Cykelferie for alle i Portugal

Cyklister Portugal
Det er ofte ideelt at udforske Portugal på cykel. Foto: Gabriel González, CC BY 2.0.

Portugals varierede landskaber indbyder til oplevelsesrige ferier på cykel ad smukke naturruter langs havet og stille småveje inde i baglandet. Dertil kommer naturligvis det behagelige, solrige klima, som gør det til en fornøjelse at holde en cykelferie i Portugal.

Cykelturisme er på vej frem i Portugal

Der gøres i disse år meget rundt om i landet for at forbedre forholdene for cyklister og cykelturisme. Det ses for eksempel i et stigende antal afmærkede cykelstier langs kysten, i naturområder og inde i byerne.

Flere hoteller rundt om i landet er ligeledes begyndt at tage særlige hensyn til cykelturisternes behov. Ligeledes findes der nu adskillige firmaer, som tilbyder at tage hånd om alt det praktiske med blandt andet reservation af hoteller, bagagetransport og cykelleje.

I nogle af de lidt større portugisiske byer findes ordninger med gratis bycykler, som vi kender det herhjemme. Det er en oplagt mulighed for at udforske byernes seværdigheder i eget tempo på to hjul.

Cykel Portugal
Pauserne kan bruges på at tage en hurtig dukkert. Foto: Martin Lopatka, CC BY-SA 2.0.

Officielle cykelruter i Portugal

Vil du cykle i smuk natur langs den portugisiske kyst, er Rota Vicentina gennem Alentejo og Algarve et oplagt bud. Denne naturskønne rute er mest kendt blandt vandrefolket, men du er også velkommen på cykel. I Portugals sydligste region er ruten Via Algarviana ligeledes en chance for at opleve baglandets natur og små landsbyer, som er mindre præget af turisme end ude ved den populære kyst. For alle ruterne gælder det, at du ikke behøver at køre hele ruten, men eventuelt kan udvælge enkelte strækninger til kortere dagsture.

Vil du ikke bruge hele ferie på cykel, kan du desuden med fordel benytte muligheden for at leje en cykel nogle enkelte dage på dit feriested.

Madeira og Azorerne byder for eksempel på ideelle betingelser for at bruge en dag eller to på cykel i øernes enestående natur. Her kan også rutinerede mountainbikeryttere få opfyldt deres vildeste drømme om spektakulære ruter med adrenalinsus.

På fastlandet er de smukke landskaber i Serra da Estrela – den højeste bjergkæde i Portugal – også et oplagt mål for ambitiøse motionsryttere, som kan teste sig selv på turen op mod toppen, Torre.

Lejecykler
Mange steder er der muligehd for at leje en cykel for en dag eller to. Foto: Pedro Ribeiro Simões, CC BY 2.0.

Fra Nordkap til Algarve på cykel

Er du en ægte langturscyklist, som holder af ferier med mange kilometer i benene hver dag? Vidste du, at der nu er mulighed for at køre ad en officiel cykelrute hele vejen på langs af Portugal?

Det europæiske cykelrutenetværk, EuroVelo, har således netop officielt forlænget Atlanterhavsruten (EuroVelo 1) ned gennem Portugal, så den nu går fra Nordkap i det nordligste Norge helt ned til Sagres i Algarve.

Med denne sidste forlængelse på 924 kilometer fra Caminha ved grænsen i nord ned til Sagres i syd når EuroVelo 1 op på over 9.000 kilometer i alt – en ordentlig mundfuld for selv den mest ambitiøse langturscyklist! På vejen fra det nordlige Skandinavien til det sydligste Portugal krydses de britiske øer, Irland, Frankrig og Spanien.

Se mere på www.EuroVelo.com

Tags fra artiklen
,
Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere