På en tur gennem Italiens hovedstad, Rom, møder man ikke blot en overvældende mængde af turister, der febrilsk farer fra den ene seværdighed til den anden. Man møder også konstant folk, der pludselig standser op for at tage billeder.
De fotograferer Colosseum fra den ene og den anden vinkel. De fotograferer Trevifontænen og irriteres over alle de andre turister, som står i vejen. De fotograferer op og ned ad Den Spanske Trappe. De gennemfotograferer Piazza Navona, Peterspladsen, Engelsborg og hundredvis af små og store kirker og monomenter.
Men de løber en stor risiko for at gå glip af oplevelsen af selve stemningen.
Mit råd er, at man i stedet starter sin storbyferie med at gå ind i den bedste boghandel, man kan finde. Her udvælger man sig en smuk fotobog – gerne med tekster på originalsproget. De lokale professionelle fotografer har måske brugt årevis på at fotografere seværdighederne i det helt rigtige lys, og ofte har de haft mulighed for at undgå turisters nakker, som dækker for de væsentlige detaljer. I en sådan bog har man en samling af fotos, som i kvalitet og udtryk langt overgår ens egen fotografiske formåen, og så kan man bruge tiden på at indsnuse stemningen gennem sanserne i stedet for gennem kameralinsen.
På min sidste tur til Rom, lod jeg kameraet ligge på hotellet en hel dag. Og hvilken befrielse. Jeg havde begge hænder fri til at føle på fontænernes svalende vand. Mine øjne kunne frit bevæge sig langs gesimser, op og ned af obelisker og rundt om søjler og mosaikker, uden at jeg konstant skulle tænke på at finde den bedste vinkel.
Og da gik det op for mig, hvor megen energi, man lægger i at få de rigtige billeder med hjem. Det er næsten som om, vi tror, at hvis vi ikke har et billede af det, så er det ikke sket. Men min oplevelse af den evige stad blev langt mere intens uden kamera.
Jeg kom hjem med billeder på nethinden, som kameraet aldrig ville kunne nå at opfange selv med det bedste teleobjektiv og den hurtigste lukketid. Jeg har indre billeder af den 80-årige mama, der dårligt kan ranke ryggen, fordi hun har valgt den største og tungeste vandmelon på markedet. Jeg har billeder af en vandkæmmet bambino søndagsklædt som en lille voksen, der kigger langt efter de andre børns fodbold, mens hans mor hjemmevant styrer stiletterne uden om sprækkerne mellem de sorte brosten og råber ting, som jeg helt ikke vil vide, hvad betyder.
Min fotofri i Rom har givet mig langt flere og langt rigere billeder end mine mange dage bag Nikon, Canon, Pentax, Minolta og Kodak.
Og på den lille kommode i min entre ligger en smuk bog slået op på et billede af morgenlyset over Forum Romanum og minder mig om duften, varmen og livet i Italien.
Læs mere om foto i Rom i blog indlægget oplev foto kunst i Rom
