Escapeaway official logo
Er vi Des, dus, Dottore eller Signore?

Er vi Des, dus, Dottore eller Signore?

Skrevet av Marie

2024-02-16

Er vi Des, dus, Dottore eller Signore?

"Dottore" runger det ud i bussen, da den standser ved Vatikanet. Og min danske rejsefælle vender sig om for at få se, hvem det er, der har brug for akut lægehjælp. Men råbet kommer fra en af de to midaldrende herrer, der kindkysser og langt fra ser syge eller lidende ud. De er blot i gang med at hilse på hinanden. Jeg forstår italiensk og fortæller ham, at manden højst sandsynlig slet ikke er læge. I Italien kan alle med en universitetsuddannelse nemlig kalde sig for "Dottore", og det er en helt normal måde at tiltale en højtuddannet på. Og det skal man endelig ikke glemme, hvis man henvender sig til fx en ingeniør, arkitekt eller advokat. For at gøre forvirringen endnu større, så kan man både kalde ingeniøren for "ingegnere", som er det italienske ord for ingeniør, og for "Dottore", som viser, at personen er højtuddannet, men man bruger altså ikke begge titler. Ja, forvirringen er total, og man kan nemt komme galt af sted med titler eller mangel på samme.

Takt og tone

Brugen af titler er en fast bestanddel i den italienske takt og tone, og de plejes med omhu og bruges flittigt, som situationen i bussen ovenfor viser. Skulle du være i tvivl om en persons titel, kommer du ikke galt af sted ved at tiltale vedkommende som "Dottore". Det viser, at du har respekt over for den, du taler eller skriver til.

Image

Italienerne slynger om sig med titler. Og det er en helt videnskab at finde ud af, hvornår man er Des eller dus, eller om man skal kalde samtalepartneren for Dottore eller Signore eller noget helt tredje

Selvom vi har et billede af italienerne som nogle gestikulerende og højttalende individer, er deres tiltaleform fortsat langt mere formel, end den vi har i Norden. Selv i danske topledelser er man aldrig på titel, men på fornavn, mens tiltaleformen i Italien er titlen eller efternavnet. I Italien er det helt almindeligt, at chefen tiltaler en på fornavn, men det er ganske uhørt at gøre det samme med chefen, medmindre man har et tæt venskab med denne. Årsagen til den fortsatte noget formelle tone, skal findes i den italienske kultur. For bare 100 år siden var der fortsat stor forskel på rig og fattig, og man udviste respekt og dannelse ved at bruge titler, når man talte med personer, der socialt rangerede højere end en selv. Og denne takt og tone hænger ved trods udviklingen i gennem de sidste hundrede år.

Des eller dus

Helt galt går det, hvis du er dus med en ældre italiener. I Italien har man den usagte regel, at man er Des, indtil den man taler med, foreslår, at man er dus. Det er helt uhørt fx at være dus med sin advokat, selvom han måske er yngre end en selv, medmindre man aftaler at være dus og derved bryde den formelle tone og afstand til hinanden. Med nogle personer er man dog Des hele livet. Og det er svigerforældrene, som godt nok kan være dus med en, men af god takt og tone tiltaler man sine svigerforældre med et respektfuldt De for at udvise høflighed over for generationen, som er ældre end en selv. Visse steder i Syditalien bruger man det endnu mere formelle og gammeldags "I" i stedet for De, hvilket hørte til normalen i Danmark for flere hundrede år siden.

Herre, frue og frøken

Men det er ikke nok kun at kunne bruge De, du og Dottore på den rette måde. Man skal også huske det respektfulde Signore (hr.) eller Signora (frue), når man henvender sig til en mand eller kvinde, man ikke er i familie med, eller som ikke hører til den nærmeste bekendtskabskreds. Betegnelsen frøken lever stadig i bedste velgående og bruges stort set altid, når man henvender sig til en yngre kvinde uden vielsesring, selvom denne tiltaleform formelt set er afskaffet.

Men titlerne og tiltaleformerne bliver ikke altid brugt konsekvent på arbejdsmarkedet, hvor der stadig hersker mere respekt for mænd end for kvinder. Inden for lægeverdenen er det fx ikke unormalt, at en mandlig læge bliver tiltalt som Dottore, mens en kvindelig læge tiltales efter sit køn og sin civile status, altså Signora eller Signorina.

Du kan forsøge dig ud i italienske titler og tiltaleformer, hvis du har mod på det. Men som udlænding er det langt hen ad vejen accepteret at fejle med titler, De og du, når man hakker sig igennem den italienske parlør. Og nu er sprog jo heller ikke altid italienernes stærkeste side.

Har du brug for hjælp til at lære de mest basale vendinger på italiensk? Så læs vores italienske parlør, som du kan printe ud til ferien, her. Læs også vores spændende artikel om at tale med hænderne i Italien her.