Escapeaway official logo
Chiavari i Ligurien

Chiavari i Ligurien

Skrevet av Louise

2024-02-23

Chiavari i Ligurien

Chiavari

Fra vores hotel i den gamle bydel slår jeg øjnene op til udsigten af San Antonio kirkens klokketårn, som nærmest fylder hele vinduet på nær en lille strimmel blå, blå himmel, som fortæller, at endnu en smuk sommerdag venter.
På vej ned ad trappen mærker jeg resultatet af gårsdagens vandretur i naturreservatet Cinque Terres bakker: Ømme muskler fortæller mig, at det ikke var helt forkert, da jeg tænkte, at turen ikke var så nem som forventet. Til gengæld var de betagende udsigter over Middelhavet kombineret med skrænter, klipper, bakker, vinmarker og anden vegetation for ikke at tale om de pittoreske småbyer det hele værd! Cinque Terre ligger kun 40 minutters togtur fra Chiavari, men der er en verden til forskel på de fem små turistmagneter og det tilbagelænede hverdagsliv, der udfolder sig her.

Morgenmaden indtages på en af de mange barer under byens karakteristiske buegange, en skummende cappuccino og en frisk sød croissant fortæres, mens tankerne går til dagens store eksistentielle valg: Fredagens marked eller strandtur? Hvorfor overhovedet vælge? Vi kan sagtens nå begge dele, så vi bevæger os, stadig i buegangenes svalende skygge, hen ad byens shoppinggade i retning mod den centrale plads, hvor markedsboderne opsættes om morgenen hver fredag. På vejen passeres et utal af butikker, der alle forsøger at lokke kunder til. Her er et livligt handelsliv med mange specialbutikker, hvoraf mange har velbevarede smukke facader og skilte, der vidner om en lang levetid. Side om side med de traditionelle specialbutikker findes sidste nye mode inden for badetøj, sko og solbriller.

Image

Chiavaria ligger kun 40 minutters togtur fra Cinque Terre, men der er en verden til forskel på de fem små turistmagneter og det tilbagelænede hverdagsliv, der udfolder sig her.

Markedet er som den slags er flest: skidt og kanel i et stort virvar af husmødre, børn, turister, smukke unge piger og alle de andre. Dette marked er stort og varieret, der kan købes alt fra store praktiske forklæder til gryder, potter og pander for slet ikke at tale om tøj og sko i mange forskellige kvaliteter og udformninger. Markedsfolkene snakker godt for deres varer, der tinges om priserne og der købes ind. På vejen derfra krydser vi det daglige frugt- og grøntsagsmarked, der også er livligt besøgt – her udvælger husmødrene de flotteste, rødeste tomater til aftenens sugo og får samtidig en snak med grønthandleren om vejret, der virkelig er usædvanligt varmt for årstiden.

Jeg skynder mig at pakke mine nyindkøbte, velduftende nektariner til strandturen ned i tasken og drejer ned imod den store lystbådehavn og den nyligt istandsatte havnepromenade, der løber i hele byens længde langs Middelhavet. Efter en dukkert falder jeg i søvn i solen blandt italienske familier, bedstemødre og parasoller i alle regnbuens farver.

Forfrisket efter et bad og omklædning til aftenen får vi en kølig aperitivo på byens ældste og helt sikkert største konditori, som kan så meget andet end at servere kaffe – her fås alt fra is til kager og småretter. Konditoriet er byens samlingssted. Her mødes man og hygger sig med lidt godt at spise og drikke, imens man betragter folk, der går forbi. Inden vi forlader konditoriets terrasse, ser vi en plakat for aftenens live-musik indslag – hver weekend sommeren igennem spilles der levende musik fra kl. 21 – endnu en god grund til at komme tilbage, når vi har spist aftensmad.

Spaghettien tårner sig op på en tallerken, der mest af alt minder om et stort fad, og spaghettitårnet truer med at falde sammen under vægten af det, der bestemt er den største portion skaldyr beregnet til en enkelt person, vi nogen sinde har set. Hvis denne ret skal forestille at være en primo – altså en forret efter de små antipasti – så er vi kun glade for, at vi ikke bestilte flere retter. Omkring os vidner alle de fyldte borde og glade ansigter om et rigtig godt restaurantvalg, og vi er overbeviste om, at vi må komme tilbage en anden dag for blandt andet at smage vores sidemænds indbydende farinata – en slags tyk pandekage lavet af kikærtemel og bagt i ovnen – eller en portion af de i Ligurien så populære pansotti alla salsa di noci – store hjemmelavede ravioli med valnøddesauce.

Image

Torv i Chiavari

Mætte og tilfredse passerer vi Villa Rocca midt i byens botaniske have, hvorfra der lyder lokkende toner af levende musik og sang. Vi fristes af det udendørs dansegulv, hvor de lokale par svinger sig til musikken fra et stort band, plakater ved indgangen annoncerer, at der er gratis danseaftener hver weekend sommeren igennem og to alvorligt udseende politibetjente sørger for, at der er ro og orden, mens de selv sender længselsfulde blikke efter de dansende.

Vi slentrer hjem igennem de rolige gader, nyder den lune aften, den stjerneklare himmel og de mange pastelfarvede facader med påmalede udsmykninger. Hvor skal turen gå hen i morgen? Genova med det store akvarium, Portofino med alle kendisserne og de imponerende lystyachter eller måske Sestri Levante med de smukke strande? En ting er sikker: I morgen SKAL vi have den chokoladeis, som spaghetti-eventyret ikke levnede plads til i dag!

Læs mere om Chivaria og vores ferieboliger i området her.

Interesseret i flere artikler om Ligurien? Så læs f.eks. vores populære artikel om Manarola - Liguriens sanselegeplads - her. Eller hvad med at læse om det autentiske Vernazza?

Velkommen til Escapeaway

Hos os kan du skræddersy din rejse præcis som det passer dig, enten med direkte fly eller med mellemlanding. Du kan dertil vælge blandt vores nøje udvalgte hoteller.

Pssst.... gå ikke glip af et kig på vores unikke Hideaways-hoteller.

Vi anbefaler også at du lejer en bil, for at få de bedste muligheder for at opleve området, du rejser til.

Ønsker du at få ferietips, gode tilbud og meget mere spændende rejseinspiration? Klik her og tilmeld dig vores nyhedsbrev.

>>> Læs mere om vores Hideaways-hoteller

>>> Læs mere om Escapeaway

>>> Læs mere om Chiavari