Escapeaway official logo
Gå på opdagelse i San Francisco

Gå på opdagelse i San Francisco

Skrevet af Marie

2024-05-16

Gå på opdagelse i San Francisco

Der blæser en sval brise over San Francisco i sommerhalvåret, den samme svale brise føles varm i vinterhalvåret. Ikke sært, at forfatteren Mark Twain døbte stedet “the airconditioned city” – den luftafkølede by.

Nu hævder man, at Mark Twain egentlig aldrig brød sig om San Francisco. Det blæste altid, når han var der. Han sagde, at han fik hovedpine af vinden og måtte medicinere sig med to til fem doser whisky. Derefter begyndte San Francisco så småt at behage ham. Men Mark Twain er en undtagelse. De allerfleste, som kommer til byen, falder pladask for den. San Francisco ved Stillehavets bredder langt nord på i Californien er nemlig pragtfuld.

Alcatraz

Der er ingen ordentlig tur til San Francisco uden et besøg på Alcatraz. Øen, som populært kaldes The Rock. Den ligger omringet af koldt havvand med stærk strøm. Et ideelt sted at opbevare fanger, tænkte det amerikanske militær. I 1861 kom de første fanger til øen. Mest kendt er alligevel perioden mellem 1934 og 1963.

Dengang var Alcatraz selve symbolet på, hvordan myndighederne straffede gangsterne, som havde fået mere og mere kontrol over samfundet. Som Alcatraz-vagten sagde til fangen i filmen “Escape from Alcatraz”: “Hvis du bryder samfundets regler, havner du i fængsel. Hvis du bryder reglerne i fængslet, havner du hos os.”

Grønne lunger

San Francisco har også sin version af Central Park. Den hedder Golden Gate Park og er med god grund en af byens stoltheder. Faktisk er den større end Central Park i New York. En af parkens hemmeligheder er en lille buste af Roald Amundsen, nordmanden, som var det første menneske, der satte sine fødder på Sydpolen. Parkens japanske have er også et besøg værd.

60’er-generationens by

If you are goin´to San Francisco, be sure to wear flowers in your hair. Sådan lød det i en popsang i ´60érne. Man føler sig også bragt tilbage til det berømte tiår, når man står udenfor boghandlen City Lights på hjørnet af Columbus Avenue og Broadway Street i San Franciscos North Beach-område. Byens egen beatpoet Lawrence Ferlinghetti etablerede City Lights som en alternativ boghandel for bøger, digtere og forfattere udenfor den traditionelle genre allerede i 1953. Her kom Jack Kerouac med sit manus til generations-bestselleren On the Road og Allen Ginsberg med originalmanus til digtsamlingen Howl. Inde i boghandelen står reolerne med bøger tæt, som de har stået siden 1960erne. På samme måde står afdelingen med borde og stole parat til fællesskab og højtlæsning. Den, som er interesseret i den amerikanske beatgeneration, i moderne kunst og kulturliv, bør sætte City Lights på listen over vigtige ting, de må opleve under besøget i byen.

710 Ashbury Street

Det føles underligt at stå udenfor adressen 710 Ashbury Street. Nummerskiltet er delvis skjult bag grønne blade på et træ, gaden virker næsten unaturligt stille og fredelig. Men det var altså her Grateful Dead holdt til i slutningen af 1960érne. Det var her alle de vilde fester fandt sted. Og tværs over gaden boede Janis Joplin. Denne stump gade blev for mange selve symbolet på San Franciscos løssluppenhed i 60érne. Samtidig er San Francisco en helstøbt amerikansk by, en smeltedigel af indvandrere fra flere kontinenter.

Et godt tips her til slut: anskaf dig et godt kort over byen og behagelige sko. Ulig de fleste andre storbyer i USA kan man nemlig i San Francisco spadsere fra seværdighed til seværdighed og rundt om i centrum på samme måde som i mange storbyer i Europa.

 

Velkommen til Escapeaway

Hos os kan du skræddersy din rejse præcis som det passer dig, enten med direkte fly eller med mellemlanding. Du kan dertil vælge blandt vores nøje udvalgte hoteller.

Pssst.... gå ikke glip af et kig på vores unikke Hideaways-hoteller.

Vi anbefaler også at du lejer en bil, for at få de bedste muligheder for at opleve området, du rejser til.

 

Ønsker du at få ferietips, gode tilbud og meget mere spændende rejseinspiration?Klik her og tilmeld dig vores nyhedsbrev.

>>> Læs mere om vores Hideaways-hoteller

>>> Læs mere om Escapeaway

>>> Læs mere om USA