Jeg husker tydeligt, da jeg med min kuffert drog til Sevilla lige efter gymnasiet for at tilbringe tre måneder dernede. Jeg ville lære sproget og mærke kulturen helt inde under huden. Min tur begyndte imidlertid ikke så fantastisk, idet min kuffert ikke var nogen steder at finde, da jeg endelig stod ved bagagebåndet om aftenen i Sevillas lufthavn. Via mit sparsomme spansk erfarede jeg, at den stadig befandt sig i Frankfurt, hvor jeg havde skiftet fly.
Det var en hård prøvelse i sig selv for en ung student, der på daværende tidspunkt endnu ikke var så berejst. Derfor var det en yderligere udfordring for mig, da jeg ikke kunne finde én eneste taxa eller bus til at fragte mig ind til byen.
Gæstfriheden som overrumplede mig
I dét øjeblik var det, at mit egentlige Sevilla-eventyr i Andalusien begyndte. Det var lige netop dér, at jeg skulle opleve nogle af de ting, som jeg stadig den dag i dag husker lysende klart, når jeg tænker tilbage på den vidunderlige, andalusiske by. Gæstfriheden. Den overrumplede mig nemlig, i det øjeblik jeg frustreret og ked af det henvendte mig til en ansat i lufthavnen for at spørge, hvordan jeg kom ind til byen. Manden var en ældre herre med et myndigt udtryk i ansigtet og smukt, gråsprængt hår. Han tøvede ikke ét eneste sekund, men tilbød, at han da selvfølgelig gerne ville køre mig til den adresse, hvor min lejlighed lå. Jeg overvejede et kort øjeblik, at manden jo potentielt kunne være en galning, der ville kaste mig i Guadalquivir-floden i stedet for at hjælpe mig. Men noget i hans øjne fortalte mig, at jeg kunne stole på ham.
Som vi kørte sammen i hans lille bil i den lune, spanske nat, fyldtes jeg med en spontan lykkefølelse. Lykke over, at så venlige mennesker rent faktisk fandtes. Lykke over, at nogen rent faktisk ville hjælpe mig. Ikke nok med, at han kørte en kæmpe omvej for at få mig sikkert hen til lejligheden, samtidig fortalte han mig også helt fantastiske historier om de bygninger, veje og parker, vi passerede på vejen. Han havde problemer med at finde den lille vej inde midt i centrum af Sevilla, men insisterede på, at jeg ikke blev sat af, før han havde fundet adressen. Da han fandt den, steg han ud af bilen og ventede sammen med mig ude foran hoveddøren, til han var sikker på, at min værtsfamilie var hjemme og havde lukket mig ind.
I det øjeblik slog det mig, at jeg end ikke vidste, hvad manden hed. Han fortalte mig, at han hed Carlos. Carlos blev symbolet på de mange ligeså gæstfrie og hjertelige borgere i Sevilla, jeg siden skulle møde i løbet af mine tre måneder i byen. Gæstfriheden er en grund i sig selv til at rejse en tur til den sydspanske by i Andalusien. Den ligefremme hjertelighed og interesse, som folk i Sevilla viser, er ganske enkelt unik.
Vil du læse mere om Sevilla i Andalusien, så læs f.eks Andreas blog indlæg om at gå på opdagelse i Sevillas køkken
