3000 solskinstimer om året i Malaga
Skrevet av Marie
2024-02-06
3000 solskinstimer om året i Malaga
Vejret i Malaga byder ganske ofte på solskin; faktisk skinner solen omkring 3000 timer om året, hvilket er ca. 300 dage. Læs her lidt om vejret i Malaga - porten til oplevelser i Andalusien.
Malaga, der ligger i regionen Andalusien, har varmt Middelhavsklima, som har bidraget til at gøre stedet til én af favoritterne, når det gælder feriedestinationer i Europa – det er, når alt kommer til alt, hovedstaden på Spaniens solkyst, Costa del Sol.
Klimaet er karakteriseret ved lange, varme, tørre somre og meget milde og regnfulde vintre. Byen har næsten 3000 solskinstimer om året, hvilket er lig med ca. 300 dage hvert år med solskinsvejr. Men Malaga er også tilbøjelig til at have tåge, som udvikler sig ude over havet og driver ind. Tåge eller ej, solen er Andalusiens sjæl.
Sommer
Sommeren i Malaga løber fra juni til september. Højeste gennemsnitstemperatur holder sig i slutningen af 20’erne i hele sæsonen, og stiger til gennemsnitligt 27°C i juni, og er på sit højeste med et gennemsnit på 29°C i juli og august. I denne periode kan temperaturerne komme op i 30’erne midt på dagen, skønt lav luftfugtighed og havbriser ofte har en svalende virkning. Kvælende temperaturer kan af og til opstå, når Sirocco-vinden blæser ind fra Afrika. Vinden opstår i Sahara og bærer ørkenens ekstreme varme og tørhed med sig hen over Middelhavet. Den kan også medføre sand, som fylder himlen med en dis og aflejrer støv på mange af feriestederne.
11 timers solskin om dagen kan forventes fra juni til august, men september kan sommetider være overskyet og har derfor kun 8 timers solskin. Den tåge, dman oplever om sommeren, forsvinder sædvanligvis ud på morgenen, men kan af og til vare i et par dage. Tågen forårsages af varm luft, der kommer op fra Afrika. Den opsamler fugt fra Middelhavet, og efterhånden som den afkøles, fortættes den til tåge. Men heldigvis kan man, hvis man bliver fanget i tågen, altid bevæge sig lidt længere ind i landet, hvor der er garanti for sol.
Regn er nærmest ikke-eksisterende i juli og august, mens juni og september gennemsnitligt har 3 dage med regn. På disse 3 dage i juni falder der totalt set kun 52 mm i gennemsnit. Men registreret nedbør over de 3 dage med regn i september er 162 mm. Det viser, at mens det kan ”regne” i juni, så er det tit kun småregn, mens kraftige tordenstorme er mere karakteristiske for september månedes vedkommende.
Efterår
Efteråret, i oktober og november, er stadig meget varmt, men også ret vådt. Det er et godt tidspunkt for et besøg for at undgå de store menneskemængder og nyde en mere aktiv ferie. Højeste gennemsnitstemperatur er stadig 23°C i oktober og 19°C i november, mens laveste gennemsnit falder til hhv. 14°C og 11°C. Det betyder, at dagene hen til slutningen af november stadig er til strandliv, mens aften og nat kræver et ekstra lag tøj. Havet er også varmt nok til en svømmetur til hen på slutningen af efteråret. Der kan dog forventes heftige regnskyl ca. 9 dage pr. måned; november er den vådeste måned på året. Solskinstimerne er på retur, men der er stadig en del dage med sol. Tågen er en smule mere vedholdende, skønt den forekommer på færre dage.
Vinter
Vinteren er ganske våd, men også meget varm; Malaga er kendt for at have én af de varmeste vintre i Europa. Fra december til februar ligger regnmængden på ca. 80 mm pr. måned, som falder på 8 dage i hver måned. Da dette stadig giver over 20 dage hver måned uden regn, er det svært at forudsige, hvornår disse dage ligger. Solskinstimerne reduceres til ca. 5 pr. dag (men stadigvæk noget bedre end længere nordpå i Europa i december måned).
Dagstemperaturerne om vinteren kan ofte krybe op i 20’erne, når varme sydlige vinde blæser op over Andalusien fra Afrika, og solen kommer frem. Januar er den koldeste måned, menhar trods alt med en højeste gennemsnitstemperatur på 16°C, og laveste gennemsnit på 7°C. Om natten kan temperaturen falde til frysepunktet, men det er sjældent. Sne er også en sjældenhed. Tågen kan blive hængende i dagevis, og mange mener at havets temperatur er for lav til en svømmetur.
Forår
Fra marts til maj forbedres forholdene støt med stigende temperaturer og klarere himmel. Der er lige så varmt og solrigt som om sommeren i Danmark. Højeste gennemsnitstemperatur sniger sig op på 19°C tidligt på sæsonen, mens der er 20°C i april og 23°C i maj. Nætterne forbliver kolde, med en gennemsnitstemperatur på kun 11°C i maj. Havet bliver ikke helt varmt nok til en svømmetur uden at få gåsehud, men solen kommer frem i ca. 7 timer om dagen, stigende til 9 timer i maj. Kolde vinde og genstridig tåge kan ødelægge enkelte dage, men generelt er forholdene mere end gunstige.
Det er et fint tidspunkt for et besøg, hvis man ikke planlægger at bruge al sin tid på stranden. Der er stadig varmt, der er ikke så mange turister, og man kan drage fordel af uden-for-sæsonen priser. Husk, Malaga er en stor by, den sjettestørste i landet, så den forvandles ikke til en spøgelsesby uden for højsæsonen.
Bjergene bag Malaga er over 2000 meter høje, efterhånden som man bevæger sig ind i landet mod Sierra Nevada-bjergkæden. Da disse bjerge ligger nord for Malaga, beskytter de i nogen grad byen mod de kølige vinde fra nord. Dette, kombineret med det varme hav, der omgiver Malaga, betyder, at vintertemperaturerne ikke falder nær så meget, som de gør inde i landet. Omvendt bringer havbriserne en velkommen forfriskning med sig på varme sommerdage, og holder dermed kystområderne på et køligere niveau.
Som på alle mulige andre steder, kan vejret skifte fra år til år, og hedebølger eller korte kuldeperioder kan forekomme. Nogle år er tørre, andre er specielt varme. I 2004 og 2005 f.eks. var der meget tørre vintre, mens 2006 var den vådeste i mange år. I januar 2006 var der også en usædvanlig kold periode; temperaturerne styrtdykkede, sne lagde sig i højderne bag Malaga, og der kunne endda opleves et par snefnug på stranden.
Mens det sene forår og sommeren er langt de populæreste tidspunkter for et besøg i Malaga, så har byen meget at tilbyde året rundt, uanset vejret. Malaga er en travl, moderne by, og byens historie er tillige tydelig alle steder i arkitekturen. Smukke eksempler på barok, klassisk, romersk og maurisk arkitektur er alle tilstede her. Malaga er også Picassos fødested, og Picasso-museet er hjemsted for mange af kunstnerens tidlige værker.
Velkommen til Escapeaway
Hos os kan du skræddersy din rejse præcis som det passer dig, enten med direkte fly eller med mellemlanding. Du kan dertil vælge blandt vores nøje udvalgte hoteller.
Pssst.... gå ikke glip af et kig på vores unikke Hideaways-hoteller.
Vi anbefaler også at du lejer en bil, for at få de bedste muligheder for at opleve området, du rejser til.
Ønsker du at få ferietips, gode tilbud og meget mere spændende rejseinspiration? Klik her og tilmeld dig vores nyhedsbrev.
>>> Læs mere om vores Hideaways-hoteller
>>> Læs mere om Escapeaway
>>> Læs mere om Spanien