Derfor skal du tage på en forårsrejse til Malta

Par Malta
Nyd forårssolen på Malta.

Malta er et af de mest attraktive feriemål i Europa i det tidlige forår. Her får du vejr med masser af solskinstimer, der indbyder til let sommertøj, på et tidspunkt, hvor resten af kontinentet stadig længes efter lunere luftstrømme.

Rejser til Malta i foråret har da også længe været populær blandt for eksempel italienerne, der ellers er godt vant hjemmefra. Gennem de senere år har Malta desuden fået et godt tag i danskerne. Her kan du læse mere om, hvad der venter dig på en rejse til denne smukke middelhavsø i forårsmånederne.

Farverigt forår på Malta

Malta er en ægte helårsdestination. Drømmer du om en afslappende badeferie, hvor det mest af tiden bruges på at nyde livet ved kysten og det turkisblå hav, er der rig mulighed for det i juni til august. Efteråret og vinteren er derimod ideel, hvis øens historiske seværdigheder har højest prioritet for dig.

Foråret på Malta er dog også noget helt specielt. Det solrige middelhavsklima betyder, at det allerede begynder at føles sommerligt i april og maj med temperaturer op til 20-25 grader midt på dagen. Efter vinteren, hvor øen får det meste af sin sparsomme nedbør, er det desuden mere frodigt i foråret. Midt på sommeren har landskaberne ofte et gyldent og lidt afsvedet udtryk. Men i foråret viser øen sig fra sin smukkeste side. Blomsterne springer ud og giver sammen med de grønne og gule marker landskaberne farve.

Det behagelige forårsvejr, hvor du altså ofte kan nyde temperaturer som på en god dansk sommerdag, er perfekt til en aktiv ferie på Malta. Havet er efterhånden lunt nok til en svømmetur, men oppe på land er det endnu ikke for hedt til at udforske øen på vandre, løbe- eller mountainbike-ture. Det er for eksempel en god mulighed for at udforske Majjistral Nature and History Park på den nordvestlige del af øen.

I den gamle hovedstad Mdina føler man sig nemt hensat til en anden tid. Foto: John Haslam, CC BY 2.0

Verdensarv og unikke kulturoplevelser

Malta ligger midt i Middelhavet, og det har givet øen en central plads i den europæiske civilisations historie. Netop de mange velbevarede spor fra denne storslåede fortid er en af øens største attraktioner. Flere af de historiske seværdigheder har fundet vej til UNESCO’s liste over verdenskulturarv.

Hal Saflieni Hypogeum, som har været på UNESCOs Verdensarvsliste siden 1980, er for eksempel et enormt underjordisk bygningværk, der er over 4500 år gammelt. Det enestående tempel, som er noget af det mest velbevarede byggeri fra oldtiden overhovedet, blev genfundet ved en tilfældighed så sent som i 1902. Det er nu åbent for besøg og giver mange, som rejser til Malta, en uforglemmelig kulturoplevelse. Du skal dog huske at booke billetter god tid i forvejen – gerne flere måneder.

Vil du mærke historiens vingesus, er der heldigvis også mange oplevelser på Malta, som du ikke behøver billet til. Det er for eksempel skønt blot at gå på opdagelse i de smalle og stemningsfulde gader i Valletta og Mdina. Hvert forår er der desuden adskillige kulturelle begivenheder, der næsten i sig selv er værd at rejse efter såsom middelalderfestivalen i Mdnia og fejring af traditionelle højtider, ikke mindst påsken.

Salat med ost Malta
Salta med den berømte maltesiske ost.

Maltas natur og køkken i perfekt samspil

Maltas popularitet som rejsemål skyldes ikke kun de historiske seværdigheder. Det er i lige så høj grad øens rige natur og ikke mindst de smukke kyster med dejlige strande, som lokker besøgende hertil fra hele verden. Det omgivende hav er rigt på fisk og andet godt. Det afspejler sig naturligvis i øens køkken, der henter inspiration fra både Italien – særligt Sicilien – men også den arabiske verden.

Det milde klima på Malta giver gode, friske råvarer med masser af smag. Solen skinner ofte fra en klar himmel, hvilket modner frugterne på den bedste måde. Øen har både egen vin og egen øl. Begge dele af en udmærket kvalitet.

På Malta er der også gode shopping-muligheder og et aktivt natteliv, hvor søster-øen Gozo er mere afdæmpet.

Gozo – en historie for sig

Øen Gozo ved Malta fortjener næsten sit eget indlæg, da den har så meget at byde på i forhold til sin lille størrelse. Gozo er mere rolig end Malta, og den lille ø er perfekt for dig, der søger fred og idyl på ferien.

Gozo imponerer med en grøn uspoleret natur og rå kyststrækninger med flotte sandstrande ind imellem. Nogle endda med rødt sand, som er særligt for øen. Her er mulighed for at nyde omgivelserne i ro og fred, og det er et dejligt sted at gå på opdagelse med vandrestøvlerne solidt snørede.

Den gastronomiske mangfoldighed er mindre end på Malta, men til gengæld er der megen god solid bondemad og lækre, simple fiskeretter at få her.

Rejser til Malta

En sidste, men ikke uvæsentlig fordel ved at rejse til Malta i foråret er, at antallet af besøgende på øen normalt er lavere end i den populære sommerhøjsæson. Det betyder billigere priser og mindre kø ved de berømte seværdigheder.

Escapeaway er specialister i rejser til Malta, hvor du bor på håndplukkede hoteller eller i ferieboliger, som giver dig optimale betingelser for en oplevelsesrig ferie.

Læs mere om rejser til Malta her.

Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere fra Mikkel H.

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere