Peterskirken, eller Basilica San Pietro, er verdens største kirke og ikke til at komme uden om som en del af en rejse til den italienske hovedstad. Den er opkaldt efter apostlen Peter, der blev kristenhedens første pave, fordi Kristus havde udpeget ham til sin stedfortræder på jorden; derfor afbildes han normalt med en nøgle i hånden som symbol på, at han har overtaget nøglen til himlen.
Peter blev korsfæstet i Rom under Nero (med hovedet nedad efter eget ønske, da han ikke ville kunne sammenlignes med frelseren), og traditionen vil vide, at han blev begravet der, hvor Peterskirken nu ligger.
Peterskirkens grundlæggelse
Allerede i begyndelsen af 4. årh. byggede man en basilika på dette sted, og det var dér, der fandt kejserkroninger sted, bl.a. af Karl den Store i år 800. I 15. årh. gjorde man sig klart, at den gamle kirke ikke blot var for lille, men også for brøstfældig, og omkring år 1500 besluttede pave Julius d. 2. at lade opføre en ny hovedkirke for den kristne religion. Arbejdet varede med afbrydelser hele det 16. årh., og først i 1626 blev den færdigbyggede kirke indviet. Adskillige store navne har medvirket til dens opførelse.
Den første arkitekt var Bramante, og efter hans død blev arbejdet overtaget af Rafael, men efter hans død gik arbejdet delvis i stå. Michelángelo genoptog det i 1546, og efter hans død var Maderno hovedarkitekten, som først og fremmest er ansvarlig for skibet.
Peterskirkens skib
Kirken, som vi ser den i dag, har form som et latinsk kors, dvs. at skibet er længere end koret, hvilket især skyldes Michelángelos tegninger. Men Maderno gjorde skibet så langt, at det kom til at skygge for udsigten fra Peterspladsen over Michelángelos pragtfulde kuppel, som nu helst skal ses på temmelig lang afstand. Til gengæld blev Peterskirken derved verdens længste kirke (187 meter) og dens grundareal er på godt 15.000 m2 (1½ ha!) eller 2½ gange Notre-Dames. Tværskibet gør med sine 137½ meter kirken bredere end Notre-Dame er lang.
Peterskirkens søjleforhal
Søjleforhallen danner en slags forkirke, der er åben ud mod forpladsen og Peterspladsen; den forlænger kirken med yderligere 20 meter og tjener samtidig som støtte for den rektangulære facade med loggiaen. Over facaden står der kæmpestatuer af Jesus, Johannes Døberen og elleve af de tolv apostle (det er Peter, der mangler); disse statuer er 5,65 meter høje.
Under søjleforhallen med det prægtige forgyldte loft holder Vatikanets ordensmagt diskret styr på de mange turister og forhindrer dem, der er for let påklædte, i at komme ind i selve kirken, hvor shorts, lårkorte kjoler og helt bare arme er bandlyst, men tidligere tiders krav til kvinder om tildækket hoved er nu ophævet. Fra søjleforhallen fører fem indgange til kirkens indre.
Den hellige port
Hovedindgangen i midten har bronzeporte fra 15. årh., inspireret af ”Paradisporten” på baptisteriet i Firenze, mens yderste venstre indgang har en moderne bronzeport, hvor man skal bemærke et relief af den knælende Johannes d. 23. i midten forneden. Yderste højre port er den tillukkede ”hellige port”, der kun er åben i de hellige år, dvs. normalt hvert 25. år. Modsat hovedindgangen ser man – om end lidt vanskeligt på grund af lyset – en mosaik af Giotto, der oprindelig var placeret i den gamle basilika; den forestiller en båd, La Navicella. Til højre ser man gennem en glasdør Berninis statue af kejser Constantin, og til den modsatte side er der opstillet en rytterstatue af Karl den Store.
Desværre forhindrer baldakinen, at man kan få det samlede blik helt til apsis, men man får et glimrende indtryk af det forgyldte loft. Få skridt fra indgangsportalen markerer en rund porfyrflise det sted, hvor Karl den Store blev kronet; i den oprindelige basilika befandt den sig foran højalteret.
Nogle af hovedskibets elementer
Michelángelos Pietà er et af mesterens berømteste værker (1500), hvor ikke mindst Marias blik mod den døde søn er gribende. Kapellet er afspærret med en glasvæg efter et attentat i 1972.
Baldakinen i bronze hvilende på snoede søjler står over højalteret, hvor kun paven kan holde messe. Det er et af Berninis mesterværker (17. årh.). Ensemblet er 29 meter højt og dominerer helt kirkens indre til skade for det frie udsyn. Højalteret er placeret over Skt. Peters formodede grav.
Nordvestpillen har på indersiden en statue af Skt. Helena, og på bagsiden ser man to billeder, der ligner malerier, men er mosaikker.
Pave Clemens d. 13.s gravmonument er udført af Canova. (18. årh.).
Apsis rummer en monumental bispetrone, der er lavet af Bernini i 17. årh., men med inddragelse af antikke elementer; den kaldes Skt. Peters sæde. Tronen er omgivet af fire statuer af kirkefædre, og over den svæver helligånds-duen i en gul alabastrude.
Berninis overlæssede gravmonument (17. årh.) over pave Alexander d. 7.
Sydvestpillen har på indersiden en statue af Skt. Veronica.
Sydøstpillen med en statue af Skt. Andreas.
