Enestående økopark tæt ved Funchal på Madeira

Madeira fugl
Parken er et populært udflugtmål for ornitologer takket være det rige fugleliv.

Over to tredjedele af Madeira er uspoleret natur, og få kilometer uden for Funchal og op til omkring 1800 meter over havets overflade ligger en af Madeiras smukke økoparker, der er som skabt til en picnic for to eller hele familien.

Kom tæt på Madeiras natur

Den snoede landevej fra Funchal op til Parque Ecologico do Funchal fører forbi det ene vidunderlige udsigtspunkt efter det andet med små rastepladser med bænke, borde og hytter med bålplads, og midt i det hele ligger et naturcenter med café, informationskontor og skolelokaler. Resten er noget af det nærmeste, man kan komme uberørt natur med akacietræer og eukalyptusskove, et rigt fugleliv, kaniner og firben – men ingen farlige dyr.

Naturbeskyttelse og rekreation

Parque Ecológico do Funchal blev oprettet i 1994 med det hovedmål at bevare naturen og dernæst fremme miljøuddannelse og byde på rekreationsmuligheder for besøgende. I øjeblikket dækker parken 10 km2 bjergrigt terræn omkringe 12 km nord for Funchal. Parkområdet strækker sig fra 470 meter over havets overflade ved Santa Luzia Stream til 1818 meter ved Pico do Arieiro.

Funchales økologiske park tiltrækker både turister og professionelle ornitologer, botanikere og geografer fra hele verden. Men naturparken er så stor, at man sagtens kan føle sig alene i naturen, selv om området er et populært udflugtsmål. Parken rummer et utal af vandrestier gennem skove og bjerge, der ligger omkring en frodig dal med vandfald ned til et lille vandløb. Vegetationen er utroligt varieret, luften berusende ren, og en lille vej fører ned til et af stedets børnevenlige hovedattraktioner: æslerne.

Æsel
Æslerne er der mest for børnene skyld. Foto: cverhine, Creative Commons.

Cykling og rideture på æsel

Æslerne passes af Octavio, der hver morgen kan glæde sig over at se solen stå op over æselstalden og den smukke dal, mens dyrene bare står og gumler, inden de modstræbende skal på arbejde. Og æselridning er totalt fredsommeligt, for de stædige dyr skynder sig på ingen måde og vil helst gøre holdt 117 gange undervejs for at spise græs. Det er måske mest for børn, men også meget antistressende for voksne med ridetur  – og i hvert fald en af de sjoveste måder at opleve Madeiras fantastiske natur på.

Udover rideture kan du også udforske parken på guidede mountainbiketure eller for eksempel prøve canyoning. Du behøver naturligvis ikke være aktiv for at nyde parken. Der er også talrige picnicområder, hvis du og familien blot vil nyde en fredelig frokost i naturskønne omgivelser.

Find rejser til Funchal på Madeira her

Tags fra artiklen
,
Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere