Barcelona er bedst i efteråret, hvor det stadig er lunt, og byen finder sin vante rytme efter en hed sommer. Det varme efterårsvejr skyldes naturligvis Barcelonas beliggenhed ved Middelhavet, som holder godt på sommerens varme.
Udforsk Barcelonas bakker
Om sommeren kan du nyde de mange dejlige strande ved Barcelona. Det kan du også i september. Men efterårets temperaturer er mere tilgivende, og det giver bedre muligheder for at gå rundt i byens gader.
Barcelona har en del bakker, og om efteråret er det ikke det store problem at “bestige” disse og for eksempel udforske det øvre Gracia eller Parc Güell, mens man om sommeren kan blive vældig udmattet af at okse rundt på den måde i en stegende hede.
La Mercé – efterårets store fest
En anden god grund til at besøge Barcelona i september er den store byfest La Mercé.
Selve La Mercé er den 24. september, men festivalen kan ligge flere dage før og efter – det kommer lidt an på, hvornår i ugen den 24. falder.
Barcelona forstår virkelig at feste, så hvis det er muligt, så læg din efterårstur i Barcelona omkring La Mercé.
Se eller gense Barcelonas klassikere
Efteråret, specielt fra oktober og frem, er også mindre overrendt. Der er simpelthen bedre plads i byen og ved de mange seværdigheder end om sommeren.
En sommerdag kan man godt risikere at skulle stå i kø længe for at opleve for eksempel La Sagrada Familia, mens der på en hverdag i oktober eller starten af november ikke er helt så lang kø.
Det er også en større fornøjelse at opleve byens mange parker, når man har dem lidt for sig selv.