De seneste år er der dukket et utal af små hoteller og såkaldte “Bed and Breakfast’s” op i hele Italien, og Amalfikysten er ingen undtagelse. En Bed & Breakfast i Italien kan som oftest ikke sammenlignes med en B&B i Danmark, for her er der normalt ikke tale om en familie, som lejer et par værelser ud i deres private bolig, men om et selvstændigt lille overnatningssted, der som oftest holder en ganske høj standard.
Til foræringspriser
Det er ikke ualmindeligt, at du skal lede lidt efter dem, for de ligger sjældent midt på havnepromenaden. Men i det her tilfælde er du heldig, for her skal du ikke mere end ca. 50 meter væk fra stranden og kystvejen, før du befinder dig midt i en smuk citronplantage med udsigt til bjergene. Her ligger det lille Hotel Maiori Antica, som kun har 9 værelser, og dermed i virkeligheden nok mere er en Bed & Breakfast end et egentligt hotel.



Men det gør ingen skår i glæden, for det er en af Amalfikystens små skjulte perler, og prisen kan på ingen måder sammenlignes med de mange hoteller i området, for her taler vi om rene foræringspriser. I juli måned kan du bo en hel uge på Hotel Maiori Antica for under 1.800,- pr. person, og så er det oven i købet inkl. morgenmad. Billigere bliver det ikke – og da slet ikke på Amalfikysten.
At bo midt i en citronlund
Det lille hotel ejes af Sara, som sætter en stor ære i at hendes gæster føler sig hjemme, og det er svært andet. Hvad stedet mangler i faciliteter, har det nemlig i charme, og bare det at bo midt i en citronplantage, vil for de fleste være en helt særlig oplevelse. Det er også her du spiser dagens første måltid, for der er nemlig ingen restaurant på det lille hotel, og skulle vejret ikke være perfekt, serverer Sara morgenmaden på dit værelse.


Jeg er næsten sikker på, at du vil blive overrasket over den høje standard og den smagfulde indretning, og det gælder ikke bare værelserne, men også møbleringen i den dejlige have.
Perfekt udgangspunkt for udflugter
Dagens øvrige måltider kan du spise på en de gode restauranter i byen Maiori, for det er nemlig her, Hotel Maiori Antica ligger. Sara har naturligvis mange gode anbefalinger, og hun deler hjertens gerne ud af dem. Og du skal ikke gå langt, for de nærmeste restauranter ligger lige ud til stranden blot et stenkast fra hotellet. Hotel Maiori Antica er også et perfekt udgangspunkt for udflugter i området, og har du ikke din egen bil, kan du benytte de offentlige busser, som forbinder de mange småbyer langs kysten.

Hører du til de aktive, er det også oplagt at vandre rundt i bjergene, og så skal du naturligvis også opleve Amalfikysten fra søsiden, og i sommersæsonen sejler der både direkte fra havnen i Maiori til kystens andre byer.
Vil du vide mere om Hotel Maiori Antica?
Så besøg vores side om hotellet her, hvor du kan læse om hotellets priser, faciliteter, anmeldelser og meget mere, eller ring til os på kontoret og tal med Lone på 33151313. Du kan også skrive en forespørgsel til os her.