Gå i etruskernes spor i Toscana

Bakker ved Siena
Er du interesseret i etruskernes historie? Så er Toscana et af stederne, du bør besøge

Skønt den ligger smukt på lave bjerge, er Chiusi tilsyneladende ikke en særlig spændende by, helt blottet for renæssancecharme. ”Lavbyen” er et handelscenter, og den lurvede ”højby” er nok indtagende, men overskygges af sin strålende etruskiske fortid.

Sidstnævnte forhold gør den dog til et oplagt sted at besøge på en rejse til Siena-provinsen i Toscana, hvis man interesserer sig for Italiens og Europas tidlige historie.

En af de største bystater

Dengang som nu er Chiusis indbyggere bønder, købmænd og håndværkere; interesser, der er dominerende i forhold til mere kunstneriske aktiviteter. Men kender man lidt til etruskerne og er tilpas nysgerrig, er det en by, der er lige så spændende som nogen anden i Toscana. Den kan prale af en komplet underjordisk by; en uforlignelig samling begravelsesurner for kvinder og de eneste gravmalerier i hele Toscana, som findes på deres oprindelige plads.

Som en af de største bystater i det etruskiske forbund herskede Chiusi eller ”Chamars” over området fra Trasimener-søen til Monte Amiata. Efter at den havde nået et højdepunkt som handelscenter i det 7. århundrede f.Kr. blev det etruskiske Chamars opslugt af det romerske Clusium og senere af det middelalderlige Chiusi.

Den gamle by overlever i tre niveauer: Den udstrakte etruskiske dødeby under byhøjen, det romerske gadenet under domkirken og den middelalderlige by ovenover. Hvis byboerne ikke er særlig imponerede over det moderne Chiusi, er det nok fordi, de husker, at deres konge, Lars Porsena, besejrede Rom år 508 f.Kr. Byens tilbagegang blev fremskyndet, fordi den lå nær ved de malariaplagede sumpe. Arbejdet med sumpenes udtørring, der påbegyndtes af Cosimo de’Medici og fortsættes endnu i dag, har skabt et sundt økonomisk klima inden for de storslåede etruskiske mure.

Det Nationale etruskiske Museum

Det Nationale etruskiske Museum er en vidunderlig og forvirrende oplevelse, som rummer en af de fineste samlinger i Italien. Samlingerne vidner om Chamars livskraft og viser en overvægt af kvindelig indflydelse, idet der er flest gravurner for kvinder samt kanopekrukker og runde cippi gravsten. Askebeholderne har låg i egyptisk stil og ligner menneske- eller dyrehoveder. Etruskerne lånte frit fra grækerne og egypterne. De imiterede græske vaser er mindre formfuldendte, men mere livfulde end originalerne. Noget enestående for Chiusi er bucchero, blank, sort keramik, ofte i form af vaser med figurer i relief. Denne keramik har en raffineret metallisk overflade, som moderne kunsthåndværkere ikke kan genskabe. Skønt meget af lertøjet til husholdningsbrug rummer en naturlighed, der nærmest grænser til det banale, afslører sarkofagerne, askekrukkerne og den hvilende sfinsk en grundlæggende besættelse af døden og forsøg på at berolige skyggerne i dødsriget.

I domkirken i Chiusi er tre forskellige civilisationer synlige på én gang: Den ”barbariske” romanske domkirke er bygget af etruskiske og romerske fragmenter, og den antikke cisterne under klokketårnet stammer fra 1. århundrede f.Kr. Det er muligt at få adgang til de etruskiske gravgader under byen efter aftale med kuratoren. Før man gør det, kan man se sig om efter ”bydekorationer”, dvs ægte etruskiske urner og skulpturer i de lokale haver.

Gravene rummer sarkofager, askekrukker og, i ”Abegravens” tilfælde, sjældne vægmalerier, der viser sportskampe og scener fra hverdagen. Uden for byen kan man godt ignorere de to uanselige tårne, Beccati Questo og Veccati Quello, der afspejler gamle indbyrdes stridigheder, som gamle chiusi-borgere kan snakke om i timevis.

Chianciano Terme

Efter det underjordiske Chiusi er Chianciano Terme bogstavelig talt som en mundfuld frisk luft. Stedet kan prale af det sundeste og rigeste klima i Toscana, bjerge, kursteder, fyrreskove, læger pr. kvadratmeter end noget andet sted i Italien. ”Tag til Chianciano og plej din lever”, siger skiltene langs vejen ind til byen; de indbyder, opfordrer eller smisker. Den middelalderlige ”lavby” med sit lille etruskermuseum og sin Signorelli-fresko undgås omhyggeligt af de fleste italienske gæster. ”Højbyen” er stedet, hvor italienerne siden romertiden er kommet for at nyde godt af acqua santas enestående virkninger. Som et af verdens vigtigste kursteder er Chianciano en by for alle dem, der skal pleje lever og livslyst.

Denne sydlige del af Siena-provinsen er fuld af etruskiske levn, og udgravninger afdækker stadig en lind strøm af spændende fund. I Chianciano leder velafmærkede stier til adskillige nyligt opdagede grave og templer samt til et nyt, virkelig godt etruskisk museum. Museet rummer mange vigtige og imponerende fund, inklusive en intakt monumental prinsessegrav omgivet af bronze og pyntet med forskellige guld- og bronzegenstande. Det store museum indeholder også resterne af et spa-kompleks fra det 1. århundrede f.Kr.

I nærheden af Chianciano findes nogle af de dejligste spadsereture eller køreture i hele Toscana. Mange af turene starter ved La Foce, en gård fra 1400-tallet, som ligger med udsigt over det frodige Valdichiana og de trøstesløse kratere i Val d’Orcia. De uovertrufne haver blev tegnet af den berømte landskabsgartner Cecil Pinsent. Der er udsigt over en etruskisk boplads mod Monte Amiata og Monte Cetona. Dens fortrinlige strategiske beliggenhed betød, at dens ejere, de engelsk-italienske Origo, brugte stedet som tilflugtssted for partisaner under Anden Verdenskrig. Udgravninger her har indtil videre afsløret 200 stort set uforstyrrede etruskiske grave.

En ufremkommelig sti fører til Petraporciana, partisanernes skjulte hovedkvarter, og til en forhistorisk skov. Denne faggeta er fuld af kæmpestore egetræer, alpevioler, vilde orkideer eller vintergækker – en perfekt tur om foråret eller efteråret.

I nærheden af La Foce ligger Castelluccio, et slot der har den mest elskede udsigt på hele egnen: En bugtet række cypresser, der viser en etruskisk rute mellem kraterne. En kort tur fører videre til Pocce Lattaie og nogle forhistoriske huler med dryppende stalaktitter, der har form som brystvorter eller patter på et dyr. Disse forhistoriske huler blev brugt ved frugtbarhedsritualer og ofringer, der skulle formilde guderne. Hvis man vil se hulerne, bør man hyre en guide, samt låne en lommelygte.

Tags fra artiklen
,
Mere fra Lars Henriksen

Barcelona sætter loft for turismen

Barcelona er én af Europas mest besøgte storbyer, men turismen er ifølge...
Læs mere