Fordyb dig i vinens verden på de spanske vinruter

Vinmark
Fordyb dig i vinens verden på de spanske vinruter

Er du vinentusiast? I Spanien kan du fordybe dig i vinens verden på en række officielle vinruter i nogle af landets mest traditionsrige vinområder.

Den Spanske Sammenslutning af Vinbyer (ACEVIN) har udarbejdet en bred vifte af ruter i landets vinområder, hvor du kan besøge vingårde og selv se, hvordan vinen bliver fremstillet, deltage i vinsmagninger og meget mere.

Vinruterne er en chance for at besøge alt fra klassiske, middelalderlige vingårde, hvor de gamle traditioner holdes i hævd, til mere eksperimenterende produktioner, hvor fremtidens vine fødes.

Spanien er verdens tredjestørste vinproducent, og mange af landets førende producenter byder med glæde besøgende indenfor. På mange vingårde tilbydes således rundvisninger, hvor du får en chance for at følge druens vej lige fra vinstokken til den færdige flaske.

En gastronomisk rejse

De officielle vinruter er fordelt bredt ud over Spanien, og en tur langs en af disse er ikke kun en chance for at fordybe dig i vinens verden. Ruterne tager dig også gennem regioner, der er rige på andre former for kultur og gastronomi.

Friskplukkede druer i Priorat-regionen i Catalonien
Friskplukkede druer i Priorat-regionen i Catalonien

I Catalonien kan du for eksempel på vinruten i Penedès nyde vin sammen de fantastiske skinke-tapas, mens du på Montilla-Moriles ruten i Andalusien kan prøvesmage et andet af regionens traditionelle produkter, olivenolie.

Mange steder i landet tilbydes da også temamiddage på vingårdene, hvor du ikke blot nyder de lokale vine, men også får mulighed for at prøvesmage de bedste egnsretter. Har du lyst til selv at arbejde med råvarerne, kan du på nogle vingårde sågar deltage i madlavnings-workshops.

Aktiv ferie på vinruterne

Trænger du til at bevæge dig lidt efter vinsmagninger og dejlige måltider, byder mange af vinområderne på nogle af Spaniens smukkeste landskaber, hvor du kan tage på vandreture omgivet af vinmarker og flot natur. Nogle steder har du også mulighed for at udforske landskabet på mountainbike eller hesteryg.

Vinsmagning
Når du trænger til lidt motion efter vinsmagningen, er der masser af muligheder…

Mange af Spaniens vinområder ligger desuden tæt på populære rejsemål og seværdigheder, hvilket gør det oplagt at kombinere en vinrejse med besøg af andre kulturhistoriske seværdigheder eller afslapning på stranden.

Du kan finde flere oplysninger om vinruterne på den officielle hjemmeside for Rutas Vino de España her.

Du kan bestille håndplukkede og personligt udvalgte Hideaways-hoteller i Spanien her.

Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere