Find din favorit-restaurant i Cascais på Lissabonkysten

Det smukke centrum i Cascais
Det smukke centrum i Cascais

Når man rejser i Europa, kan det ofte være uoverskueligt at vælge den rette restaurant. Vi sætter ofte vores lid til guides på internettet, når vi skal booke et bord på en restaurant, hvor aftensmåltidet skal nydes. Men hvorfor ikke få nogle gode tips fra os, som allerede har holdt ferie i området, har prøvet restauranterne, og derfor har gode erfaringer med, hvor du spiser godt, får god betjening og en venlig service?

Min kone og jeg boede på det meget gennemførte og intime Farol Design Hotel, der ligger ud til havet lige uden for Cascais’ centrum på Lissabonkysten i Portugal. I tre dage havde vi rig mulighed for at prøve restauranterne af, og jeg vil meget gerne fremhæve to af dem.

Morgenmad på Faro Design Hotel
Morgenmad på Farol Design Hotel
Et af værelserne på Farol Design Hotel
Et af værelserne på Farol Design Hotel

Maria Pia Sea Lounge

Den første restaurant vi prøvede, var et lille tip vi fik fra personalet på hotellet. Maria Pia Sea Lounge ligger tæt ved havnen og med kort afstand til Cascais’ gamle bydel med udsigt over havet. Det tog os kun 10 min at gå fra hotellet. Indretningen er moderne og elegant med dæmpet belysning, og gæsterne er mest par, der ønsker en romantisk middag på to-mands hånd.

Maria Pia seafood
Indretningen på Maria Pia Sea Lounge er moderne og elegant
Maria Pia Sea Lounge
Stegt havaborre serveret med en risotto var en delikat oplevelse

Fiskeretterne dominerer menuen, og vi prøvede en delikat stegt havaborre serveret med en risotto. Det var en sand smagsoplevelse, der kun blev bedre af den lækre, lokale hvidvin, som vi fik til maden. En meget overkommelig restaurant med priser i klassen over middelklasse. Jeg vil anbefale, at du bestiller bord, da restauranten er populær.
Fakta:
Maria Pia: Passeio Maria Pia, 2750-429 Cascais, telefon: +351 214835348. Se mere på restaurantens hjemmeside

Restaurante Furnas do Guincho

Den anden aften gik vi efter et tip fra min kollega, Marie, der har besøgt Cascais flere gange. På kystvejen, i modsat retning fra Cascais’ centrum, ligger Restaurante Furnas do Guincho helt ude på klipperne og med en fantastisk havudsigt. Atmosfæren var magisk, for i selv samme øjeblik vi satte os til bords på den store udendørs terrasse, gik solen ned i horisonten. Selvom vi rejste i slutningen af sæsonen, i september måned, var terrassen fuld af gæster, og vi følte os privilegerede over at kunne nyde middagen under den åbne stjernehimmel.

Udendørs facliteter på Furnas do Guincho
Udendørs facliteter på Furnas do Guincho
Furnas do Guincho
Lækker fiskeret på Furnas do Guincho

Restaurantens indretning er elegant med en skøn atmosfære og med et tydeligt præg af beliggenheden klods op af havet. Også her domineres menuen af fiskeretter, og vi valgte at dele en stor, friskfanget fisk, der blev grillet til os. Et yderst delikat og velsmagende aftensmåltid, hvor fisken blev serveret med grillede grøntsager og en frisk lokal hvidvin. Priserne på restauranten er i middelklassen.
Fakta
Restaurante Furnas do Guincho: Avenida Nossa Senhora do Cabo 1265, 2750-642 Cascais, telefon: +351 214869243. Læs mere på restaurantens hjemmeside.

Besøg i Lissabon

Rejser du til Cascais, vil du sikkert tage en dag eller to ind til centrum af Lissabon, da det er ganske nemt. Med tog tager det ca. 40 minutter og det er en smuk tur langs med Lissabonkysten. Lissabon byder på et hav af gode restauranter og det har min kollega Marie skrevet dette indlæg om.

Tags fra artiklen
,
Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere