Guide til Portugals bedste strande

Portugal strand
Tag badetøjet med til Portugal. Du vil ikke blive skuffet!

Utallige smukke strande, hvoraf en stor del er sandstrande, gør sammen med et vidunderligt, solrigt klima Portugal til noget nær det perfekte rejsemål, hvis du drømmer om en afslappende badeferie. Her får du mit bud på nogle af de bedste strande i Portugal.

Ferie med sol og strand i Portugal

Alle de portugisiske strande – både på fastlandet og på øgrupperne – ligger ud til Atlanterhavet. Udover dette fællestræk byder de dog på stor variation, som gør, at du altid har mulighed for at finde en strand, som passer netop til dine ønsker. Det gælder både hvis du ønsker en ferie med masser af aktiviteter eller blot søger fredfyldt idyl.

Strandene i Portugal er samtidig af høj kvalitet. Ved næsten 400 af dem vajer det Blå flag fra den international miljømærkningsordning, som kun gives til strande med høj vandkvalitet, klar og tydelig miljøinformation, gode faciliteter og vandsikkerhed, som er i top. Du kan se den officielle liste over Blå Flag-strande i Portugal her.

Strand Portimao Algarve
Udvalget af fantastiske badestrande er stort i Portugal, her ved Portimao i Algarve.

Algarve – strande til alle

Det mest populære mål for en badeferie i Portugal er ubetinget landet sydligste region, Algarve. Her byder den 200 kilometer lange kystlinje på alt fra lange, brede sandstande til små isolerede vige indrammet af fantastiske klippeformationer. I kombination med de lune vandtemperaturer og 3000 solskinstimer årligt gør det Algarve regionen til landets største rejsemål.

Blot en halv times kørsel fra den spanske grænse finder du Praia da Ilha de Tavira, som ikke blot er en en stjerne på Algarvekysten, men af de fleste kendere regnes blandt Portugals bedste strande. Der er en kort sejltur fra Tavira ud til den langstrakt sandtange, Ilha de Tavira, hvor du finder stranden på Atlanterhavssiden. Stranden er takket være sit fine, bløde sand og lave, klare vand populær blandt børnefamilier. I højsæsonen er her også rig mulighed for at dyrke næsten alle former for vandsport. Her i det sydøstligste Algarve kan det også anbefales at besøge fiskerlandsbyen Cabanas de Tavira, som ligeledes har lange, uberørte strande og desuden ligger tæt ved nationalparken Ria Formosa.

Rejser du længere vestpå ad kysten er for eksempel Praia Dona Ana ved Lagos en oplevelse, du ikke må gå glip af på en badeferie i Portugal, ligesom den 6 kilometer lange Praia da Falesia lige øst for Albufeira er et oplagt valg, hvis du ønsker god plads til at slænge dig på sandet.

Øde strande på Vicentina-kysten

Der er en hel perlerække af skønne strande på Algarvekysten, men de er dog ikke det eneste oplagte mål for en badeferie. Er det en oplevelse af uspoleret, vild kystnatur, du drømmer om? Så finder du det til fulde på Vicentina-kysten, som strækker sig nordpå fra Sagres på Portugals sydvestligste spids. På denne kyststrækningen, som fortsætter op i regionen Alentejo, kan du opleve strande og fiskerbyer, som er blandt de mest uberørte i Europa.

Du kan udforske de øde strandes vilde skønhed ved følge den forholdsvis nye vandrerute Rota Vicentina, som er en unik naturoplevelse og en chance for at opleve en del af Portugal, som er langt mere uberørt af turisme i forhold til de mest populære badebyer langs Algarvekysten.

Surfere Algarve
Du behøver ikke nøjes med at dase i sandet. Der er rig mulighed for en mere aktiv ferie ved vandet.

Badetøjet med på storbyferie

Selv hvis afslapning ved havet står øverst på din ønskeliste, kan du også sagtens opleve andet på en badeferie i Portugal. Det er der et oplagt eksempel på, når vi bevæger os længere op ad den portugisiske vestkyst. Her er de kulturelle attraktioner i Lissabon inden for fornuftig rækkevidde af adskillige populære badebyer og strande.

Mange af Lissabons indbyggere ynder selv at søge mod strandene ved Costa da Caparica på Setúbal-halvøen lige på den anden side af Tejo-floden eller lidt længere nede på halvøen Troia, når sommervarmen lægger sig over hovedstaden. Men der ligger også mange dejlige charmerende byer mod vest ud langs Lissabonkysten såsom Estoril og Sintra, hvor du desuden kan udforske interessante seværdigheder.

Et surferparadis

Ved mange strande finder du et rigt udbud af vandaktiviteter, og Portugal er for eksempel kendt som et af de bedste steder i Europa at surfe. Især vestkysten tiltrækker surfere fra hele verden. Bevæger du dig mod nord fra Lissabon byder strandene ved Ericeira, Peniche og Nazaré således på nogle af de bedste forhold til surfing. Du har måske hørt om de rundetårns-høje vinterbølger ved Praia do Norte i Nazaré, som vovehalse fra hele verden suser ned ad i jagten på et adrenalinsus og verdensrekorder? Dødsforagt og eminent surfteknik er dog ikke nødvendige for at prøve at kræfter med surfing i Portugal.

Nær Peniche på vestkysten er Praia Baleal for eksempel kendt som et godt sted for nybegyndere med sine mere overkommelige bølger og talrige surfskoler. Lidt syd herfor ved Ericeira finder du desuden Europas eneste såkaldte surf-reservat.

Nyd strandene i Portugal hele året

Det er naturligvis ikke kun i sommerhalvåret, at de portugisiske strande er værd at rejse efter. Året rundt kan du ude langs kysterne nyde smukke udsigter og udforske fiskerbyer, hvor restauranterne serverer måske verdens bedste fisk og skaldyr. En rejse i foråret eller sensommeren, hvor vejret også normalt er behageligt mildt, er desuden oplagt til en mere aktiv ferie. Udover vandring på ruter som den føromtalte Rota Vicentina på vestkysten, rejser mange for eksempel til Algarve- og Lissabonkysten i lavsæsonen for at spille golf.

Er det for at bade og slikke sol på stranden, at du rejser til Portugal, er det i juli til september, at du får de varmeste badevandstemperaturer. Det er dog også de mest travle lang kysten. Kan du holde ferie i lavsæsonen, er det måske nok et lidt mere koldt gys at tage en dukkert. Til gengæld får du chancen for at opleve kysten med færre turister. I foråret blomster landskabet, og i efteråret kan du opleve den traditionelle vinhøst.

Læs mere om rejser til Portugal

Tags fra artiklen
,
Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere