Den 1. november 1755 var man i den portugisiske hovedstad ved at gøre klar til at fejre Allehelgensdag, da man klokken 9.30 hørte en dyb rumlen. På kort tid voksede den lave rumlen til en øredøvende larm, samtidig med at de første rystelser ramte Lissabon og fik alle byens kirkeklokker til at bimle og bamle.
Få sekunder efter at jordskælvet, som siden er blevet vurderet til at have været over 8 Richter, ramte byen, styrtede de første bygninger i grus. Mange af de dræbte var kirkegængere, som denne helligdag var samlet til messe. I de efterfølgende minutter blev byen ramt af flere, og endnu mere voldsomme skælv, som fik bygninger over alt i byen til at kollapse. Mange, som var flygtet ud på gaden, blev begravet under murbrokker. For at undvige de mange sammenstyrtende bygninger og brandene, som snart brød ud i ruinerne, flygtede mange ned mod de åbne pladser ved havnefronten.
Her blev de omkring en halv time efter det sidste store skælv mødt af et forunderligt syn: Havet trak sig tilbage og Tejo-floden svandt helt ind. En serie kæmpebølger, som formentlig var op imod 12 meter høje, slog kort efter ind over havnen og kostede atter tusinder livet.
Det samlede tabstal er usikkert, men det vurderes i dag, at op imod 60.000 mennesker døde som følge af jordskælvet i Lissabon og den efterfølgende brand, hvor over tre fjerdedele af byen blev ødelagt.
Det var dog ikke kun Lissabon, som blev ramt af jordskælvet. Den sydlige del af landet, især i Algarve, blev ligeledes hårdt ramt af ødelæggelser og mange mistede livet. Rystelserne fra skælvet kunne desuden mærkes helt oppe i det nordligste Europa, og tsunamien nåede blandt andet den nordafrikanske kyst, hvor tusinder omkom i Marokko.
Satte spørgsmålstegn ved livets mening
Da jordskælvet ramte Lissabon var det ikke blot menneskeliv samt en stor del af byens berømte slotte, biblioteker, kirker og kunstskatte, som gik tabt.
Ødelæggelsen af den portugisiske hovedstad, som i 1755 var en af Europas rigeste og mest magtfulde havnebyer, fik også følger politisk og religiøst.
På den tid blev naturkatastrofer generelt anset for at være Guds straf for menneskers synd. Men at Guds vrede skulle ramme et katolsk land som Portugal og så ovenikøbet på en katolsk helligdag, Allehelgensdag, var svært for mange af datidens tænkere at forlige sig med. Det blev ikke bedre af, at stort set alle byens store kirker blev ødelagt, mens nogle af de syndige bordeller var sluppet helt uskadt.
I dag anser mange jordskælvet i Lissabon som et vendepunkt, hvor en naturvidenskabelig forståelse af verden begyndte at få fodfæste, og religionens autoritet blev svækket.
Dannede skole for eftertiden
Håndteringen af jordskælvet betragtes i dag derudover som et af de første eksempler på moderne krisestyring, hvad angår pleje af de sårede, håndtering af de omkomne og ikke mindst den efterfølgende genopbygning.
Datidens statsminister Sebastião de Melo, den senere markis af Pombal, blev sat til at lede genopbygningen af Lissabon. For første gang skabte man en by, som blev bedre sikret mod fremtidige jordskælv. Man byggede blandt andet huse med pælefundering, lavede brandbure, erstattede små, snørklede gader med brede boulevarder og anlagde gader vinkelret på Tejo-floden, så en eventuelt ny flodbølge bedre vil blive afledt.
Besøger du Lissabon, kan du på by-museuet, Museu da Cidade, se hovedstaden, som den så ud før det store jordskælv.
Det var ligeledes, Sebastião de Melo, som sørgede for, at der blev gjort en stor indsats for ved hjælp af videnskabelige undersøgelser at forstå jordskælvets årsager. Selvom man dengang ikke nåede frem til den rigtige forklaring (pladetektonik), anses det dog alligevel af mange for at være den første spænde start på det, vi i dag kender som seismologi – læren om jordskælv.