Hotel Casona del Arco i Andalusien

Hotel Casona del arco i Andalusien

Lad det være sagt med det samme! Normalt forbinder man ikke et hideaway med noget, der ligger i den absolutte bykerne. Hideaway betyder på dansk ’gemmested’, og straks ledes tankerne hen på noget, der ligger væk fra alfavej. Men hvem siger, at det ene ikke udelukker det andet? Her har du et levende eksempel på, at ’city hideaways’ kan være en undtagelse.

Midt i UNESCO-byen Baeza i Andalusien ligger Casona del Arco godt gemt inde i den historiske bykerne. Det er noget af en omvæltning for mig – normalt når jeg besøger ’mine’ hideaways, skal jeg køre et godt stykke udenfor bygrænsen inden skiltet med ”velkommen” møder mig. Så jeg forventer på én gang ingenting og alligevel skal det være noget helt særligt, der viser sig inden for de tykke mure, hvis det skal have chancen for at komme med i porteføljen. Godt nok er Baeza en historisk attraktion, og indtil videre er jeg positiv overrasket, byen er ganske rigtigt noget særligt – det havde jeg både hørt og læst mig til. Men findes der virkelig et hideaway her?

Overgivelsens time

Okay, okay. Jeg overgiver mig – er du så tilfreds, Marie?! Efter et kort øjebliks monolog afbryder Ramón heldigvis samtalen. ”Du er lidt sen på den”, og jeg kigger automatisk på uret og beklager. Det er første gang, at jeg får en ’venlig reprimande’ over at ankomme 10 minutter senere end aftalt. Så er stilen lagt, tænker jeg. Men Ramón går ikke i små sko, tværtimod, han er både rar og elskværdig. Han var blot bekymret. Han troede, at jeg måske var faret vild. Ramón kommer oprindelig fra Frankrig, men hans hjerte er spansk, og trods hans diskrete personlighed, opfører han sig som en varmblodig cirkushest for at vise rundt i sit andet hjem.

Charme, charme, charme

Jo mere jeg bevæger mig rundt, des mere falder jeg for stedet. Casona del Arco er ikke et helt almindelig byhotel, men derimod et ægte ’city hideaway’. Ramón viser mig først det lille pool-område udenfor, hvor der tillige er en yndig, overdækket terrasse, der skærmer for solen i de varme sommermåneder. Her oser af atmosfære! Poolen er ikke den største, jeg til dato har set, men omvendt er det en luksus at have muligheden for at dyppe tæerne og tage et par svømmetag, når man bor midt inde i en historisk bymidte.

Inde er det ligeså charmerende som ude – hver en kvadratmeter i fællesarealerne i stueplan er godt udnyttet. En mindre atriumgård opdeler zonerne med morgenmadsrestaurant og café, reception og opholdsstue. De rå vægge med kalksten lyser op, og selvom der står januar i kalenderen virker her varmt og hyggeligt. Vi bevæger os i kælderen, og nej, den er ikke udstyret med Rioja-vin, men derimod en mindre SPA-afdeling med en stjernehimmel af lys, der kan benyttes mod et mindre gebyr.

Værelser

Casona del Arco har 3 flotte stjerner. De er fortjent. Det samme gælder for standarden på værelserne.
Casona del Arco har eksisteret siden 2006 og tilbyder 14 standardværelser, 2 superior og 2 juniorsuiter alle med et romantisk touch. Værelserne er relativt rummelige, og flere har fransk altan. Sådan er det med hoteller i byen, hvor bygningerne er fredet – balkoner er mere undtagelsen end reglen. Stilen er gennemført, men jeg må også indrømme, at badeværelserne virker en smule slidte, uden at det forringer helhedsindtrykket. Som i fællesarealer i stueetagen er her en naturlig charme, og jeg kan sagtens se mig selv checke ind for at udforske Baeza over en weekend i romantikkens tegn.

Værelse på hotel Casona del arco

Godt at vide

Selvom Casona del Arco ligger i bykernen, er den ganske nem at finde frem til – i hvert fald med hjælp fra frk. GPS. Men vær opmærksom på, at parkering ikke alle steder er gratis. Jeg var heldig at finde en plads lige uden for hotellet, hvor kun P-skive var påkrævet.

Vi er inde i byen, og derfor har Casona del Arco ikke mulighed, som så mange andre hideaways, at have køkkenhave og andre hjemmelavede produkter til morgenmaden. Men det betyder ikke, at du ikke spiser lokalt. Ramón og hans kollegaer i køkkenet serverer derimod lokale produkter, så selvom du må nøjes med det næstbedste, er du efter forholdene i gode hænder.

Casona del Arco er et perfekt udgangspunkt for en forlænget weekend eller som en integreret del på en bilrundrejse, hvor beliggenheden er altafgørende. Med blot 2 timers kørsel fra Malaga er du indenfor rækkevidde af de fleste af Andalusiens seværdigheder. For dig, der er ude på at opleve kultur og historie på tæt hold, er Casona del Arco et godt udgangspunkt til en ganske fornuftig pris.

Derfor kommer vi gerne igen

Måske har du allerede været i Andalusien – måske ikke. Baeza er og bliver et historisk trækplaster, og hvis du ønsker at bo midt mellem attraktionerne, er Casona del Arco et ideelt udgangspunkt. Her er tilpas med hygge, romantik og historie til, at du sagtens kan fylde en weekend med et spændende program og stadig have muligheden for at komme helt ned i gear uden at gå på kompromis med hyggen.

Tags fra artiklen
Mere fra Mikkel Krohne-Sørensen

Vinterferien deler danskerne

Sol eller sne? Det er valget for de omkring 380.000 danskere, som...
Læs mere