske ret, bacalhau, har i flere århundreder været udbredt i de fleste latinske lande, herunder Spanien og Italien, og har faktisk også haft en nordisk pendant i den norske klipfisk-ret bakalao, men retten har opnået sit globale ry i Portugal - og det menes, at retten oprindeligt stammer herfra.

Det er således blevet hævdet, at retten kan dateres helt tilbage til Portugals epoke som søimperium, hvor saltning og tørring af fisk blev en vigtig del af det portugisiske køkken i forbindelse med de lange trans-atlantiske sørejser til de nye kolonier. Den bedste slags torsk til retten fandt portugiserne imidlertid nordpå, hvorfor Kristiansund i Norge senere blev et vigtigt handelssted for portugisiske fiskeopkøbere.

Bacalhau, der slet og ret betyder torsk på portugisisk, består normalt af saltet og tørret torsk, kartofler, løg, tomater og oliven, men opskriften varierer fra region til region, og ofte også fra by til by - og det siges ofte i Portugal, at der er ligeså mange måder at tilberede en bacalhau på, som der er dage i året.

Sardinhas Assadas

Sardinhas assadas, eller grillede sardiner på dansk, er en anden af Portugals meget populære retter. Retten, der menes at være opstået i området omkring Lissabon og Vale do Tejo, er ligeså enkel som den er populær, idet den består af sardiner, der grilles ved svag varme, saltet med groft havsalt, stænket med citron, og serveret med bagte kartofler, stegt rød peberfrugt, stykker af hvidt brød, og en god vinho verde.

Cozido à portuguesa

Cozido a portuguesa, der menes at være opstået i de to nordlige Beiras-regioner (Beiras Litoral og Beiras Interior), er en velnærende gryderet bestående - i forskellige mål - af oksekød, svinekød (oftest flæsk), kalvekød, kyllingekød, røgede pølser og blodpølse, tilberedt sammen med kål, gulerødder, majroer, bønner, kartofler og ris.

Tilberedningen og ingredienserne varierer dog også i dette tilfælde stærkt fra region til region og ofte vil én type kød indgå i én region, men ikke i en anden, hvorfor det er sjældent, at alle her nævnte typer kød indgår i retten på samme tid.

Normalt indtages retten med en god portugisisk rødvin.

Caldo Verde

Den portugisiske suppe caldo verde, der betyder grøn bouillon på portugisisk, giver måske ikke umiddelbart en udlænding indtryk af at være ét af de mest opsigtsvækkende indslag i den portugisiske gastronomi, men sandheden er, at denne enkle, spartanske suppe-ret røg ind på listen over de “syv kulinariske underværker” i det portugisiske køkken ved en national afstemning i 2011.

Suppen, der menes at stamme fra Entre Douro e Minho-regionen i det nordvestlige Portugal, består af grønkål, kartofler, løg, hvidløg, olivenolie, salt, og undertiden kød.

Den spises ofte med skiver af chouriço-pølse og broa-brød.

Det bør du vide om Portugal

Regioner

Af forskellige historiske grunde har der ikke eksisteret enighed om identiteten og grænserne af de portugisiske regioner og helt op til i dag er der utallige - ofte hinanden modsigende - fortolkninger af, hvilke regioner, der gør sig gældende i Portugal og deres grænsedrag; endog blandt portugiserne selv.

I 1998 forsøgte den daværende portugisiske regering dog at identificere de portugisiske regioner, hvilket medførte et dekret, kaldet dekret 18/98, der udpegede 8 administrative regioner på det portugisiske fastland og 2 autonome regioner uden for det portugisiske fastland. De otte administrative regioner på fastlandet var Alentejo, Algarve, Lissabon e Setubal, Estremadura e Ribatejo, Beira Litoral, Beira Interior, Entre Douro e Minho og Tras-os-Montes e Alto Douro. De to autonome regioner var de atlantiske øgupper Madeira og Azorerne, der har haft deres egne regionale selvstyre siden 1978.

Forslaget blev dog nedstemt med hele 63% af stemmerne og i stedet blev der i 2002 indført syv regioner, der oprindeligt var udarbejdet af Europa-kommisionen i forbindelse med EU´s tildeling af midler fra de såkaldte struktur-fonde i 1998 (det såkaldte NUTS-system). De syv regioner ifølge dette klassificerings-system er Norte, Centro, Lissabon, Alentejo, Algarve, Azorerne og Algarve.

Klima og vejret

Portugal har et af de varmeste klimaer i Europa med mellem 2500 og 3200 solskinstimer om året, hvilket svarer til gennemsnitligt mellem 4 og 6 timer om vinteren og mellem 10 og 12 timer om sommeren; flest i den sydlige og sydøstlige del af landet; færrest i den nordvestlige del af landet.

På det portugisiske fastland er klimaet hovedsageligt mediterransk - i mindre grad steppeklima - mens klimaet ude på de to atlantiske øgrupper, Azorerne og Madeira, overvejende er subtropisk. Men også her varierer klimaet en del alt efter hvilken ø, man befinder sig på, og hvor på øen. Her findes således også steppeklima, ørkenklima og mediterransk klima.

Det mest regnfulde sted i Portugal er på øen Pico i øgruppen Azorerne, mens det mest snefyldte sted i Portugal er den indre og nordlige del af landet, omkring Vila Real, Bragança, Viseu og Guarda.

Natur

Portugal besidder en yderst mangfoldig og rig natur, der spænder fra høje bjerge, varme kilder og vulkangrund på de to atlantiske øer Madeira og Azorerne til fastlandets storslåede blanding af korklunde, klippefyldte sandstrande, øde sletter, tætte, løvfyldte skove, frodige, vindyrkede dale, snedækkede bjergtoppe og uendelige hvedemarker - foruden en lang række af unikke naturparker.

I alt har Portugal 1 nationalpark (Parque Nacional), som er Parque Nacional da Peneda-Gerês i det nordvestlige Portugal, 12 naturparker (Parque Natual), 9 naturreserver (Reserva Natural), 5 natur-monumenter (Monumento Natural) og syv beskyttede landskaber (Paisagem Protegida).

Blandt de mest attraktive og populære natur-områder i Portugal er Lagoa das 7 cidades (São Miguel, Azorerne), Paisagem Vulcânica do Pico (Pico, Azorerne); Floresta Laurissilva da Madeira (Madeira), Grutas de Mira de Aire (Midtportugal), Portinho da Arrábida (Lissabon-området), og Ria Formosa (Algarve) - foruden naturligvis den allerede nævnte nationalpark Parque Nacional da Peneda-Gerês.

Sprog

Portugisisk, der er Portugals officielle sprog, er et romansk sprog, som menes at være opstået i området omkring Galicien (i dagens Spanien) og Nordportugal. Selv idag er der mange fællestræk mellem galicisk og portugisisk. Det er blevet hævdet, at portugisisk er en afledning af det latin, som taltes af romaniserede før-romerske folkeslag på den iberiske halvø, såsom kelterne, ibererne og lusitanerne.

I takt med det portugisiske søimperiums handelsmæssige og koloniale erobringer i det femtende århundrede begyndte portugisisk også at sprede sig til andre verdensdele. Portugisisk tales nu - i forskellige tilpassede og modificerede versioner - på fire forskellige kontinenter; størst er udbredelsen i Brasilien, hvor 184 millioner mennesker taler den brasilianske version af portugisisk.

Foruden Brasilien er portugisisk også officielt sprog i Angola, Mozambique, Cape Verde, São Tomé og Príncipe, Guinea-Bissau, Ækvatorialguinea og Østtimor. Disse lande udgør den såkaldte Luso-sfære, Lusofonia på portugisisk, som er en betegnelse for områder, hvor der tales portugisisk, og som er afledt af navnet for det indoeuropæiske folkeslag, lusitanerne, som befolkede den iberiske halvø i en lang periode før romernes ankomst (romerne omdannede senere deres territorium til en provins med navnet Lusitania). Lusitanerne opfattes af moderne portugisere som deres forfædre.

I det nordøstlige hjørne af Portugal tales desuden mirandesisk af en mindre gruppe portugisere (undersøgelser viser at mellem 5000-7000 portugisere taler mirandesisk som første-sprog og omkring 15.000 i alt, hvis man tæller dem med, der har det som andet-sprog). Mirandesisk er et romansk sprog, der har ligheder med asturiansk og leonesisk (begge tilhørende dagens Spanien). Sproget fik - af det portugisiske parlament - tildelt status som co-officielt regionalt sprog, ved siden af portugisisk, i 1999.

Religion

Portugal er en sekulær stat, der har en formel adskillelse af kirke og stat; en adskillelse, der allerede blev stadfæstet under den første portugisiske republik (fra 1910-1926) og yderligere stadfæstet i den portugisiske konstitution af 1976. Historisk har katolicismen dog spillet en betydelig rolle i Portugal, f.eks. i forbindelse reconquistaen og den første dannelse af en portugisisk nation med nationale uddannelsescentre, herunder det første universitet; og siden med søimperiets kolonisering af andre verdensdele i 1400-tallet, hvor katolske missionærer udgjorde en vigtig del af omvendelsen af befolkningerne i de koloniserede område. Først med de liberale og republikanske ideer, der opstod som optakt til den første republik i Portugal, svækkedes religionens officielle rolle i det portugisiske samfund betydeligt.

Idag sværger portugiserne - ligesom italienerne og spanierne - stadig til katolicismen, selvom den voksende sekularisering af samfundet, som gør sig gældende andre steder i Europa, også gør sig gældende her. Omkring 80% af den portugisiske befolkning opfatter sig selv som katolikker ifølge en undersøgelse i 2012, men heraf er kun omkring 18% aktive katolikker, dvs. går til gudstjeneste m.m. Dette er et fald på hele 7% fra 2001. I den samme undersøgelse svarede 14,2 %, at de var ikke-troende, hvilket er en stigning på 6% siden 2001.

Der er dog ingen tvivl om, at katolicismen stadig spiller en stor rolle i det portugisiske samfund på et dagligdags-plan på trods af faldet i antallet af troende og af antallet af aktivt troende.

Møntfod

Portugal benyttede sig af sin egen valuta, kaldet escudo, indtil 1999, hvor landet tilsluttede sig euro-zonen. Den egentlige overgang til brug af euro-sedler og mønter, og escudoens tilbagetrækning som portugisisk valuta, skete dog først i 2002.

Officielle helligdage

1. januar
Påske (der falder forskelligt) har de ugedagene tirsdag, fredag og søndag som helligdage
1. maj
10. juni - Portugals nationaldag
14. juni
15. august
5. oktober - Den portugisiske republiks fødselsdag
1. november
1. december - Portugals uafhængighedsdag
8. december
25. december

Bemærk, at Carnaval (på dansk Fastelavn), Langfredag, og Kristi legemsfest har skiftende datoer.

Vær også opmærksom på disse lokale helligdage:

13. juni: Skt. Antoniusdag i Lissabon
24. juni: Johannes Døberen i Porto