Besøg Tiergarten – Berlins mest berømte åndehul

Tiergarten
Oplev Tiergarten - Berlins største åndehul. Foto-kredit: Eisenacher. Oploadet under licensen CC BY-SA 3.0.

Blandt Berlins 2500 offentlige parker – der dækker et areal på hele 6500 hektarer, hvilket gør storbyen til en af de grønneste hovedstæder i verden – er Tiergarten uden tvivl den mest berømte. Parken, der har eksisteret i knap 500 år, er Berlins andenstørste park og Tysklands tredjestørste, kun overgået af Tempelhofer Park (ved den tidligere Tempelhof lufthavn) og Englischer Garten (i München, Bayern). Og så rummer parken blandt andet en af verdens største og mest besøgte zoologiske haver i verden, Zoologischer Garten Berlin.

Tiergarten
Tiergarten set fra luften. Foto-kredit: beedubz. Oploadet under licensen CC BY-SA 3.0.

Knap 500 års historie

Parkens historie kan dateres helt tilbage til 1527, hvor regenten af markgrevskabet Brandenburg opførte et jagtområde vest for bymurene til Altberlins daværende søsterkvarter, Cölln. Tre år senere, i 1530, blev jagtområdet udvidet og begyndte at omfatte en del af det område, som i dag udgøres af Tiergarten. I parkens skove satte man hjorte og andre vilde dyr ud, som blev indhegnet for at forhindre at de kunne flygte, og snart blev parken markgrevskabets vigtigste jagtområde.

Parken gennemgik en forvandling, da Frederik den Store af Preussen (1712-1786) kom til magten som konge af den berømte Hohenzollern-slægt. Kongen er i eftertiden blevet mest berømt for sine militære triumfer og sin forkærlighed for oplysningstidens idealer, men han stod også bag store ændringer i Tiergarten ved først i 1740 at åbne en offentlig have i parken og kun to år senere, i 1742, at beordre indhegningen rundt om parken revet ned, hvorefter han udnævnte parken til en såkaldt Lustgarten (Lysthave), der var åben for Berlins befolkning.

Efter tidens populære barokke modestrømme lod kongen herefter blomsterbede, espalier, labyrinter, vandløb, damme, skulpturer, saloner, og springvand opføre, hvor parkens gæster kunne tilbringe en komtemplativ tid alene eller samtale i ro med ledsagere.

Tiergarten
En af Tiergartens smukke floder. Foto-kredit: Manfred Brückels. Oploadet under licensen CC BY-SA 3.0.

I perioden mellem 1833 og 1840 blev parken modelleret efter de engelske haver, der på det tidspunkt var på mode hos det europæiske aristokrati; store skovområder blev drænet, så man kunne anlægge flere stier, veje og broer og der blev anlagt nye, store arealer med græsplæner, som bugtede sig mellem parkens vandløb og søer med små øer. Parken begyndte kort sagt at få mange af kendetegn, som den har i dag.

Anden Verdenskrig medførte også store ændringer i Tiergarten; efter krigen blev meget af parkens skovklædte område fældet og anvendt til brænde på grund af manglen på kul, og de nu øde marker blev midlertidigt omdannet til landbrugsjord på grund af tidens hungersnød. Kun 700 træer overlevede ud af de over 200.000 træer, der engang prydede parken. Det varede dog ikke længe, før parken atter var rig på træer, eftersom det daværende Vesttyskland i perioden mellem 1949 og 1959 sponsorerede plantningen af hele 250.000 nye træer.

Parken i dag

I dag rummer den 210 hektarer store park en lang række populære faciliteter og attraktioner, som både de lokale berlinere og de mange besøgende turister fra det øvrige Tyskland og udlandet benytter sig af.

Den zoologiske have i Tiergarten
Den zoologiske have i Tiergarten. Foto-kredit: docboylive. Oploadet under licensen CC BY 2.0.

Foruden en lang række historiske statuer – der blandt andet viser berømte tyske personligheder som Goethe, Wagner og Mozart – og minde-monumenter for ofrene for anden verdenskrig har parken et væld af steder, hvor man kan slå sig ned med en picnic, stier, hvor man kan løbe og cykle, og græsplæner, hvor man kan spille forskellige boldspil. Om vinteren er der desuden mulighed for at løbe på skøjter på parkens damme (hvis det er koldt nok), og for børnene er der en stor legeplads i parkens sydøstlige hjørne.

Den mest populære attraktion i parken er dog den zoologiske have, Zoologischer Garten Berlin, der har over 3,5 millioner besøgende hvert år, og som med sin åbning i 1844 er den første – og dermed ældste – zoologiske have i Tyskland.

Haven dækker et areal på 35 hektarer og rummer i dag mere end 1350 forskellige dyrearter og mere end 20.000 dyr, heraf 169 pattedyrs-arter, 562 fiskearter, 319 fuglearter og 69 krybdyrsarter, hvilket gør den til en af de største zoologiske haver i verden.

Besøg parkens officinelle hjemmeside her og læs mere om de mange oplevelser som venter dig.

Rejser til Berlin

Hideaways arrangerer rejser til Berlin med fokus på personligt udvalgte hoteller og ferieboliger. Se alle rejser til Berlin med Hideaways her.

Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere