Bad som en romer på din ferie i Toscana: Her kan du nyde naturens varme kilder

Frodig vinmark i grønne Toscana. Nyd Toscanas natur og landbrug på din ferie med Hideaways. Foto: addictive picasso
Frodig vinmark i grønne Toscana. Nyd Toscanas natur og landbrug på din ferie med Hideaways. Foto: addictive picasso

Toscana er en af de helt klassiske favoritter her hos Hideaways, og det er der mange gode grunde til. Denne del af Italien er rig på stort set enhver tænkelig måde: Overstrøet med pittoreske bjerglandsbyer, verdenskendt kunst og pragtfulde, bakkede, frodige landskaber – Toscana er en region, hvor hver en afkrog er en fryd for øjet. Læg dertil, at du har mange muligheder for at bade i varme kilder i naturskønne omgivelser, og du vil næsten ikke kunne vente med at komme af sted.

Læs mere om rejser med Hideaways til Toscana, hvor du kan bo på vores charmerende, håndplukkede hoteller

De varme kilder i Saturnia – moder jords skønhed og gudernes vrede mødes i Toscana

Der er varme kilder, som egner sig til badning mange steder i Toscana. De mest berømte – også i Italien som helhed – er dog de overvældende smukke kilder i landsbyen Saturnia.

Saturnia ligger cirka en times kørsel syd for den spændende, historiske storby Siena, hvor du kan opleve storslået arkitektur, kunst og kultur i et omfang, der rivaliserer med Toscanas hovedstad, Firenze.

Læs mere om hvad du kan opleve i Siena på din ferie

I Saturnia kan du bade på samme vis som de gamle romere, der ikke var sene til at nyde godt af denne del af den toskanske naturs rigdom. Lad dig overvælde af det dramatiske landskab, der omgiver kilderne i Saturnia: Frodige bakker og dale, dækket af tyk skovvækst; olivenlunde, vinranker og hvedemarker – og lad dit blik glide helt ud til den vide horisont, som er bestrøet med cypres-træer.

I landsbyen Saturnia ved Siena i Toscana kan du bade i varme kilder på din ferie med Hideaways. Foto: Raimond Spekking

Foto: I Saturnias kilder bader du midt i den frodige, toskanske natur. Billedet er taget af Raimond Spekking (Wikimedia Commons).

Navnet har sin forklaring i den klassiske, romerske mytologi: Høstguden Saturn skulle ifølge legenden havde mistet tålmodigheden med menneskers krigslyst, og det fik ham til at sende et voldsomt lyn mod jorden, der splittede den i to. Varmt, svovlholdigt vand flød ud af kløften og ud over menneskene, hvilket gjorde dem blide og afslappede. Den afslappende effekt vil du kunne bekræfte, når du bader i Saturnia.

Nyd det lune vands lindrende effekt i Saturnias bade på din ferie i Toscana

Om kilderne i Saturnia virkelig har den helbredende effekt på diverse kropslige skavanker, som nogle påstår, vil vi lade stå hen i det uvisse. Men sikkert er det, at det er særdeles behageligt at lade sig synke ned i det cirka 37 grader lune vand, og kroppens eventuelle ømhed, smerter eller ubehag mærker man ikke så meget til for en stund. De vigtigste mineraler i Saturnias kilder er svovl, calcium og kul, som siges at være sundt at bade i, hvis man har problemer med huden eller smertende led.

Når det bliver for varmt, så tag en kølende svømmetur i Albegna-floden lige ved siden af.

Saturnias kilder er lette at komme til

Det er ikke svært at finde hen til badene, når du først er ankommet til Saturnia: Hoved-vandfaldene ligger ikke langt fra landsbyens primære spabad, og en jordvej leder dig til en mark, hvor du kan parkere bilen og skifte tøj, inden du begiver dig mod kilderne. Nu er du snart ved de bemærkelsesværdigt smukke bade: En serie af klippe-pools, der igennem historiens gang er blevet gjort hvide af de store mængder calcium, vandet indeholder.

Vandet flyder på lækreste vis i kaskader fra pool til pool, hvilket giver en konstant fornemmelse af sprudlende friskhed og en flot visuel effekt. Det er sand luksus midt i den skønne toskanske natur!

Oplev badene i Saturnia på din rejse til Toscana, hvor vandet falder smukt i kaskader. Foto: Raimond Spekking

Foto: Vi forstår godt, hvis du får spontan lyst til at plaske rundt i det naturligt opvarmede vand i disse fantastiske sten-pools. Billedet er taget af Raimond Spekking (Wikimedia Commons).

Oplev Petriolo-kilderne ved historiske Siena

Der er mange andre varme kilder i Toscana end Saturnia, og en stor del af dem er et besøg værd. Lad dig for eksempel synke ned i det hele 43 grader varme vand i Petriolo-kilderne.

Mudderet fra flodbredden ved Farmafloden, som løber ved siden af, bliver samlet ind af de lokale, tørret og brugt til at fremstille fint, mineralsk mudder – den slags, du betaler en formue for i et spabad. Når du bader i Petriolio, kan du naturligvis smøre dig gratis med Farmaflodens mudder, som siges at have en gavnlig effekt på huden.

Petriolo, hvor såvel de gamle romere som renæssancens magtfulde Medici-familie badede, ligger blot 20 minutters kørsel mod syd fra Siena.

Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere