Fremtidens passagerfly – 60 år med flyrejser

Boeing 787 Dreamliner
En Boeing 787 Dreamliner holder klar på startbanen.

Højere brændstofpriser og en øget miljøbevidsthed blandt rejsende er i disse år med til at forme den næste generation af fly. Teknologiske gennembrud gør det muligt at flyve flere mennesker længere med et formindsket forbrug af jetfuel. På længere sigt er der større revolutioner på vej.

Det seneste årti har udviklingen i sammensatte materialer for første gang givet flyproducenterne et reelt alternativ til metallerne – både i konstruktion af skrog og vinger. Særligt kulfiber har fanget de store fabrikanters interesse.

Boeing først igen

Boeing er størst og først med de nye teknologier. Faktisk har Boeing allerede et “fremtidsfly” på vingerne. Boeing 787 Dreamliner, der blev indsat på faste ruter for omkring et halvt år siden, er konstrueret af kulfiber og har en langt bedre brændstoføkonomi end sine mere traditionelle konkurrenter i luften.

Boeing arbejder med et fremtidsprogram, der løbende skal udskifte alle nuværende modeller med fremtidssikrede udgaver over de kommende årtier. Ideen er at der skal være et miljøvenligt alternativ – uanset hvilken størrelse fly en operator ønsker at indsætte på en given rute.

Airbus med på noderne

Airbus er lige i hælene på Boeing. Den europæiske fabrikant forventer at kunne indsætte Airbus A 350 XWB som passagerfly om et til to års tid fra nu af. Airbus A 350 XWB er speciel ved at både skrog og vinger er opbygget med kulfiber.

Airbus A 350 XWB har også en meget optimeret form og er bygget som en direkte konkurrent til Boeings Dreamliner. Både Boeing og Airbus starter med kulfiber på langdistanceflyene, hvor der er størst besparelse forbundet med lavere vægt.

Længere ud i fremtiden

Lige nu går trenden mod forbedret økonomi, mindre forbrug af brændstof, mindre udledning af CO2, men der er mest tale om optimeringer af eksisterende design, og at fabrikanterne bruger nye materialer.

På længere sigt vil flyenes grundlæggende design måske ændre sig markant. Blandt andet NASA har arbejdet med designs, hvor vinger og skrog forenes mere, sådan at også selve skroget giver opdrift – eller alternativt at vingerne bygges sådan, at de kan indeholde fragt eller passagerer.

Renere og mindre larmende rejser

Andre designs forsøger i stedet med to skrog per vingepar. Og endelig er der designs for kæmpefly, der flyver ud af atmosfæren og rundt om kloden og ned igen. Ideen er et der er meget mindre luftmodstand højere oppe i himmelrummet, så det er billigere at flyve hurtigt der.

Fælles for alle designs på tegnebordet nu er et ønske om at reducere udledninger af forurening væsentligt, bruge langt mindre brændstof og sænke støjniveauet. Meget tyder altså på, at fremtidens flyrejser bliver renere og mindre larmende.

Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere