I hjertet af Sardiniens gamle “banditland”, La Barbagia, rejser der sig et sagnlandskab befolket af myter. En af de mest forbløffende fortællinger handler om Darios og Susannas hotel, Su Lithu, der gjorde bankernes undren til skamme og i dag er en unik port til et af Europas smukkeste og mest uspolerede hyrdesamfund.
Vi har besøgt Dario på Sardinien og spurgt ham om historien bag det unikke hotel, hvad hotellet og dets gæster betyder for ham – og om det sagnomspundne barbarland, der omgiver det…
Hvad er historien bag Su Lithu?
Jamen, det er rent faktisk fortællingen om min far, der ville trække folk fra havet ind i Sardiniens bagland. Hele min familie kommer her fra bjergene omkring Bitti – men arbejdet har i årtier befundet sig ude langs kysten ved Costa Smeralda. Far byggede hoteller ved vandet, men en dag fik han nok af at se de stakkels udlændinge ankomme til den ene betontromlede kyststrækning efter den anden. Han besluttede sig derfor for at bygge en oase i sin hjemstavns hyrdeland, og gik i adskillige banker for at låne penge til projektet.
Her blev folk aldeles bestyrtede: troede han virkelig, at turisterne ville tage hele vejen ind til et forrevent kalkmassiv for at bo blandt får og bønder? Men min far insisterede, og nu er det på 15 år, at jeg og min kone Susanna tager mod eventyrrejsende herpå Su Lithu. Hotellet blev bygget op helt fra bunden med inspiration fra de hytter, som folk boede i omkring år 1900.
På det tidspunkt boblede La Barbagia jo af kreative sjæle som forfatteren Grazia Deledda (der modtog Nobelprisen i litteratur i 1926, red.) og skulptøren Francesco Ciusa – det er dem, vi hylder med værelser fulde af farver, vævede tekstiler og kunsthåndværk.
Hvorfor er La Barbagia så specielt?
Fordi bjergene er så uigennemtrængelige, at folk altid har ladet os være i fred. Det var romerne, der gav området, som omfatter Sardiniens nordøstlige centrum, navnet ‘La Barbagia – Barbarernes Land’. Her lever man stadigvæk i en helt anden rytme, for vi er hyrdefolk og er vant til at rejse med dyreflokkene, og det giver en helt enkel og ydmyg måde at opfatte verden på. Og indtil for 50 år siden var Barbagias bjerge stadigvæk det sted, hvor lovløse flygtede op for at gemme sig. Det ry hænger stadigvæk ved, og derfor kan vi have vores paradis for os selv (Dario ler)!
Turister, der kommer hertil, siger, at stedet er aldeles uforglemmeligt, og de falder i total svime over naturen og gæstfriheden. De kommer her med et barskt billede i deres hoveder, der sikkert stammer fra Lonely Planet, og oplever så en helt anden blødhed: her forsvinder man ind i skove af korkeg, ser kilder springe frem, dufter til urterne i klippesprækkerne, får fortalt historier om feer og trolde, kort sagt: oplever det enkle bjergliv. Her er så få mennesker, at man kommer helt tæt på hinanden. Her er turisten – og jeg foretrækker altid at bruge ordet ‘rejsende’ i stedet, om vores gæster – ikke et nummer i en mængde, som han eller hun ellers ville være det ude ved kysten, men et rigtigt individ, som vi respekterer. Her lægger de al planlægning bag sig, og bliver en del af øjeblikket.
Kan du beskrive et sådant øjeblik her fra Su Lihtu?
Jamen, en af de bedste ekskursioner, jeg nogensinde har lavet, var med en gruppe amerikanere, som ville se, hvordan man laver vin. Jeg havde planlagt alt til mindste detalje, men da vi så kom ud til vinbonden, havde man helt glemt aftalen! Familien sad uden for deres bondehus uden træsko på og spiste en improviseret frokost, men da de så mig og amerikanerne, bød de os naturligvis på en bid brød. Bagefter gik det slag efter slag, og fordi det hele skete i en stemning af improvisation og total afslappethed, gik det hele op i en magisk, højere enhed.
Det har fået mig til at tænke over, hvad det er, vi kan give vores gæster, og vi lader derfor ofte tilfældet råde, når vi laver ture for Su Lithus beboere. Vi sørger blot for, at rammerne er på plads, f.eks. på vores populære gastroture, hvor vi plukker frugter i vores frugthave eller besøger Bittis konditorier, hyrder og slagtere.
Eller når vi sammen begiver os ud i naturen og vandrer på Monte Albo og bagefter kommer hjem til hotellet for at nyde en grillaften sammen her på terrassen.
Inden for de rammer kan alt forunderligt ske: Når sprogene fra hele verden løfter sig op mod himlen og blandes til én, begejstret stemme, er jeg lykkelig.
