Escapeaway official logo
Bag kulisserne på Sicilien

Bag kulisserne på Sicilien

Skrevet av Marie

2024-02-16

Bag kulisserne på Sicilien

Sicilien har gennem tiderne dannet ramme om et utal af klassiske filmperler! Er det det tryllebindende gyldne lys, umiddelbarheden i sicilianernes hjertelige livsglæde, eller lokalkulturens betingelsesløse gæstfrihed, der mon har lokket dem dertil? Eller er det originaliteten og autenciteten i det sicilianske samfund, og kysten og småøernes eksotiske særpræg? Ja, Siciliens stærke sider er mange!

Så snart man sætter fødderne på siciliansk jord, mærker man tydeligt alle årsagerne til, at øen har dannet ramme om mange filmklassikere. Dette var i hvert fald min første indskydelse under diverse ophold på Middelhavets største ø. Efter mange huskværdige oplevelser og fordybelse i siciliansk kultur, faldt det mig ganske naturligt at lede efter nogle af disse film som et godt alternativ til farverige souvenirs.

Dette viste sig umiddelbart at blive en større opgave end først antaget. De første mange besøg i bladkiosker og souvenirbutikker kastede intet af sig. Men skal det virkelig være så besværligt at skaffe sig en ægte souvenir på rejsemålet? Disse film er jo ren reklame for destinationerne og giver et positivt og autentisk billede af Sicilien samtidig med, at de indfører feriegæsten i italiensk kultur- og filmhistorie.

Efter min hjemkomst kunne jeg så arrangere en sjældent set filmaften med indføring i italiensk filmkultur og uudslettelige minder fra vidunderlige Sicilien-ophold. Det var alle anstrengelserne værd!

Denne historie har i mellemtiden affødt en ny tilgang: jeg anskaffer mig de italienske film hjemmefra – på den måde skærpes min interesse for at opspore filmlokaliteterne og selv gennemleve den filmiske oplevelse. Det er ikke kun en higen efter selv at befinde sig på et legendarisk sted, som filmelskere over hele verden kender – jeg er også spændt på at se, om jeg kan genkende landskabet, husene, udsigten, stemningen og andre små detaljer fra filmen. Læs nedenunder om de mest kendte filmklassikere.

Malèna – Siracusa, Sydøstsicilien

Filmen Malèna fra år 2000 udspiller sig i Siracusa på Sicilien under Anden Verdenskrig. Den smukke og sensuelle Malèna sætter griller i hovedet på byens drenge og mænd, som alle begærer hende – specielt 13-årige Renato, mens byens kvinder misundelsesværdigt foragter hendes skønhed. Mens Malèna gennemlever tragiske misforhold til omverdenen, forelsker den unge Renato sig hovedkulds i hende.

Image

Domkirke-pladsen i Siracusa, som har lagt kulisse til filmen Malèna

Filmens mest bemærkelsesværdige lokalitet er Domkirkepladsen Piazza Duomo i Siracusa, som filmens hovedperson flere gange passerer til fods. Her udspilles ægte siciliansk udendørsliv med sniksnakkende ældre mænd, legende børn, hyggelige cafémiljøer og en livsbekræftende stemning ud over det sædvanlige.

Der er desuden optaget scener i nabobyerne Noto, Messina og Taormina.

Læs mere om Siracusa her

Postbudet (Il Postino) – Salina, De Æoliske Øer

Postbudet fra 1994 er en intens og tankevækkende film, som handler om, hvordan de mennesker, man møder på sin livsbane, kan åbne helt nye verdener, som fx at inspirere til poesi, kærlighed eller politisk engagement. På en øde ø i Middelhavet tager den tilbageholdende fiskersøn Mario arbejde som postbud og skal levere breve til den chilenske digter Neruda, som er flygtet fra sit hjemland. Der opstår tætte bånd mellem de to, og Neruda hjælper Mario med at vinde den betagende Beatrices hjerte.

Image

Pollara på øen Salina udgør sammen med andre lokaliteter kulisserne til den populære film Il Postino...

Landsby- og bodegascenerne er indspillede på den lille ø Procida ved Napoli, mens resten af filmen er optaget i Pollara på Salina, som er en af de 7 vulkan-øer nord for Sicilien, De Æoliske Øer. Pollara ligger oppe på en klippeskrænt i Porre-bjergets sekundære krater, hvor halvdelen er skredet i havet. Af nævneværdige filmlokaliteter er Nerudas lyserøde villa med havudsigt, som ligger mellem kirken og den lille havn inde bag en lille olivenlund. Her er mange af filmens scener optaget, blandt andet Mario og Nerudas livsbekræftende samtaler. Fortsætter du ad samme vej, kommer du ned til den lille havn med de ejendommelige grotter, hvor Mario bor sammen med sin far, og adskillige gange ser man fiskerne komme i land her. Rammerne bliver næppe mere romantiske og maleriske. Fra den lille havn kan du også se stranden ved klippevæggen, hvor Neruda bader, og Mario opsøger ham. Ud over vandet er der en tryllebindende udsigt til naboøen Filicudi og den massive klippeblok Il Faraglione.

Under optagelserne til Postbudet boede filmholdet og skuespillerne på Hotel Signum i Malfa på Salina.

Læs mere om Salina her

Godfather

Mange tror nok, at de sicilianske scener i de legendariske Godfather-film er optaget i og omkring Corleone (Mafiaens såkaldte højborg), men det er faktisk nogle helt andre byer på østsiden af Sicilien, der har lagt kulisser til.

15 km nord for det kendte feriemål Taormina i middelalderbyen Forza d’Agrò ligger på Piazza SS. Annunziata kirken, hvor den unge Michael Corleone og Apollonia bliver gift i Godfather I. Når man ved det, kan man tydeligt genkende kirkens facade bag det unge par, da de forlader kirken.

Image

Giardini di Naxos med Taormina og Castelmola i baggrunden, der indgår kort i den første Godfather-film

Fortsætter du yderligere ca. 5 km længere nordpå, finder du bjerglandsbyen Savoca, som også har haft besøg af blandt andet Al Pacino, da den efterfølgende bryllupsreception skulle optages. Den foregår uden for Bar Vitelli, som i filmen ejes af Apollonias far.

I den første film kan du også få et glimt af den fine stationsbygning ved Taormina-Giardini (nede ved kysten i udkanten af Giardini-Naxos).

Læs mere om Taormina her.

Kære dagbog

Kære dagbog (Caro Diario) fra 1993 af Nanni Moretti. Morettis film er meget præget af satire, ironi og sarkasme. Filmen er delt op i tre fortællinger og udspiller sig dels på de 7 vulkan-øer, De Æoliske Øer, nord for Sicilien, dels i Rom.

Læs mere om De Æoliske Øer her.

Mine aftener i Paradis (Nuovo Cinema Paradiso) – Cefalù, Nordsicilien

Mine aftener i paradis fra 1989 fortæller historien om en drengs passion for filmen. Perioden er efterkrigstiden, og filmen skildrer faderløse Salvatore, som kommer om bag filmfremviseren i den lokale biograf i et lille siciliansk fiskerleje. Denne oplevelse munder ud i en karriere som filminstruktør.

Image

Cefalù er én af de lokaliteter, der ligger kulisse til filmen Mine aftener i paradis...

Filmen er blandt andet optaget på Cefalùs gamle mole og på pladsen foran middelalderborgen i Castelbuono, som ligger ca. 30 km fra Cefalù. Det kendte torv fra filmen, hvor biografen ligger, er i byen Palazzo Adriano, som ligger inde midt på Sicilien syd for Palermo.

Læs mere om Cefalù her.

La Terra Trema

La Terra Trema er fra 1948 og er optaget ved badestedet Aci Trezza i Catania-provinsen. Her finder du den imponerende kyststrækning malerisk krydret med de karakteristiske kyklopklipper, som den fæle kyklop Polyfemos kastede efter Odysseus ifølge legenden.

Læs mere om Aci Trezza her.

Stromboli

Filmen Stromboli af Roberto Rossellini er fra 1950 og er med Ingrid Bergman i hovedrollen som den ulykkelige Karin, der er gift med den lokale fisker Antonio. Hun skal vandre over vulkanen for at nå til en båd på den anden side af øen. Under flugten fra sin mand falder hun i søvn under stjernehimlen. Hele filmen, som er i sort/hvid, er optaget på den dramatiske aktive vulkan-ø Stromboli. På øen kan du blandt andet opleve huset, som Bergman og Rossellini boede i under optagelserne.

Læs mere om Stromboli Ø her.

Interesseret i en rejse til Sicilien?

Så besøg denne side, hvor du kan se alle vores ferielejligheder og hoteller på øen. Du er også velkommen til at ringe til os på 33151313, hvis du skal have hjælp til at arrangere din ferie på Sicilien.