
Gironas madkultur blandt verdens bedste
Skrevet af Marie
2024-05-21
Gironas madkultur blandt verdens bedste
Girona er berømt for sine mange fremragende restauranter, der flere gange har indbragt verdensry og tre-stjernede Micheliner. Men også hvad “dagligdagsmad” angår, er Girona i en klasse for sig. Det er måske dette høje normalniveau, der har fungeret som platform for de mange tre-stjernede Michelin restauranter i området.
Den bedste mad i Spanien
Catalonien generelt og Girona i særdeleshed hører til de allerbedste områder i Spanien at spise i. Det hænger måske sammen med Cataloniens nære forbindelser til fransk og italiensk madkultur. Men råvarerne i området er simpelthen også bare af en højere kvalitet end mange andre steder i landet. Og på restauranter og i de små hjem i Girona, er man ikke bange for at skære alt andet væk, så kun det allerbedste af råvarerne er tilbage, når der serveres.
Girona er, ligesom resten af Catalonien, et rigt område i Spanien, og det afspejles i madkulturen; man har råd til at bruge det bedste af de bedste råvarer. Et lille eksempel, der illustrerer dette, er pa amb tomàquet, hvor man ikke bruger hele tomaten på brød, som andre steder i Spanien, men kun bruger tomatens delikate indre. Resten ryger ud.
I Girona er det heller ikke nødvendigt at gå på restaurant for at få et solidt måltid mad af høj kvalitet. Hele madkulturen ligger på så højt et niveau, og der er så megen faglig stolthed forbundet med madlavning, at den mad, man kan få på barer og lignende steder, også ofte er overraskende god.
Costa Bravas fisk
Costa Brava ligger også ganske nær ved Girona, og her får man alt godt fra havet og fisk tilberedt, så ganen frydes, og munden løber i vand. Selv på små, mindre betydningsfulde beværtninger, gøres der også meget ud af, at maden tager sig indbydende ud i præsentationen.
Her kan man også sagtens få en virkelig god paella, selv om denne som bekendt er af valenciansk oprindelse (Valencia var dog, da paella’en blev opfundet, en del af Países Catalanes, så der er et ret stort overlap kulturelt og gastronomisk mellem Catalonien og Valencia).
Kæmpe gastronomisk festival
Hvert andet år er Girona desuden vært for en kæmpe gastronomisk festival, og det er selvfølgelig ikke nogen tilfældighed, at denne internationale begivenhed er blevet lagt i Girona. Alle madinteresserede vil helt sikkert kunne finde noget her, der tilfredsstiller deres smag, og det er i øvrigt et godt sted at finde inspiration, hvis man selv har ambitioner i retning af madlavning – hvad enten man er amatør eller professionel. De mange verdensberømte kokke, som Girona og omegn har fostret gennem de seneste 30 år, står i hvert fald alle i stor gæld til den stolte tradition for mad af høj kvalitet, som hersker i området.
Catalansk kogekunst er solid og velsmagende, og man oplever den faktisk bedst ved at forlade Barcelona og tage til Girona eller Costa Brava. Portionerne er generelt større, hvis man holder sig væk fra de allermest kendte restauranter, og maden er ofte af en tilsvarende kvalitet – med mindre man vurderer ud fra nogle meget prætentiøse kriterier.
Velkommen til Escapeaway
Hos os kan du skræddersy din rejse præcis som det passer dig, enten med direkte fly eller med mellemlanding. Du kan dertil vælge blandt vores nøje udvalgte hoteller.
Pssst.... gå ikke glip af et kig på vores unikke Hideaways-hoteller.
Vi anbefaler også at du lejer en bil, for at få de bedste muligheder for at opleve området, du rejser til.
Ønsker du at få ferietips, gode tilbud og meget mere spændende rejseinspiration?Klik her og tilmeld dig vores nyhedsbrev.
>>> Læs mere om vores Hideaways-hoteller
>>> Læs mere om Escapeaway
>>> Læs mere om Spanien