Badeferie i Kroatien? Her finder du de bedste strande

Badeferie i Kroatien? Her finder du de bedste strande

Med næsten 5800 kilometers kystlinje gemmer både det kroatiske fastland og især de mange øer på utallige fantastiske strande. I Kroatien har du derfor perfekte betingelser for at nyde en badeferie ved det azurblå hav omgivet af idyllisk natur og stemningsfulde kystbyer.

Generelt finder du de bedste strande omkring øerne Hvar og Brač i Dalmatien, men der er dog mange undtagelser fra denne regel. Som du vil se nedenfor findes der for eksempel også mange fine badestrande med krystalklart vand i resten af Dalmatien, på Istrien og i Kvarner-bugten.

Kroatiens 10 bedste strande

Det er svært kun at fremhæve nogle enkelte af Kroatiens mange skønne strande, og meget vil naturligvis afhænge af personlig smag. Jeg vover alligevel pelsen og giver dig her mit bud på 10 af Kroatiens bedste strande. Listen kunne dog nemt være dobbelt så lang. Uanset om du rejser med børn, som par eller alene, findes der en ideel strand for dig.

Zlatni Rat, Brač

På en liste over de bedste strande i Kroatien, er det ikke til at komme udenom Zlatni Rat stranden. Denne strand, der som en tunge af lyse småsten stikker ud i det turkisblå Adriaterhav omkring øen Brač i det sydlige Dalmatien, pryder af indlysende grunde ofte forsiden af turistbrochure fra Kroatien.

Zlatni Rat kåres jævnligt til en af de smukkeste europæiske strande og er ikke overraskende et yderst populært udflugtsmål. Ikke bare blandt feriegæsterne på Brač, men også blandt dagsturister fra fastlandet takket være gode færgeforbindelser til Split.

Zlatni Rat
Zlatni Rat stranden. Foto: dronepicr, CC BY 2.0

Her er god plads, men drømmer du om en ferie ved en stille og helt uforstyrret strand, er det derfor nok ikke Zlatni Rat, du skal satse på. Har du derimod ikke noget imod lidt liv og leben, kan du nyde godt af en virkelig smuk strand, der er veludstyret med faciliteter såsom brusere, omklædningsrum og liggestole. Desuden er det rart, at der er mulighed for at trække sig op i skyggen under fyrretræerne midt på landtangen på de varmeste sommerdage. Her finder man talrige barer og restauranter med forfriskninger.

Palmižana, Hvar

Den lille ø Palmižana er et populært udflugtsmål fra Hvar (naboø til Brač). Det er ikke mindst takket være stranden, som ud over det funklende klare vand har usædvanligt smukke, fredelige omgivelser med skovklædte skråninger, som tiltrækker mange lystbåde, der ligger malerisk og vugger i bugten. Den perfekte kulisse til en afslappende dag ved vandet.

Læs mere om ø-hop i Kroatien

Paradise Beach – Rajska plaža, Rab

Har du før været på ferie i Kroatien, vil du vide, at mange af landets dejlige for en stor del består af småsten eller klipper. Selvom de er i mindretal, er det dog heller ikke svært at finde skønne sandstrande.

I den nordlige del af Kroatien på øen Rab nær badebyen Lopar findes for eksempel en rigtig paradisstrand – det er i hvert fald navnet den 1500 meter lange Rajska plaža strand også kendes under. Dette er en af Kroatiens bedste sandstrande, som med sit lave vand og Blå Flag er velegnet til børn. CNN har haft Rajska plaža med på deres liste over verdens 100 bedste strande.

Tæt ved Dubrovnik ligger den børnevenlige strand Sunj. Foto: dronepicr, CC BY 2.0

Sunj, Lopud

Et andet godt eksempel på Kroatiens sandstrande er Sunj. Stranden ligger blot en kort sejltur fra Dubrovnik, så du har den sjældent helt for dig selv. Det er ikke desto mindre en utrolig betagende strand, der ligger i en lille bugt på øen Lopud. Det klare vand er lavt, og de skovklædte klipper indrammer stranden smukt. Det er et sted, man har lyst til at blive hængende hele dagen.

Divna, Pelješac

På Pelješac-halvøen er Divna-stranden nær Trpanj ganske vist lidt afsides og byder ikke på ret mange faciliteter. Til gengæld har du her mulighed for at nyde en rolig dag ved vandet i en bugt omgivet af høje bjerge med frodige, grønne skove, som giver en flot kontrast til det blå hav. Stranden består af hvide småsten, som dog føles næsten bløde at gå på.

Pelješac. Foto: Miroslav Vajdic. CC BY-SA 2.0

Zrce, Pag

Kroatiens strande tiltrækker mange familier med børn og par, som blot ønsker at dase under solen ved det klare hav uden for mange forstyrrelser. Synes du, at det bedste feriested i Kroatien er et sted, hvor du kan kombinere afslappende strandliv med fest? Så skal du måske rejse til øen Pag. Her er stranden Zrce kendt for et stort udvalg af barer og klubber.

Nattelivet har gjort denne strand til en favorit blandt unge rejsende. Fra juni til september lever den derfor op til sit tilnavn som “Kroatiens Ibiza” med festivaler, sjove temafester og stjerne-dj’s, der spiller til langt ud på de små timer. Om dagen er der takket være vandet, som bliver forholdsvist hurtigt dybt, gode muligheder for forskellige former for vandsport ved Zrce.

Punta rata, Brela

En anden strand som flere gange har figureret på rejsemagasinernes lister over verdens smukkeste strande er Punta rata stranden, som ligger på Makarska Rivieraen omkring 40 kilometer fra Split.

Stranden som ligger få hundrede meter fra den lille by Brela på fastlandets nok mest betagende kyststrækning, blev i 2004 kåret til en af verdens smukkeste af amerikanske Forbes magazine. Den titel lever Punta rata i høj grad stadig op til. Et godt udvalg af faciliteter, der inkluderer en fin promenade med talrige spisesteder, har gjort Punta rata til en familiefavorit.

Vela Pržina, Korčula

Sydkysten på øen Korcula i det sydlige Dalmatien har en del stejle klipper, og her ligger derfor ikke så mange badestrande, som man umiddelbart kunne forvente. Ikke desto mindre er det på sydkysten du finder en af øens bedste – Vela Pržina stranden i udkanten af byen Lumbarda.

Stranden er åben mod havet i sydlig retning, men ligger godt beskyttet mod vinden fra andre retninger inde i en bugt. Navnet betyder “stor sandet strand” på kroatisk, og netop det rene sand i kombination med det børnevenlige lave vand betyder, at stranden tiltrækker mange familier.

På afsides beliggende strande som Sveti Ivan, kan du nyde fredfyldte omgivelser. Foto: Miroslav Vajdic, CC BY-SA 2.0

Sveti Ivan, Cres

På øen Cres finder du for foden af bakketoplandsbyen Lubenice den fine strand Sveti Ivan. Den kan kun nås med båd eller ved at vandre ned ad en lidt uvejsom sti fra den meget maleriske landsby. Af samme grund får denne idyllisk beliggende strand som regel kun få besøgende og er derfor perfekt til en rolig dag ved vandet. Det tyske magasin Bild har på en liste over “Verdens 40 bedste strande” givet Sveti Ivan en 15. plads.

Brsec, Istrien

Adgangen til den meget lille Brsec-strand på Istriens østkyst er også lidt vanskelig, og her er ikke mange af de sædvanlige turistfaciliteter. Det er nok grunden til, at ikke ret mange turister finder vej hertil. Brsec er dog en favorit blandt de lokale, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Stranden, som består af småsten, er omgivet af forrevne klipper, der rejser sig stejlt fra havet. Enkelte vovehalse bruger klipperne til udspring, men ellers hersker her som regel en rolig stemning. Det er populært at snorkle omkring klipperne.

Se vores mest populære hoteller i Kroatien:

Find dine egne paradisstrande

Ikke så overraskende er flere af de ovennævnte strande i Kroatien ikke blot utroligt smukke og indbydende, men også meget populære. Særligt i højsæsonen kan du derfor opleve, at der er rift om de bedste pladser på strandene. Et godt tip, hvis du ønsker at nyde en afslappende ferie i vandkanten, er derfor: Spørg de lokale om de selv har et favoritsted at bade i området.

Det er naturligvis ikke uden grund at de mest berømte strande tiltrækker mange badende. Sætter du pris på fredelige omgivelser, kan du dog ofte inden for kort afstand nemt finde mindre kendte strande og badevige, du skal dele med langt færre turister. Det kræver måske en lidt længere gåtur, og udvalget af faciliteter er typisk mere begrænset. Til gengæld kan du nyde det klare hav i fred og ro.

På mange af de bedste feriesteder i Kroatien kan du desuden enten leje en lille båd selv for at udforske de nærmeste øer og badevige, eller du kan tage på bådudflugt med skipper og besætning. På disser er der som regel gode muligheder for at bade undervejs. Det er en fin mulighed for at kombinere sightseeing med snorkle- eller badeture på idylliske strande, der ellers er utilgængelige.

Flere tips til en badeferie i Kroatien

Badesko: Da mange af Kroatiens strande består af sten og klipper, kan det udover rigelig sololie anbefales at have badesko med på en badeferie i Kroatien.

Naturisme: Foretrækker du, bortset for badeskoene, at slippe helt for beklædning på stranden, er der gode muligheder for at tage på en “tekstilfri” badeferie. På mange af strandene er der områder til nøgenbadere, og Kroatien har en lang tradition for naturisme. Søger du disse områder, skal du køre efter skilte med FKK – en forkortelse for Freie Körper Kultur.

>> Se alle rejser til Kroatien med Hideaways

Tags fra artiklen
Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere