Elafonissi – et ægte strandparadis på Kreta

Elafonissi-øen
Elafonissi-øen kan nås ved lavvande. Foto: dronepicr, CC BY 2.0

Kreta er berømt for sine fantastiske strande, der ligger som perler på en snor rundt langs øens kyst. Det inkluderer en af middelhavets allerbedste strande; den spektakulære Elafonissi-strand. Med dens krystalklare vand og fine sand er den perfekt til en afslappende dag i solen. Især hvis du har børn med på rejsen.

Ikke overraskende er stranden trods sin lidt afsides beliggenhed blevet et af øens mest populære populære udflugtsmål. Men netop fordi den ligger forholdsvis langt fra de populære feriebyer, er Elafonissi-stranden stadig en enestående naturoplevelse, du ikke må gå glip af på en rejse til Kreta. Læs med her, hvor jeg fortæller dig om alt, hvad denne unikke strand har at byde på.

Rejser du med børn til Kreta, er Elafonissi-stranden med sit lave vand perfekt. Foto: Jimzoun, CC BY-SA 4.0

Grækenlands bedste strand

Hos rejseguiden TripAdvisor ligger Elafonissi-stranden år efter år øverst på listen over de bedst strande i Grækenland. Det forstår man godt. Vandet med den fine sandbund bliver kun langsomt dybere. Den lagune-agtige strand er derfor perfekt, hvis du rejser til Kreta med børn. Ved lavvande kan I sågar gå (næsten) tørskoet over til den lille, ubeboet ø Elafonissi, som har givet navn til dette strandparadis.

Sådan kommer du til Elafonissi

Du finder Elafonissi-stranden for foden af bjergene på den sydvestlige spids af øen cirka 75 km fra byen Chania. Den smukke strand er derfor et oplagt udflugtsmål, hvis du holder ferie på det vestlige Kreta. For at komme til Elafonissi-stranden kan du leje en bil eller tage en bus fra de større byer på Kreta. Turen tager cirka 1,5 time fra Chania. Du kan eventuelt køre til Paleochora, en lille kysby øst for Elafonissi, og tage en båd herfra, hvis du vil opleve den smukke kystlinje fra vandsiden.

Kører du, skal du være forberedt på en del bjergkørsel med talrige hårnålesving. Med en lejebil kan du dog blot tage dig ekstra god tid og nyde den flotte tur i dit eget tempo. Det er under alle omstændigheder værd at gøre stop undervejs for at nyde de flotte udsigter. For eksempel ved Chrysoskalitissa-klosteret. Dette charmerende kloster fra 1600-tallet ligger på en lille klippetop med en formidabel udsigt over havet omkring 5 kilometer nord for Elafonissi.

På vejen til Elafonissi-stranden vil du desuden passere gennem andre små byer, hvor du kan opleve den autentiske græske kultur og nyde lækre lokale specialiteter på familiedrevne tavernaer. Du vil også passere olivenlunde og vinmarker, der strækker sig så langt øjet rækker, og som er med til at definere Kretas unikke landskab.

Både børn og voksne kan med snorkel bruge lang tid på at udforske klipperne ved stranden. Foto: dronepicr, CC BY 2.0

Oplevelser over og under vandet

Selvom de fleste altså må ud på en lidt længere køretur for at kunne nyde den fantastiske Elafonissi-strand, kan du i højsæsonen ikke regne med at have stedet for dig selv. Særligt i weekenderne er her ofte travlt. Men området er heldigvis stort nok til, at du også på de mest populære sommerdage kan finde steder med lidt mere privatliv. Især hvis du søger ud mod de dele af kysten med flere klipper eller går ud på den lille ø.

Hvis du rejser til Kretra i foråret eller sensommeren, er Elafonissi-strand også en enestående naturoplevelse. Det er varmt nok til at bade, og du skal dele stedet med færre andre turister. Det er også ofte i ydersæsonen med færre mennesker på stranden, at man rigtig lægger mærke til det delvise lyserøde sand. Farven kommer fra de utallige bittesmå stykker af muslingeskaller, som er blandet sammen med sandet. Sammen med vandets flotte turkise nuancer er det et uforglemmeligt syn.

Der er ikke nogen egentlig by ved Elafonissi, men her ligger dog nogle enkelte strandcaféer. Ligeledes er det muligt at leje liggestole og parasoller. Vil du sikre dig en af disse, bør du dog sørge for at komme hertil tidligt på dagen. Har du et badehåndklæde med, kan du dog også bare finde dig et sted på det bløde sand.

Til både voksne og lidt større børn kan jeg også varmt anbefale at medbringe snorkeludstyr. I det klare vand kan man fordrive lang tid med at betragte fisk og andet liv. På dage med vind vil du ofte se en hel sværm af farverige skærme fra wind- og kitesurfere.

Er du heldig, kan du møde en af de sjældne havskildpadder i havet ved Kreta. Foto: Nektarios Sylligardakis, CC BY 2.0

Havskildpadderne ved Elafonissi-stranden

Det er ikke kun feriegæster, som bliver tiltrukket af Elafonissi-strandens fine sand og klare vand. Hele området er beskyttet natur, da her er et rigt plante og dyreliv. Den store og strengt beskyttede havskildpadde Caretta caretta kommer her for at lægge sine æg i sandet. Der er derfor ofte et afhegnet område af stranden, hvor der for at beskytte æggene er adgang forbudt.

Kreta et væld af dejlige strande at vælge imellem, heriblandt også mange små og mere ukendte strande med fred og ro, hvis det er det I søger. Se for eksempel Maries beskrivelse af Agia Fotini stranden.

Rejser til Kreta

Du kan finde flere informationer om Kreta her på bloggen og en oversigt over alle rejser til Kreta med Escapeaway. Vi har mere end 200 hoteller på den skønne ferieø, du kan vælge imellem på din ferie til det græske. Kombiner med fly og transport lige efter dine ønsker.

Det inkluderer for eksempel Milia Mountain Retreat, som ligger ikke ret langt fra Elafonissi-stranden. Dette unikke bjerghotel er et af vores såkaldte hideaways på Kreta. Det er hoteller for dig, som gerne vil bo med ekstra god beliggenhed, og hvor der er kælet for detaljerne. Et hideaway på Kreta skal leve op til en række skrappe krav fra os og frem for alt have masser af atmosfære og charme.

>> Se alle rejser til Kreta med Escapeaway

Tags fra artiklen
,
Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere