I skrivende stund er min kollega Mikkel vel nok den heldigste blandt teamet her hos Hideaways, for han er nemlig på besøg hos danske Christina, som sammen med sin mand driver gemmestedet El Hotelito i Navaluenga. Det skulle efter sigende være et fantastisk sted, som jeg personligt glæder mig meget til at få i programmet hos Hideaways. Foruden El Hotelito så skal Mikkel også besøge andre hoteller i dette spændende område vest for Madrid. Ja, så har du måske allerede regnet ud, at netop Madrid bliver næste prik på storby-kortet, som du kan rejse til med Hideaways.
Vil du have besked, når vi er klar til at præsentere de nye rejsemål i Spanien, så tilmeld dig nyhedsbrevet eller følg med på de sociale medier. Du kan jo også læse nedenstående artikel, som jeg netop har fået tilsendt af Christina. Artiklen er skrevet af Hanne Høiberg fra ugebladet Søndag og har ligeledes været så heldig at besøge El Hotelito.
Få besked om nyheder, tilmeld dig nyhedsbrevet
Det gode liv i Navaluenga
Halvanden times kørsel vest for Madrid finder du hotel El Hotelito, drevet af Christina Aagesen og hendes spanske mand Cándido Ruiz. En sand oase af ro og skønhed, der indbyder til lange traveture, gode måltider, besøg hos lokale producenter og, ja… rendyrket afslapning på ægte spansk.
Rideturen i en duft af vild lavendel med bjergene som bagtæppe og floden som rislende forgrund. Smagningen af naturvine fra 80 år gamle vinstokke. Udsigten fra toppen af den snart 1.000 år gamle bymur i Ávila. Tapas på den lokale bar. Hjerteligheden og passionen hos værtsparret. Eller bare følelsen af at være lige her, lige nu i Spaniens autentiske hjerte…
Indtrykkene fra de sidste par dage bobler om kap med vandet, mens jeg sidder dybt hensunket i dagens sidste aktivitet: selvforkælelse i min private jacuzzi på terrassen foran værelset.
Det er sidste aften på El Hotelito lidt uden for landsbyen Navaluenga. »Det lille hotel«, som hotellet hedder på dansk, blev åbnet af Christina Aagesen og hendes spanske mand Cándido Ruiz i foråret 2011 – få år efter at de havde taget hul på et nyt kapitel af deres liv. Sammen. Dén historie vender vi tilbage til…
Navaluenga er en uprætentiøs landsby i 763 meters højde ved Alberchefloden halvanden times kørsel vest for lufthavnen i Madrid. Med 2200 indbyggere, eget borgmesterkontor, skole, svømmehal og dagligvarebutikker. Plus et utal af barer samt floden som kølende midtpunkt for alle de storbyboere, der søger hertil om sommeren. Det hele midt i et stykke uspoleret Spanien, hvor naturen skifter fra soltørre græssletter og knudrede bjerge til den nærliggende Burguillo-søs landskab med fyrretræer, klippeskær og dybe vige.
En god kilometer ude ad vejen langs floden har Christina Aagesen og Cándido Ruiz opført deres lille hotel med den store personlighed. En renlinjet hvid bygning i to etager indrettet med skandinavisk enkelhed og et snert af Spanien, drevet bæredygtigt og med sans for detaljen. Æggene på morgenbordet er lagt af egne høns, ligesom størsteparten af middagens grøntsager kommer fra egen køkkenhave. Alt økologisk, naturligvis.
Vi åbner et hotel
Efter at have boet i Paris og arbejdet inden for luftfart og turisme hele sit voksne liv flyttede Christina Aagesen i 2006 til Madrid, udstationeret af den franske turistorganisation Maison de la France. Her mødte hun Cándido Ruiz, der havde haft sin karriere i Air France og qua sin passion for heste også drev et ridecenter i Navaluenga. Christina fortæller:
– Vi havde lige været på påskeferie i Navaluenga, da vi tog beslutningen. Cándido havde mulighed for at få en gunstig fratrædelsesordning, jeg trængte til nye udfordringer, og der manglede et hotel i landsbyen, så hvorfor ikke?
I dag priser parret sig lykkelige over, at de ikke anede, hvad de gik ind til. På trods af deres mange år i turistrelaterede brancher.
At drive hotel med 12 værelser og restaurant kræver mere end sin nok så dedikerede kvinde og hendes mand. Ganske vist har de ansat en sød lokal kvinde, som står for morgenmad og rengøring af værelserne, men ellers tager de sig selv af alt: regnskab, markedsføring, sociale medier, at ringe til blikkenslageren, når kloakken er tilstoppet, og altså også middagen. Hver eneste dag.
Spanierne spiser sent, så der er sjældent gang i restauranten før omkring kl. 22. Her er det primært Christina, der tilbereder retter fra det spanske landkøkken, mens Cándido serverer.
Producenter med passion
Jeg får historien over en sen frokost, Cándidos paella med kylling og indsamlede svampe. Den har han lavet, mens Christina og jeg har været et smut på stambaren La Tabernilla i Navaluenga for at få et glas vin og en tapas eller to. Som man har tradition for på disse kanter.
Efter frokost kalder siestaen i mit kølige værelse, og efter dén nyder jeg at lave ingenting i skyggen af en parasol. Først på aftenen spørger Christina, om jeg har lyst til at køre med over til nogle gode venner, der driver en vingård på den anden side af landsbyen. Om jeg har.
Mens vi rumler hen ad en smal, hullet jordvej kranset af marker med lave vinstokke, får jeg historien om, hvordan en gruppe beboere i Navaluenga har opbygget en vingård for at redde tusindvis f over 80 år gamle vinstokke af Garnacha-druen fra at gå til. Vinene fra Garnacha Alto Alberche hører i dag til de såkaldt nye spanske naturvine, der er ukendte for de fleste og giver de mest utrolige smagsoplevelser.
Jeg får også mulighed for at besøge en af områdets andre passionerede producenter, det lille gårdmejeri Elvira Garcia. Set udefra en almindelig gård med hundredvis af geder, men bag de hvide mure gemmer sig et topmoderne mejeri, hvor Francisco Garcia producerer de mest fantastiske gedeoste. Vi smager et udvalg, som nok er vidt forskellige, men samtidig har karakter af fløde og de urter, gederne har ædt. Slet, slet ikke af »ged«.
Er du til heste?
Ridecentret ligger lige bag hotellet. Her sætter jeg mig en formiddag i sadlen på Zingaro, hvis temperament skulle passe til en kvinde, der har redet i sin barndom og meget gerne vil med på tur. Cándido rider med, og jeg føler mig helt tryg, da vi skridter af sted.
– Er du med på en galop, lyder det, da vejen er skiftet fra asfalt til grus. Og på mit nik sætter Cándido sin sorte La Serenita i galop. Zingaro følger efter, uden at jeg behøver at gøre meget andet end at læne mig frem og nyde øjeblikket.
Vi rider forbi ferskenlunde og landbrug med bugnende køkkenhaver, før vi stikker ind i et bakket landskab, hvor krydderurter og lavendler sender et brus af duft op, når hestene passerer. Så gennem fugtige skovtykninger ned til floden og videre i poppeltræernes skygge.
Da vi er tilbage halvanden time senere, er jeg nærmest høj over oplevelsen og overvejer seriøst et af hotellets tilbud om daglig rideundervisning.
Selv om området omkring El Hotelito indbyder til rendyrket livsnydelse i kategorierne vin, gastronomi og uberørt natur, ville det være synd ikke også at besøge UNESCO-beskyttede Ávila på en bakketop i 1.132 meters højde 35 kilometer nord for Navaluenga.
Det mest imponerende ved den gamle by fra 1100-tallet er de mægtige, 12 meter høje fæstningsmure med deres otte monumentale byporte og ikke mindre end 88 vagttårne. Inden for murene er katedralen og de mange kirker og klostre beviset på, at byen stadig er dybt religiøs. Men ikke mere end at der stadig er plads til den stribe af barer og restauranter, der nærmest skal være i en spansk by.
Vi spiser frokost i gårdhaven på én af dem, Los Patios de la Catedral, og slentrer bagefter en tur på promenaden uden for bymuren. Udsigten er fænomenal. Ned over røde tegltage og videre ud over den knastørre højslette mod bjergenes blå silhuetter. Igen får jeg bekræftet fornemmelsen af at befinde mig i det ægte Spanien. Helt uden filter.
Eksterne kilder:
Du kan som nævnte snart læse Mikkels beskrivelse af hotellet, men vil du gerne vide mere om området kan du læse mere om Navaluenga på Wikipedia eller på kommunens hjemmeside
