Det skal du opleve på rejsen til Porto
Skrevet av Louise
2023-06-12
Det skal du opleve på rejsen til Porto
Porto er som rejsemål stadig lidt af en skjult perle. Det er måske nok "kun" Portugal næststørste by, men selvom hovedstaden Lissabon ofte stjæler rampelyset, har Porto sin helt egen unikke charme. Her er en overflod af historiske seværdigheder og kulturskatte, der bare venter på at blive opdaget.
Fra sin maleriske beliggenhed ved floden Douro til sin gastronomi er Porto en by, der vil overraske og fortrylle dig. Glæd dig til at dykke ned i en verden af smalle gader, farverige huse og autentiske oplevelser. Her giver jeg dig mit bud på nogle af de ting, du skal opleve på din rejse til Porto.
Nyd udsigterne i Porto
Fordi Porto ligger på bakkerne ved Douro-floden, møder du masser af fine udsigter på din tur rundt i byen.
Der er et væld af arkitektoniske perler og historiske seværdigheder i Porto, som vil fange din opmærksomhed lige så snart du forlader hotellet. Vil du have lidt overblik over byen, kan det anbefales at gå forbi nogle af de gode udsigtspunkter.
Start for eksempel din opdagelsesrejse med et besøg på det 75 meter høje Clérigos-tårn, Torre dos Clérigos, fra 1763. Oppe fra det smukke baroktårn er der en betagende udsigt over byen, som er alle de 225 trappetrin værd. Dernæst kan du udforske det UNESCO-beskyttede historiske centrum, Ribeira, hvor farverige huse og brostensbelagte gader skaber en charmerende atmosfære. Gå en tur over Dom Luís I-broen, der forbinder Porto med byen Vila Nova de Gaia, og nyd den spektakulære panoramaudsigt tilbage mod over floden Douro.
Fra broen ser du adskillige af byens andre kendte vartegn. Det inkluderer katedralen, Sé do Porto. Er du historisk interesseret, bør du også lægge vejen forbi den. Katedralen stammer helt tilbage fra det 12. århundrede. Det er blevet udvidet og ombygget talrige gange i tidens løb og rummer derfor et fascinerende miks af arkitektoniske stilarter. Her er blandt andet udsmykning med de berømte portugisiske kakler, azulejos. Takket være dens placering på byens højeste punkt er der i øvrigt også en fantastisk udsigt fra katedralen.
Du kan bruge lang tid på at beundre de mange finurlige detaljer i katedralen og det tilhørende kloster.
Kvalitetshåndværk og butiksstrøg
Porto er også et sandt shoppingmekka, hvor du kan finde alt fra traditionelle håndværksprodukter til de nyeste mode- og designmærker. Bevæg dig gennem de elegante gader i bydelen Baixa, og udforsk et væld af butikker, der sælger alt fra tøj og smykker til kunst og souvenirs.
Hvis du er på udkig efter en unik shoppingoplevelse, så besøg det farverige Mercado do Bolhão, På dette marked kan du købe friske råvarer, blomster og lokale specialiteter. Er du i humør til mere shopping, lokker populære shoppinggader som Santa Catarina, Cedofeita og Boavista med trendy butikker, caféer og restauranter.
Der er lange og stolte håndværkstraditioner i og omkring byen for at lave produktioner af høj kvalitet. Udover portvinene (mere om det senere) er rejsen til Porto også en chance for at besøge mange af de bedste portugisiske tøj- og skoproducenters egne butikker.
Der er et væld af hyggelige spisesteder i Porto.
Gourmetoplevelser, der vækker dine smagsløg
Portos kulinariske scene har særligt de senere år vundet anerkendelse ude i verden. Kender vil således vide, at Porto efterhånden sagtens kan måle sig med Lissabon, når det gælder Portugals mest raffinerede restauranter og bedste traditionelle spisesteder.
Start din kulinariske rejse med at prøve en autentisk "Francesinha", en overdådig, grillet sandwich bestående af forskellige typer kød, ost og en rig tomatbaseret sauce. Besøg derefter en traditionel "tasca" for at smage på lokale delikatesser som "Bacalhau à Gomes de Sá" (torsk med kartofler og løg) eller måske "Tripas à Moda do Porto" (Portos udgave af en ret med kallun), hvis du ikke så let lader sig afskrække af lokale specialiteter.
På sådanne traditionelle, simple spisesteder er den bedste anbefaling ofte blot at følge tjenerens anbefaling og bestille dagens ret, "Pratos do dia." Den består typisk af en suppe, hovedret med brød, husets vin, dessert og en bica (espresso) til sidst. Alt sammen for et, set med skandinaviske øjne, beskedent beløb.
Du vil også opdage, at der rundt om i Porto er mange bagerforretninger "Pão Quente" og konditorier, "Pastelarias." Her kan du udover det lækre bagværk ofte også få en kop kaffe eller hurtig sandwich. Perfekt, når du trænger til en forfriskning i løbet af dagen.
Slutteligt skal du på en rejse til Porto naturligvis også smage på de lækre portugisiske vine, mens du nyder en solnedgang langs floden Douro.
Maksym Kaharlytskyi - Unsplash
Portovinens hovedstad
Sætter du pris på de gastronomiske indslag i ferien? Så er en rejse til Porto naturligvis heller ikke fuldendt uden at stifte bekendtskab med portvinens vidunderlige verden. Porto er kendt som hovedstad for denne berømte portugisiske vin, der har erobret hjerter verden over. I Porto kan du blive klogere på portvinens historie ved at besøge de traditionelle portvinshuse, der ligger lige på den anden side af floden Douro i Vila Nova de Gaia.
Her er det svært ikke at blive betaget af de gamle lagre fyldt med traditionelle fade og tønder, hvor portvinen fra Dourodalen modnes og udvikler sin karakteristiske smag. Gå på opdagelse i de forskellige portvinshuse, såsom Taylor's, Sandeman, og Graham's, hvor der er mulighed for at lære om produktionsprocessen og smage på den delikate drik, der er kendt og elsket verden over.
Udover portvinshusene får du selvfølgelig også rig lejlighed til lat nyde et glas portvin i hyggelige omgivelser mange andre steder i Porto. Slå dig for eksempel ned i en af de mange stemningsfulde vinbarer langs flodpromenaden og lad dig rive med af den afslappede atmosfære. Her er der god mulighed for at nyde din portvin med udsigten over floden og broerne.
Den smukke São Bento-togstation i Porto.
Udforsk Dourodalen
En udflugt ud i den betagende Dourodal er også næsten et must, når du besøger Porto. Denne dal, der er kendt for sine terrasseformede vinmarker og maleriske landskaber, vil fortrylle dig med sin naturskønhed og rolige atmosfære. Der er to populære måder at udforske Dourodalen på - enten med en sejltur på floden Douro eller med det historiske turisttog, der kører gennem dalen.
En sejltur på floden Douro er en fantastisk måde at opleve dalens skønhed på fra vandet. Du kan hoppe ombord på en traditionel rabelo-båd, der engang blev brugt til at transportere portvin ned ad floden. Mens du sejler roligt langs flodbredden, vil du blive forkælet med spektakulære udsigter over de bølgende vinmarker, terrasseformede landskaber og charmerende landsbyer. Undervejs kan du læne dig tilbage og nyde det rolige tempo, mens du lader dig betage af den enestående naturlige skønhed, der omgiver dig.
>> En uforglemmelig togrejse gennem Douro-dalen
Hvis du foretrækker en nostalgisk oplevelse, kan du også vælge at tage det historiske turisttog gennem Dourodalen. Togene kører fra den smukke São Bento-togstation ad en malerisk rute langs floden og byder på betagende udsigter, mens de snor sig gennem vinmarkerne og de grønne bakker. Du vil blive transporteret tilbage i tiden og få mulighed for at opleve den autentiske stemning af tidligere tiders togrejser, mens du beundrer de spektakulære landskaber, der passerer forbi dit vindue.
Der er i det hele taget gode muligheder for at tage på udflugter, hvis du har tid til det. Udover Douro har du for eksempel også et glimrende udgangspunkt for ture til Costa da Prata, Braga og Guimarães.
Bestil en storbyferie i Porto nu!
Hos Escapeaway har vi mange års erfaring med rejser til Porto. Her har vi håndplukket de hoteller, som får gode anmeldelser af deres gæster. Det ved vi, giver dig de bedste muligheder for en vellykket ferie.
Du kan med fordel bestille din rejse som en samlet pakke inkl. flyrejse, hotelophold og transfer tur/retur fra lufthavnen. Fra lufthavnene i København og Hamborg er der flere gange om ugen direkte fly til Porto, men også gode forbindelser fra andre lufthavne som f.eks. Aalborg, Aarhus og Billund.
Vil du bruge Porto som udgangspunkt for en rundrejse, hvor du bor på flere forskellige hoteller? Du er velkommen til kontakt os for et tilbud på en skræddersyet kør-selv ferie i det nordlige Portugal.