
10 steder du skal besøge på din ferie i Bruxelles
Skrevet af Sofia
2024-04-22
10 steder du skal besøge på din ferie i Bruxelles
Bruxelles er Belgiens hovedstad, og en skøn destination for en storbyferie. Her finder du mange historiske seværdigheder, flot, gammel arkitektur, hyggelige kvarterer og meget mere.
Her har vi samlet 10 forslag på steder og seværdigheder, du skal opleve på din ferie i Bruxelles:
1: Grand Place – Bruxelles' arkitektoniske centrum

Grand Place er det helt store samlingssted i Bruxelles
Den centrale plads i hjertet af Bruxelles, Grand Place, er et must at besøge på din ferie i den belgiske hovedstad. Her er det som at blive taget tilbage i tiden, tilbage til Bruxelles i 1700-tallet, med de imponerende, gamle bygninger, der emmer af hemmeligheder og historie. I 1695 ødelagde et fransk bombardement Grand Place og størstedelen af de omkringliggende bygningerne. Hidtil havde Grand Place ellers i århundreder været brugt som byens primære markedsplads.
Efter bombardementet stod kun få bygninger tilbage, heriblandt skelettet af rådhuset. Bygningerne blev genopført og stod færdige 5 år senere, og medførte et nyt, unikt bycentrum. Det gamle rådhus fra 1400-tallet blev genopbygget i sin originale gotiske stil, mens de "nye" bygninger fra år 1700, står som eksempler på samtidens barok og renæssance stil. Bygningerne er siden blevet vedligeholdt og står i dag alle i flot stand, og skaber fortsat en helt særlig atmosfære i det centrale Bruxelles.
Bygningerne der omkranser pladsen, er i dag både privat og offentligt ejede. Her finder du udover det flotte gamle rådhus også Bruxelles bymuseum. Om sommeren summer pladsen af liv, med sine mange fortovscafeer og barer foran smukke guldudsmykkede bygninger. Her kan du slå dig ned med en typisk belgisk vaffel og en kop kaffe, og nyde den historiske atmosfære, på din tur til Grand Place. I 1998 kom Grand Place desuden på UNESCOs verdensarvsliste.
Ønsker du at bo tæt på Grand Place, kan vi anbefale hotellerne:
- Hotel Hubert Grand Place (ca. 450 m)
- Warwick Brussels (ca. 350 m)
- Radisson Collection Grand Place (ca. 550 m)
2: Atomium – Symbolet på Bruxelles og Belgien

Atomium er kendt som det internationale symbol på Bruxelles og Belgien
Med mere end 600.000 besøgende hvert år, er Atomium den mest besøgte turistattraktion i Bruxelles, og er i dag kendt som det internationale symbol på Bruxelles og Belgien. I de 9 sølvfarvede kupler, der mest af alt kunne minde om noget fra en science-fiction-film, kan du vandre op ad utallige trapper, indtil du når op i 92 meters højde, hvor du kan opleve en imponerende udsigt ud over Bruxelles. Ønsker du ikke at gå de mange trapper op, findes der også en elevator op til kuplen med udsigtsposten. Har du lyst til at få en ekstra oplevelse, er det muligt at bestille bord i restauranten (til enten morgenmad, frokost eller aftensmad) i den øverste kuppel på forhånd.
Atomium blev designet og bygget i årene 1955 til 1958 i forbindelse med Bruxelles World’s Fair (Expo 58), som et symbol på fred mellem nationerne og et optimistisk syn på fremtiden med dens nye, moderne teknologi, der skulle gøre livet bedre for menneskeheden. Med denne tanke i baghovedet blev Atomium designet og fuldført af brødrene André og Jean Polak og ingeniøren André Waterkeyn. Atomium er det perfekte udflugtsmål for både børn og voksne, og du kan let komme hertil med den offentlige transport, f.eks. med metroen til stoppet Heizel.
Adgang til Atomium er mod betaling, og det er muligt at købe billetter online.
3: Avenue Louise og Rue Neuve – Bruxelles store shoppinggader
Ønsker du en dag med shopping i både kendte, ukendte, lokale og kædebutikker, som sælger alt fra designerprodukter til souvenirs, er det et must for dig at besøge Avenue Louise og Rue Neuve - For ikke at glemme de mange chokoladebutikker, med den populære belgiske chokolade.
Start din shopping dag med at tage metroen til Rogier. Herfra kan du starte din shopping oplevelse i Bruxelles, fra starten af gågaden Rue Neuve, og gå længere ind mod centrum. Her kan du holde kaffe- eller frokostpause på en af de hyggelige fortovscaféer og restauranter, inden du går videre. På din vej mod Avenue Louise kan du også gå et smut forbi Grand Place og/eller Manneken Pis, springvandet med den populære, lille bronzestatue af en tissende dreng.
Ønsker du i stedet at dele shoppingturen over 2 dage, kan du også tage metroen til Louise og derfra gå ned af Avenue Louise. Her i starten af gaden, ligger mange af designerbutikkerne, men er du ikke så meget til disse, kan du også tage et smut ned ad de hyggelige sidegader, eller gå en tur længere ned ad gaden, hvor du finder mere variation.
4: Jardin Botanique de Bruxelles - Den botaniske have i Saint-Josse
Den mere end 6 hektar store park, Jardin Botanique de Bruxelles, er beliggende tæt på centrum, og et must at besøge på din ferie i Bruxelles. Her kan du opleve forskellige multikulturelle stilarter samlet på et sted: facader i engelsk stil, en italiensk inspireret have i midten, og bygninger i fransk barokstil. Parken blev indviet i 1829, og byder på et væld af forskellige planter, træer og blomster samt stier, springvand, statuer og gamle drivhuse med kupler og søjler.
Ønsker du at bo tæt på den botaniske have, kan vi anbefale hotellerne:
- Hotel Le Plaza (ca. 500 m)
- Hotel nhow Brussels Bloom (ca. 50 m)
- Hotel NH Collection Brussels Centre (ca. 750 m)
Adgang til den botaniske have er mod betaling i parkens åbningstider.
5: Palais Royal de Bruxelles – Det kongelige palads i Bruxelles
I Bruxelles centrum ligger det smukke gamle palads, ”Palais Royal de Bruxelles”, samt den tilhørende slotshave. Paladsets facader stammer fra år 1900, siden flere brande ødelagde dele af palæet og dermed også de originale facader. Den daværende Kong Leopold II igangsatte en renovation efter barokstilen fra Kong Louis XVI i 1700-tallet, og det er disse, man kan se i dag.
Om sommeren er der mulighed for en rundvisning inde på paladset, og ellers kan du nyde en gåtur i den kongelige park, der byder på stier, træer og springvand. I nærheden finder du også en række spændende museer.
Ønsker du at bo tæt på Palais Royal, kan vi anbefale hotellerne:
- Hotel Hubert Grand Place (ca. 800 m)
- Warwick Brussels (ca. 750 m)
- Radisson Collection Grand Place (ca. 1000 m)
Adgang til Palais Royal er mod betaling.
6: Hortamuseet i Saint-Gilles – Art Nouveau stilens oprindelse
Hortamuseet, beliggende i Saint-Gilles bydelen, er dedikeret til den belgiske arkitekt og designer, Victor Horta. Horta var en af grundlæggerne for Art Nouveau-stilen, der er kendt fra slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. På Hortamuseet kan du i to flotte bygninger fra 1800-tallet opleve den autentiske art nouveau stil, der er flot bevaret: Indendørs er den oprindelige stil blevet beholdt i stor grad, med dekorationer, farvet glas og mosaikker, og du kan afhængig af besøgstidspunkt opleve forskellige udstillinger. Er du interesseret i arkitektur og kunst, er det bestemt et besøg værd at tage forbi Hortamuseet.
En række bygninger af Victor Horta er desuden på UNESCO's verdensarvsliste, udover Maison & Atelier Horta, der huser Hortamuseet, er også Hôtel Tassel, Hôtel Solvay og Hôtel van Eetvelde, som du kan se og opleve rundt omkring i Bruxelles.
Ønsker du at bo i nærheden af Hortamuseet, kan vi anbefale:
- Hotel Manos Premier (ca. 500 m)
- Le Châtelain Hotel (ca. 750 m)
- Hotel Made in Louise (ca. 800 m)
Adgang til Hortamuseet er mod betaling.
7: Porte de Hal/Hallepoort og museum – Et stykke af 1400-tallets Bruxelles
I Saint-Gilles star den flotte, gamle byport, Porte de Hal, oprindeligt bygget i 1381 i datidens gotiske byggestil. Porten blev bygget som en del af forsvarsmuren omkring Bruxelles. Bygningen emmer af historie, og har gennem tiden været udsat og brugt til lidt af hvert, bl.a. som militærfængsel, opbevaring af korn og som luthersk kirke.
Porte de Hal er over flere omgange blevet restaureret, og i dag huser den et museum, som er en del af ”Royal Museum of Art and History” i Bruxelles, hvor du bl.a. kan opleve bygningens historie og dens betydning gennem årene. Hver etage er dedikeret til forskellige typer af udstillinger, bl.a. fæstningsværkerne i Bruxelles.
En spændende og lærerig oplevelse venter dig i den historiske bygning.
Ønsker du at bo tæt på Porte de Hal, kan vi anbefale hotellerne:
- Vintage Hotel (ca. 900 m)
- The Scott Hotel Brussels (ca. 750 m)
Adgang til Porte de Hal er mod betaling.
8: Leopold-kvarteret - Det europæiske kvarter

EU institutionerne i Bruxelles. Bruxelles er også er kendt som EUs hovedstad
Når du er i Bruxelles, er det et must at tage forbi Leopold-kvarteret, også kendt som det europæiske kvarter, og se EU-institutionerne i de imponerende bygninger. Orker du ikke at vandre rundt i kvarteret mellem alle bygningerne, kører mange ”Hop-On-Hop-Off”-busser forbi, og køber du en dagsbillet til disse, kan du hoppe af og på som du vil, på de udvalgte stoppesteder.
Det Europæiske kvarter byder også på flot arkitektur, skønne parker og grønne oaser, hvor du kan slappe af med en belgisk øl, vaffel eller begge dele. Kvarteret byder også på mange barer og restauranter, særligt omkring Place du Luxembourg, Luxembourg-pladsen, hvor du kan nyde et måltid.
Ønsker du at bo i eller tæt på det europæiske kvarter, kan vi anbefale hotellerne:
- Aloft Brussels Schuman
- Sofitel Brussels Europe Hotel
9. Parc du Cinquantenaire - Historiske oplevelser i Cinquantenaire Park

Det imponerende Triumfbue-monumentet, der kendetegner Cinquantenaire-parken
Cinquantenaire Park, også beliggende i Leopold-kvarteret, er en af de flotteste parker i Bruxelles, og byder på meget mere end blot en park: Her er både museer, monumenter, kunst og have, samt den flotte triumfbue-lignende bygning, der alt sammen har en tilknytning til Kong Leopold II, hvis ønske var at gøre Bruxelles til en lige så storslået by som Paris.
Cinquantenaire Park er en historisk oplevelse, som du bør se på din ferie i Bruxelles.
Ønsker du at bo tæt på Parc du Cinquantenaire, kan vi anbefale hotellerne:
- Aloft Brussels Schuman (ca. 500 m)
- Sofitel Brussels Europe (ca. 750 m)
Adgang til Cinquantenaire Park er gratis.
10: Saint-Michels katedral – Belgiens nationale kirke

De flotte stensøjler er beklædt med skulpturer af de 12 apostle
Saint Michels katedral er beliggende centralt i Bruxelles, og konstruktionen af kirken gik i gang helt tilbage i det 11. århundrede. Den oprindeligt romersk-katolske kirke er bygget i den franske, gotiske stil, kendt fra tidsperioden, og er et imponerende syn. Indvendigt venter der også et magisk syn, trods flere restaurationer gennem tiden, hvor både gotiske og barokke udsmykninger pryder infrastrukturen. De flotte stensøjler er beklædt med statuer af de 12 apostle, med en flot barok prædikestol imellem, og farvede mosaikvinduer lader dagslyset danse ind under buerne, og skaber en fortryllende atmosfære.
Er du interesseret i de katolske kirker og gammel fransk arkitektur, er Saint-Michels katedral bestemt et besøg værd.
Ønsker du at bo tæt på Saint Michels katedral, kan vi anbefale hotellerne:
- Hotel Hubert Grand Place (ca. 250 m)
- Warwick Brussels (ca. 500 m)
- Radisson Collection Grand Place (ca. 300 m)
Adgang til Saint Michels katedral er gratis.
Velkommen til Escapeaway
Hos os kan du skræddersy din rejse, præcis som det passer dig, og du kan også vælge blandt vores nøje udvalgte hoteller.
Pssst....glem ikke at se på vores unikke Hideaways hoteller.
Vi anbefaler også, at du lejer en bil, for at maksimere dine muligheder for at udforske det område, du besøger.