Escapeaway official logo

Angry Birds forlystelsespark åbner på Gran Canaria

Skrevet av Louise

2013-11-11

Angry Birds forlystelsespark åbner på Gran Canaria

Mange har prøvet spillet Angry Birds - og ikke så få er blevet afhængige af det. Men i stedet for at spille det på mobilen, kan du - sammen med ungerne - nu selv få lov at være en Angry Bird. På Gran Canaria.

Det er spilfirmaet Rovio, der selvfølgelig står bag Angry Birds spillene, og feriestedet Holiday Club Resort, der nu i fællesskab skaber en full size Angry Birds park på Gran Canaria.

Parken er åben nu

Den 31. oktober slog Angry Birds parken for første gang dørene op på Gran Canaria sammen med Holiday Club Resort. På mange hundreder kvadratmeter tilbyder den nye forlystelsespark en lang række aktiviteter baseret på handlingen i det populære spil.

Der er både udendørs og indendørs forhindringer, der skal klares i den nye store forlystelsespark. "Der er også nye udfordringer i Angry Birds parken på Gran Canaria, og vi har skabt en fantastisk oplevelse til vores fans," siger Dan Mitchell, der er chef for Rovios forlystelsesparker.

Forlystelser for hele familien

"Der er noget for hele familien i forlystelsesparken, og vi håber, at både lokale og feriegæster vil få det sjovt," fortsætter Dan Mitchell. Det er også muligt, at afholde børnefødselsdage i parken, der i det hele taget er meget familieorienteret.

Og selvfølgelig kan I få noget at spise efter alle løjerne; parken har cafe, der har lidt af hvert af drikkevarer og mad. Det er godt at få noget væske oven på strabadserne, inden man igen skal ud i Gran Canarias skarpe sol.

Angry Birds Parken ligger ikke ved Las Palmas, men derimod på den sydlige del af Gran Canaria, og Holiday Club Resorts understreger, at parken er en væsentlig tilføjelse til de oplevelser, der allerede i forvejen findes på sydsiden af Gran Canaria.

Er I fan af Angry Birds spillene, og skal I på ferie på Gran Canaria, så er Angry Birds parken nok en rigtigt sjov måde at bruge nogle timer sammen i familien på.