Hvordan gør man en bella figura i Italien?
Skrevet av Marie
2024-02-06
Hvordan gør man en bella figura i Italien?
Kender du de uskrevne regler i Italien? Hvordan opfører man sig? Hvor må man sidde og nyde sin panino? Hvordan går man klædt?
Italien har, som alle andre lande, regler og love, men endnu vigtigere har de et hav af uskrevne regler, normer og traditioner, der skal respekteres.
Italienerne er et meget hjertevarmt folk, men de er nu ved at være godt trætte af "uopdragne" turister. Roms overborgmester, Viginiga Raggi, har hævet bødestraffen, så man nu kan få bøder på 40- 240€ for at plaske i springvand, sidde på monumenter eller lade hunden drikke af fontænen.
I Firenze er det største problem, at folk bruger kirketrapperne til at holde picnic på; derfor har de nu sat ind med et lidt andet tiltag. To gange dagligt bliver trapperne spulet med vand og sæbe af kommunalarbejdere med store vandslanger.
Men nu skal du jo heller ikke blive skræmt helt væk fra Italien, så derfor har jeg samlet en række tips til at hjælpe dig på vej til at gøre en bella figura, så du næsten går i ét med de lokale.
Påklædning
Italienere går op i stil og sætter pris på at se godt ud, når de spadserer rundt i byen eller går i kirke. På samme måde sætter de også pris på, hvis andre er velklædte. Det skal ikke nødvendigvis være Gucci eller Armani, men man skal gerne have gjort sig lidt i stand, inden man tager i byen. Medbring derfor et par gå-i-byen-kjoler og kirke-kjoler - og gem sandaler med tennissokker og t-shirts til stranden eller vandreturen.
Italienerne sætter pris på, at man er velklædt
Det er ikke bare et spørgsmål om velklædthed, idet der er mange kirker og klostre, hvor man ikke må have bare skuldre eller korte shorts og nederdele på, så hvis du har en plan om at besøge et par kirker undervejs, så skal der pakkes et par sommerbukser og et sjal eller trøje med i kufferten, selvom vejrudsigten siger 33 grader.
Italienske gloser
Der er intet som et par italienske gloser, der kan sætte et smil på de lokales læber. Dermed ikke sagt, at man skal på intenst italiensk kursus op til ferien, men hvis du bare lige lærer et par af de vigtigste gloser som grazie, scusi, buongiorno, buonasera og ciao, så kommer man langt.
Læs mere om vores gratis miniparlør til Italien på rejsebloggen.
Personligt mener jeg også, at det er vigtigt at kunne bestille to øl og et koldt glas hvidvin, men det er jo en smagssag.
Det er godt at kende lidt til de italienske gloser på ferien
Mad og kaffe
Italienerne elsker deres mad og vin! Og der er mange traditioner og normer, man bør kende.
Vi starter med kaffen. Det hedder ikke en latte (for så beder du blot om et glas mælk); det hedder caffellatte! Cappuccino og caffellatte drikkes kun til morgenmad og om formiddagen. Hvis du skal have en kaffe efter for eksempel aftensmaden, bestiller man en espresso. Og så drikkes den kun på caféer; det er ikke normalt at tage en kaffe og rende rundt med sit papkrus.
På samme måde er det ikke normalt, at man spiser mad eller is på gaden, man sætter sig ned og tager den med ro. Generelt skal du bare gå ned i tempo og tage en slapper, når du kommer til Italien.
Det meste tager bare lidt længere tid og man skynder ikke på den ældre dame, der fumler med pengene ved kassen eller tjeneren, der lige skal hilse på en bekendt på gaden.
Italienerne har deres helt egen kaffekultur
Til sidst er der de mange retter, der kan bestilles på restaurater; antipasti, pasta, secondo og dolce. Det er okay at springe et eller to led over, men det er ikke vellidt, hvis man blot bestiller en pastaret. Og nu vi snakker om pasta, så kommer man ikke parmesan på fiskepasta og der er ikke noget, der hedder spaghetti bolognese; det hedder spaghetti al ragù di carne.
Om aftenen spiser de lokale altid først efter kl. 20. Før det er det stadig for varmt. Derfor oplever man også ofte, at restauranterne først åbner omkring kl. 19:30. Ligeledes lukker butikkerne ofte mellem 13 og 16, hvor caféer og restauranter så åbner til frokostservering.
Betaling og tips
I Italien foretrækkes det altid, at man betaler med kontakter, men efterhånden tager de fleste steder også kort, men kun på større beløb. Skal du have en kop kaffe, en is eller en avis, så er det altså frem med kontanterne. Og ligeledes når man giver drikkepenge - det gør man kun med kontanter!
Det er god skik at give drikkepenge på en italiensk cafe
Det leder til det evige spørgsmål, når man besøger nye lande; hvor meget giver man i drikkepenge? I Italien gør det tjenere og chauffører meget glade, hvis man giver lidt ekstra. Som hovedregel kan man på cafeer og resturater regne med at give ca. 10 procent af prisen oveni og i taxaer runder man et par euro op.
Slutteligt vil jeg bare lige minde dig om, at det altså er strengt forbudt at bade, plaske eller drikke vand fra de mange fontæner, ligesom det ikke er velset, at man sidder på monumenter eller kirketrapper.
Jeg håber meget, du vil tage nogle af de gode vaner med dig på ferien, så du kan gøre en bella figura og nyde ferien.
Buona vacanza!
Rejser til Italien
Er du på udkig efter et godt sted at bestille din næste rejse til Italien? Du kan bestille din rejse til Italien online billigt, sikkert og nemt her. Her kan du både søge på fly til Italien, hoteller og ferieboliger i Italien og lejebil i Italien i søgemaskinen.
Velkommen til Escapeaway
Hos os kan du skræddersy din rejse præcis som det passer dig, enten med direkte fly eller med mellemlanding. Du kan dertil vælge blandt vores nøje udvalgte hoteller.
Pssst.... gå ikke glip af et kig på vores unikke Hideaways-hoteller.
Vi anbefaler også at du lejer en bil, for at få de bedste muligheder for at opleve området, du rejser til.
Ønsker du at få ferietips, gode tilbud og meget mere spændende rejseinspiration?Klik her og tilmeld dig vores nyhedsbrev.
>>> Læs mere om vores Hideaways-hoteller
>>> Læs mere om Escapeaway
>>> Læs mere om Italien