Spontan og improviseret flamenco under stjernerne en varm sommeraften i en røgfyldt bar eller grotte i Granada, Málaga, Cádiz, Sevilla, Córdoba, Jerez, Málaga eller et af de mange andre steder i Andalusien med flamenco-musik er en gribende og magisk oplevelse, der ikke har meget at gøre med de frynser og kastagnetter, der præsenteres som ”typisk folklore” på turisthotellerne. Oplev den ægte flamenco på en rejse til Andalusien.
En slags åndeligt fællesskab
God flamenco er en slags åndeligt fællesskab mellem musikere, dansere og tilskuere. Efterhånden som sangens rå følelsesudbrud, de hypnotisk klappende hænder, publikums indlevelse og de ubegribeligt hurtige tramp nærmer sig den ekstatisk finale, hører man tit spontane tilråb og følelsesudbrud fra tilskuerne. Herunder udbruddet “olé”, som nogle musikforskere mener at kunne føre tilbage til den arabiske kulturs påkaldelse af gud (Allah).
Mange kulturer har bidraget til at gøre flamenco-musikken til dét, den er i dag, men den stammer i det store og hele fra sigøjnerne i Sevilla, Jerez og Cádiz, der i det 19. århundrede sang sørgmodige sange om ulykkelig kærlighed og undertrykkelse. Visse elementer af musikken stammer fra Nordafrika, Indien, Grækenland, Egypten og Pakistan, men resultatet er rendyrket andalusisk.
Flamencoens popularisering
Flamenco blev en del af det civiliserede samfund i det 19. årh., oprindelig som underholdning på caféer, og flamencoens rå intensitet blev en smule udvandet efterhånden som den blev integreret i den populære folkemusik. Sevillana´en er en populær variant og indgår tit i Andalusiens mange folkefester om sommeren, og den er også utrolig populær blandt de unge, der næsten alle kender dansens grundtrin. Det er den eneste slags flamenco, hvor man bruger kastagnetter, i modsætning til den almindelige opfattelse, og andre steder forventes tilskuerne at deltage med palmadas og pitos (klap og piften) som modrytme til danserens tramp.
Den mandlige dansers rolle lægger mest vægt på fodarbejdet, mens kvindernes dans i højere grad fokuserer på de dramatiske og yndefulde krops- og håndbevægelser. De elegante og farvestrålende kjoler er kortere i skørtet fortil, så man ser fødderne bedre.
Flamencoens stilarter
Flamenco kan både udtrykke glæde og smerte, og der er tre niveauer af intensitet: Cante grande eller jondo, der er dramatisk og dybfølt, cante intermedio, der er mindre intens og undertiden næsten orientalsk i sit udtryk, og endelig cante chico eller pequeño, der er en lettere og mere glad form. Dansene omfatter tango, fandango, farruca og zambra, men alt er improviseret inden for et repertoire af faste rytmer.
En interessant detalje er, at det er guitaristen, der følger danseren og ikke omvendt. Når både musikere, danser og publikum er fordybet i musikken og dansen – og kun da – kan der opstå duende, som er en særlig intens stemning og indlevelse.
