Badebyerne ved Adriaterhavet er kendt af mange, men næppe for at være levende byer med et gammelt bycentrum og masser af charme. Men byen Caorle nord for Venedig er undtagelsen, der bekræfter reglen!
Fordommene om badebyerne ved Adriaterhavskysten lever i bedste velgående, men vælger du at tilbringe sommerferien i Caorle ved selvsamme kyst, får du en reel mulighed for et ophold i en velindrettet ferielejlighed ved havet uden at måtte savne den ægte italienske charme i feriebyen. Caorle er nemlig – i modsætning til mange af de andre badebyer i området – en ægte, levende by hele året og ikke bare en kulisse for sommerens invasion af solhungrende turister.
Beliggenheden i det nordlige Veneto gør det oven i købet muligt at køre dertil i egen bil inden for en overskuelig tidsramme. Foretrækker du fly, er nærmeste lufthavn i Venedig, hvorfra du kan leje bil eller tage lokaltransport direkte til Caorles centrum.

Mange aktivitetsmuligheder
Er du til aktiv ferie, kan du starte dagen med en løbetur på strandpromenaden og en efterfølgende dukkert inden morgenmaden. Resten af dagen kan bruges på vandsport, tennis eller cykling. De mindre aktive kan dase ved den lange sandstrand, gå på opdagelse i de mange små krogede gader i byen, nyde en læskende is på en af de mange caféer eller se nærmere på byens vartegn, kirken fra 1038 og dens karakteristiske 48 meter høje klokketårn fra 1048. Det er også muligt at nyde synet af den lille kirke “Madonna dell’Angelo”, der ligger på en lille klippe ved strandpromenaden, og ifølge sagnet er bygget op om en statue af Jomfru Maria, som lokale fiskere fandt i havet.

Summende liv – indtil midnat
Aftensmaden kan du enten selv trylle frem af de mange lokale råvarer, eller du kan vælge en af de mange restauranter i byen eller ved havnen, hvor du også kan blive hængende og nyde den lune sommeraften. Der er et mylder af aktivitet på byens torve og pladser i aftentimerne, hvor både turister og lokale nyder, at dagens varme er blevet afløst af mere behagelige temperaturer. Men på trods af det summende liv i den gamle bydel ved aftenstide skal du ikke frygte for din nattesøvn. Al aktivitet ophører nemlig omkring midnat i henhold til de lokale regler, og da mange af byens besøgende er børnefamilier, passer det også de fleste ganske godt.
Badeferie med kulturelle tilbud
Caorles beliggenhed tæt på byer som Venedig, Padova, Treviso og Trieste, samt lokal vinproduktion, outlets og vandland i nærheden gør den til et oplagt feriemål, fordi den traditionelle badeferie her nemt kan suppleres med kulturelle tilbud og et væld af aktiviteter alt efter alder og interesser.

Så er du mere til en badeby med sjæl og charme end til anonyme hoteller på en lang lige gågade, skulle alle muligheder for en vellykket ferie være at finde her i Caorle.
Vil du vide mere om Caorle?
Hvis du er interesseret i at vide mere om Caorle, kan du besøge vores side om byen og læse mere om dens udflugtsmuligheder, samt se alle vores ferieboliger og hoteller i byen.
Du er også meget velkommen til at ringe til os på 33151313, hvis du har spørgsmål angående en ferie i Caorle eller andre steder på Adriaterhavskysten.