
Cataloniens mennesketårne - sammenhold og nerver af stål
Skrevet av Louise
2023-03-27
Cataloniens mennesketårne - sammenhold og nerver af stål
Catalonien er kendt for sin stærke kultur og identitet. Et af de mest imponerende udtryk for dette er de såkaldte Castells. Disse menneskelige tårne er et fantastisk syn og en kilde til stolthed for mange cataloniere.
Rejser du til Catalonien i Spaniens nordøstlige hjørne, har du selv gode chancer for at opleve denne 200 år gamle tradition for at bygge mennesketårne.
Imponerende og nervepirrende
Kriteriet for et vellykket castell er, at alle kommer op og ned igen i rigtig rækkefølge. Når alle castellers er på plads, klatrer den såkaldte enxaneta til tops og hæver den ene hånd med fire fremstrakte fingre som symbol på striberne i det catalanske flag. Herefter begynder det mest vanskelige stadie, nedbrydningen af tårnet, som skal ske fra toppen og nedefter for at tårnet kan godkendes.
Det er på én og sammen tid imponerende og temmelig nervepirrende, når de sidste tårnbyggere (oftest børn) kravler mod toppen. Hvis det lykkedes bryder folkemængden ud i jubel, men der er ingen tid til at nyde triumfen. Opløsningen af tårnet sker ideelt set systematisk, det sker dog at kræfterne svigter og et splitsekund senere tumler alle ned.

Genoplivning af en katalansk tradition
Catalanerne har bygget deres mennesketårne - castells - i mere end 200 år. Det første dokumenteret eksempel er fra 1801. Her indgik tårnene som afslutningen på en folkedans, Ball de Valencians, i byen Valls nær Tarragona. Tårnenes storhedstid var mod slutningen af 1800-tallet, hvor de talrige tårn-hold, colles, var blevet en fast del af hele regionens identitet.
Traditionen led dog et knæk i det følgende århundrede i takt med at en økonomisk krise ramte. Under Franco fra 1939 til 1975 var det ikke blot demokratiet, som blev kvalt. Traditionen med at bygge mennesketårne nåde også her et lavpunkt. Under diktaturet var man således nede på blot at have ét hold tårnbyggere tilbage i Catalonien.
Da demokratiet vendte tilbage til Spanien, blev de folkelige gadefester og andre festligheder også genoplivet. Det førte til dannelsen af talrige nye castell-hold. Traditionen bredte sig desuden til byerne i stedet for kun i landdistrikterne. Det blev forbundet med social prestige at være del af et castell-hold, som i stigende grad begyndte at modtage økonomisk støtte fra deres byer.

Rollerne er klart fordelt i opbygningen af tårnet.
Carlos ZGZ, Public domain.
Højere tårne med kvinder og børn
Det var først i 1980'erne, at kvinder og børn blev en del af castell-traditionen. Det gav mulighed for at bygge lettere tårne med flere lag. I er de tungere mænd derfor henvist til tårnets nedre lag, hvor de udgør det solide fundament. De tre øverste lag, pom de dalt, består af de lette børn.
Omkring tårnet fod er en større folkemængde, pinya, som støtter tårnets fod. Her er der en bred skare af deltagere. Denne folkemængde udgør også en form for (nødtørftigt) sikkerhedsnet, hvis tårnet kollapser.
Du kan kende hvert tårnhold på farven på deres skjorter og deres skærf, de har bundet om livet. Skærfet støtter deltagernes rygge og giver noget at holde fast i for de castellers, der er på vej mod toppen.
Før, under og efter tårnbygningen kan du høre traditionelle melodier spillet på trommer og et blæseinstrument, der kaldes en gralla. De er med til at markere den rytme, som tårnet opbygges efter. Den viden, der er nødvendig for at rejse de imponerende castells, går i arv fra generation til generation i en gruppe og kan, som UNESCO skriver, kun læres ved øvelse.