Det skal du prøve: Ø-hop i den kroatiske skærgård
Skrevet av Marie
2024-04-23
Det skal du prøve: Ø-hop i den kroatiske skærgård
Hos Hideaways er vi vilde med Kroatien, og at skrive en kort artikel er noget nær umuligt, for landet byder på så ufatteligt mange oplevelser, og det er et rejsemål, der henvender sig såvel til ”opdagelsesrejsende”, livsnydere, naturelskere og ikke mindst gastronomisk interesserede.
Jeg er netop vendt hjem efter mit andet besøg i dette uimodståelige rejseland, og jeg vil gerne dele et par oplevelser derfra med dig. For det har været en helt unik og ny måde at opleve på for mit vedkommende – nemlig til vands. Den kommende sæson kan du glæde dig til at blive den næste til at komme på krydstogt med nogle af de mest charmerende skibe, der sejler rundt i den kroatiske skærgård – og allerede om nogle få måneder kan du sikre dig plads, for Hideaways lancerer denne helt nye rejseform til efteråret, og du kan godt begynde at glæde dig…
>> Læs om Krydstogtet Dalmatian Paradise - en oplevelse for livet
Måske Europas smukkeste indflyvning?
Det er svært at sige, men ikke desto mindre er det et herligt déjà-vu herfra de ca. 5000 meter oppe i luften under indflyvningen til Split. Det er umuligt ikke at sidde med et WOW på læberne, mens flyet nærmest svæver hen over de utallige småøer, der ligger som perler på en snor nedenfor. Kroatien er beriget med mere end 1000 større og mindre øer, og området omkring Split er ingen undtagelse – det er ganske enkelt balsam for sjælen og en nydelse for øjet at betragte det, som jeg vil kalde en af Europas smukkeste indflyvninger, og hvis du endnu ikke har prøvet det, så har du noget helt særligt at glæde dig til.
Det gode skib Futura og kaptajnen Damir
Det slutter dog ikke her med de mange ”fryd for øjet”-momenter. Faktisk er det først nu, at det hele rigtigt begynder. For sammen med 25 andre rejsebureaufolk ankommende fra hele verden (med kollegaer fra New York, Australien og Florida til Belgien, Malta og Norge) sætter vi kursen fra marinaen i Split mod den kroatiske skærgård. Vi er inviteret af vores lokale samarbejdspartner, Katarina Line, der råder over en udvalgt skare af små skibe, der passer perfekt til at opleve Kroatien til vands, for disse M/S’ere kan nemlig lægge til i de små bugte og havnebyer, hvor de større krydstogtsskibe ”heldigvis” stikker for dybt til at nå ind. Derfor føler jeg mig ekstra heldig at være havet på Futura, der med sine blot 20 kahytter, er indrettet som et lille hotel på vandet. I styrhuset er vi i trygge hænder med kaptajnen Damir bag roret, og han skal sammen med den 8 mand store besætning de kommende 4 dage vise os lidt af det bedste, som den dalmatiske skærgård har at byde på.
Med Split i baggrunden er vi på vej til det kroatiske øhav.
En lur på soldækket eller svømmetur i krystalklart vand?
Efter en rundvisning i det smukke, historiske centrum af Split, som jeg næsten godt vil vove den påstand at kalde en miniudgave af Rom, sejler Futura roligt afsted i sydgående retning med det azurblå hav under kølen. Her har vi nogle timers sejlads til at ”spejde” ud over havet, hvor du aldrig skal anstrenge dig for at se fastlandet på bagbords side (venstre) og de utallige småøer til styrbords side (højre).
Jeg bruger tiden på at skifte de lange bukser ud med et par shorts og badedragten er da også blevet hevet ud af kufferten – vejret er nemlig helt sommerligt med ca. 25 grader, ikke en sky på himlen og derfor passer det fint, at de adskillige knob giver en dejlig, kølende brise her på soldækket.
Damir sænker efter nogle timer farten – det er blevet tid til en svømmetur, og Futura bliver lagt for anker ud for bugten ved den lille ø, Šćedro. Se lige billederne nedenfor – er det ikke fantastisk at kunne hoppe en tur i bølgen blå på den måde? Vandet er krystalklart, og selvom det endnu blot er 16-18 grader, så er det en fornøjelse at kunne bade på denne tid af året – det er vi ikke vant til heroppe i ’det kolde nord’. OK, ret skal være ret…så jeg vil være ærlig at fortælle, at selvom vi nedkommer fra vikingerne, så er det ikke mig, du ser på billedet – som en rigtig kylling vælger jeg at være fotograf på badeturen i dag: )
Det er noget magisk ved at kunne hoppe i havet fra en båd på et sted, hvor ingen andre svømmer ...
Hjemmelavet pasta, vinsmagning og lokalguiden Andrea
På rejsen rundt i skærgården lægger vi til ved tre forskellige øer: Korčula (udtales ’Kordschula’ sådan cirka), Hvar (har jeg endnu ikke lært at udtale korrekt…), Brač (udtales hen i retningen af ’Bradsch’). De har alle en fællesnævner: Stemning, charme og en hjertevarm lokalbefolkning.
Korčula: Med sine godt 15.000 indbyggere tager øen mig med storm, for her er atmosfære ad libitum. Det siges, at dens tvilling findes i Skotland på øen Isle of Bute, og den overvejer jeg kraftigt at besøge: ) For Korčula er roen selv, og i hovedbyen findes en rig historie, hvor det endda hedder sig, at selveste Marco Polo har sin oprindelige – i hvert fald hvis vi skal tro lokalguiden, Andrea, der er en historie for sig selv. Hun skiller sig i den grad ud fra mængden på den mest positive måde, og du kan godt begynde at varme op til mødet med hende, for hun ved meget om det meste, så du skal være godt forberedt på at få tilført en strøm af spændende anekdoter og faktuelle informationer: )
Ifølge vores lokale guide, Andrea, kommer Marco Polo fra øen Korčula.
Kroatien er en af Europas bedste vinproducerende lande. Ja, det er en overraskelse, ikke? Spørger du diverse internationale kendere (og en amatør som mig), så vil de nikke anerkendende. Derfor kan du se frem til en vinsmagning på Korčula, hvor vi smager ”druer på flasker”, som du kun kan drømme om – tre forskellige Pošip og en udgave af Grk bliver det til, og det giver en forståelse af, hvorfor kroaterne ”gemmer” dråberne til sig selv: ) Faktisk stammer den californiske Zinfandel oprindeligt fra området, hvis det giver dig en bedre fornemmelse af, hvilken kraft og smag, der ligger bag…
Denne aften skal vi spise et helt særligt sted. En konoba (lokal restaurant) i baglandet af hovedbyen, hvor det er mutter og fatter, der søger for at tilfredsstille dine smagsløg. Da vi ankommer er værterne i fuld gang med middagsforberedelserne, og vi skal have intet mindre end fire ”hovedretter” (de fylder og smager i hvert fald som om…). Bl.a. serverer de hjemmelavet likør i alle afskygninger, hjemmelavet pasta, kroatisk tapas og en typisk dessert, der sammen med den landlige stemning forfører alle omkring bordet. Jeg spurgte værten, om jeg måtte tage et selfie med ham, og uden at tøve stillede han op med sit rolige gemyt – se bare billedet: )
Læs også: Maden er blot endnu en årsag til at besøge Kroatien
Nogle gange i livet møder du mennesker, der gør et ekstraordinært indtryk på en... så gælder det om at forevige dem med en selfie!
Hvar: Er nærmest Kroatiens svar på Monaco eller i hvert fald den franske riviera – kunne også være en miniudgave af Nice. I hovedbyen er her liv og stemning. Massive yachts side om side med de små fiskerbåde. Specialbutikker, fine dining og en af Europas ældste byer findes netop her. Historien er lang, og atmosfæren er hyggelig og ”ædel” på én og samme tid. Her er fine hoteller og jetsettet trives særligt i den travleste sommersæson. Jeg bliver overrasket over, at der her midt i skærgården findes en light udgave af ”Monte Carlo” – selvom vi blot har en dags tid til rådighed, så kan jeg sagtens forestille mig en uges ferie her, for der er nok at tage sig til, hvis du vil kombinere kultur, natur, badelivet og shopping (jeg kunne ikke selv stå for nogle er øens lækkerier i butikkerne) – og naturligvis masser af gode spisesteder.
Det er ikke svært at forstå, hvorfor Hvar er blevet et populært rejsemål. Foto: <a href=
Vi er så heldige at sætter tænderne i den mest velsmagende menu, du kan tænke dig – OK, det er naturligvis en overdrivelse, men jeg føler mig som en spisende gæst på en kroatisk og uformel udgave af NOMA, bare i en noget billigere prisklasse, og hvor du ikke behøver at bestille bord et år i forvejen. Ejeren har boet i USA i en årrække, men kommer oprindeligt fra Hvar, så han har forenet det bedste fra to verdener – og producerer i øvrigt selv sin egen vin, og selv husets vin passer godt sammen med menuen.
Brač: Åh…hvilken skønhed. Jeg skal fortælle dig hvorfor. Det er nemlig her, at én af de mest genkendelige strande i Kroatien findes. Det er intet mindre end tangen ud for byen Bol, hvor dit kamera ved indsejlingen kommer på overarbejde – min IPhone tog mere end 20 stemningsbilleder, mens Damir sørgede for at holde Futura i kort snor så tæt på land som muligt. Sjældent har jeg set noget lignende – en mellemting af Caribien og Grenen. Den lysende tange med rullestensstranden er et syn for guderne, og er der bare en snært af romantiker gemt i dig, så er det her stedet! Hop en tur i og svøm over til tangen og du er solgt. Tag bare et kig på billedet her, så tænker jeg også, at du er ”solgt”.
Læs også: Oplev landets smukke natur og de mange øer
Er dette mon Europas mest berømte landtunge?
Captain’s Dinner for fuld musik og på varmt gensyn
På et deluxe-krydstogt er der inkluderet en middag i selskab med kaptajnen. Da jeg aldrig selv har prøvet et krydstogt, så tænkte jeg: ”Det er opreklameret”, men jeg bliver klogere. For på disse små skibe er stemningen unik, og du kender dine medrejsende på slutningen af rejsen, så faktisk bliver det en middag, som du glæder dig til at ”fejre” med de andre passagerer, som du måske allerede har stiftet et venskab med. Sådan er det i hvert fald i vores tilfælde. Det er en form for gallamiddag, hvor du klæder dig lidt mere ’fint’ på og hvor kokken laver ekstra god mad til dig – vores middag bestod af ”alt godt fra havet” med skaldyr og fiskeretter krydret med lokale vine. En aften, jeg vil huske – og samtidig give et godt råd videre: Tag ikke dine høje hæle med i bagagen, for hvis der ikke er gummihæl, så kan det give aftryk i gulvet, og den ”fælde” havde jeg naturligvis ikke tænkt på. Derfor dansede jeg rundt til bandets musik iført…ja, sejlersko…hvad ellers? Nå, mindre detalje – det kunne have været værre, men ikke desto mindre var det ”change of plans last minute”: ) Så til alle kvinder: Husk en hæl med gummi eller blød sål: )
Tak til alle kollegaer ”world wide” og ikke mindst Katarina Line og hele besætningen ombord på det gode skib Futura – det har været en udsøgt fornøjelse, og jeg glæder mig til at komme igen og ikke mindst vil jeg glæde mig til, at du får muligheden for at opleve et krydstogt i den kroatiske skærgård med Hideaways – det vil være en rejse, som du sent vil glemme…(og det til trods for, at du sandsynligvis kommer til at ”gynge” et døgn efter, at du er kommet i land – ja, sådan er det, selv når havet viser sig fra din smukkeste og mest rolige side).
Rejser til Kroatien med eller uden krydstogt
Hos Hideaways har du mulighed for at kombinere en rejse så du enten før eller efter dit krydstogt bor på et af vores håndplukkede gemmesteder.