Andalusien er spækket med seværdigheder

Andalusiens største seværdigheder knytter sig til områdets farverige kultur og historie, men også til de imponerende naturområder. Her kan du læse en kort beskrivelse af nogle få udvalgte seværdigheder i Andalusien, men jeg vil også anbefale dig at besøge vores blog hvor vi skriver om emner som kultur, natur, seværdigheder, rejsetips og meget mere.

Læs mere om rejser til Andalusien

Granada og Alhambra

Andalusiens historie er præget af, at det altid har været et rigt område på grund af det milde klima og den gode og sikre adgang til vand. Derfor har forskellige folkeslag også haft interesse i at herske over området, og derfor har der været masser af krige og konflikter.

Hele denne historie afspejles i dag i én af verdens væsentligste seværdigheder, borgen Alhambra ved Granada. Her finder man arkitektur fra alle de forskellige folkeslag, som har hersket over området. Nyd især mauernes sirlige vægdekorationer, der er udført af en hærskare af slaver, og som er ufatteligt velbevarede. Alhambra er meget besøgt året rundt, så du bør bestille billet på internettet i rigtig god tid.

Sevilla og tyrene

Sevillas tyrefægterarena er én af de væsentligste seværdigheder i Andalusien. Uanset om du finder tyrefægtning tiltrækkende eller frastødende, må du ikke gå glip af denne oplevelse. Arkitekturen er enestående, og på det omfattende tyrefægtermuseum formidles den historie og kultur, som ligger til grund for denne måde at slagte dyr på.
Man kan kun få lov til at se arenaen og museet sammen med en guide, og formidlingen er ensidig og grænsende til propaganda, så du skal have din kritiske sans med hjemmefra.

Gibraltar og aberne

Gibraltarklippen udgør et strategisk punkt, ved indsejlingen til Middelhavet, og det giver den selvfølgelig en central historisk placering. Og at den fortsat er under den britiske krone gør ikke dens historie mindre farverig. Men det er især de frække haleløse aber, der gør ”The Rock” på Gibraltar til én af Andalusiens væsentligste seværdigheder.
Kør op ad bjerget ad de små, smalle veje og forbered dig på, at din bil pludselig bliver invaderet af aber, der kobler sig på som blinde passagerer. Og vær forberedt på, at din antenne kan blive brugt som sut for en lille babyabe, der klynger sig fast til sin mors mave.
Og når du er færdig med at lade dig underholde af abernes vilde leg i træerne, kan du nyde udsigten over vandet og betragte de fascinerende store fragtskibe, der ofte ligger og venter på nye ordrer i bugten bag klippen.

Katedraler

Overalt i de store byer i Andalusien finder man kirker og katedraler, der kæmper med at overgå hinanden i imponerende arkitektur og udsmykning. Katedralerne er væsentlige seværdigheder i alle de andalusiske byer, og man bliver aldrig træt af at lade sig overvælde af de enorme kupler og søjler.

Små, skønne seværdigheder i Andalusien

Ud over de store seværdigheder byder Andalusien også på masser af lokalt liv, mad, kultur, fest og farver. I bjergene er der små, hvide landsbyer, som hver har sin egen lokale historie at fortælle, og som alle har snoede gader, hyggelige pladser og masser af oprindelighed og autenticitet.

Tags fra artiklen
,
Mere fra Michael Nielsen

Oplev efteråret i Norditalien!

Efteråret i Norditalien kan være en ganske interessant oplevelse, ikke mindst på...
Læs mere