Italien er Europas spirituelle centrum: Dyk ned i Torinos mysterier
Skrevet av Marie
2015-10-27
Italien er Europas spirituelle centrum: Dyk ned i Torinos mysterier
Den bjergrige og utroligt naturskønne, norditalienske region Piemonte lokker med både glitrende hvide pister i vinterhalvåret, vandreture i magisk smukke bjerglandskaber, storslåede søer og udsøgt mad. Den smukke og livlige hovedstad i Piemonte, Torino, er kendt for sin majestætiske arkitektur. Dog er Torino frem for alt kendt som Italiens centrum for (påstået) overnaturlig aktivitet.
I Italien er både religion og overtro en del af hverdagen – oplev det på din rejse
At være i centrum for spekulationer om det spirituelle og overnaturlige siger ikke så lidt i et land som Italien, hvor religion og spiritualitet stadig fylder mere end i de fleste europæiske lande. Mange byer i Italien, også ud over Rom, er trækplastre for hundredetusinder af kristne pilgrimme hvert år. Det skyldes, at steder med stor religiøs og kirkelig betydning ligger spredt ud over hele landet.
Italien er en guldgrube for dig, der interesserer dig for kristendommens og Europas historie. Læs mere om Hideaways' rejser til Italien her
Foto: Der er mange spændende religiøse seværdigheder over hele Italien. Dette billede er fra Piazza della Madonna i Loreto, som ligger i Marche-regionen i den centrale del af Italien. Kirken i midten, Basilica della Santa Casa, er et af de vigtigste trækplastre for pilgrimme i Italien. Billedet er taget af Massimo Rossini (Wikimedia Commons)
Hideaways har mange lækre ferieboliger i de centrale regioner i Italien - læs for eksempel her om rejser med Hideaways til Umbrien
Lær et par italienske forholdsregler mod mørkets kræfter op til Halloween
Her op til Halloween er det dog altid sjovest at beskæftige sig med den side af spiritualiteten, som er lidt kontroversiel eller ligger uden for, hvad der nødvendigvis er anerkendt inden for mainstream-katolicismen. Også på dette punkt er Italiens kulturelle rigdom stor, for overtro er stadig meget udbredt, i det mindste som overleverede talemåder og traditioner.
De fleste italienere, fra bedsteforældre til børn, kender et hav af overtroiske myter, udtryk, læresætninger og fortællinger. Hos nogle kan man få det indtryk, at overtroen er mere vigtig end religionen. Måske fordi, overtroens formål er at befri os fra de små ulykker og uheld i dagligdagen, som kan være en meget konkret plage?
Foto: En sort kat er genstand for overtro mange steder i verden. Også i Italien, hvor den siges at bringe ulykke. Tegnet og lagt online af Jahn Henne (Wikimedia Commons)
En kort liste over typiske italienske råd mod at blive udsat for de mørke kræfters forstyrrende indflydelse på din dagligdag, kunne lyde:
- Klip aldrig dine negle på en mandag eller en fredag
- Se aldrig på en tom ligvogn (den kunne jo være til dig!)
- Giv aldrig kamme, spejle eller sko væk som gave - kamme bringer ulykke, spejle fjendtlighed og sko... tjah!
- Prøv aldrig en andens forlovelsesring (hvis du gør, bliver du aldrig gift!)
- Hvis du finder en mønt på jorden, så spyt på den, inden du putter den i lommen
- Hvis en sort kat krydser vejen foran dig, skal du vente, så du ikke bliver den første, der krydser vejen efter katten
- Læg aldrig en hat eller en bøjle på din seng
og mange, mange andre besynderlige og underholdende råd og formaninger, hvis originale forklaring ofte fortaber sig langt tilbage i historiens tåger.
Mystiske Torino i Piemonte er delt mellem mørkets og lysets kræfter
Tilbage til Torino, Piemontes hovedstad. Byen er ifølge legenden er delt i en hvid og en sort halvdel. Den hvide halvdel siges – på mystisk og usynlig vis, forstås – at være forbundet med Lyon og Prag i en lys trekant, som nyder godt af den positive energi, der strømmer ud fra Jesu ligklæde. Det menes nemlig at befinde sig i Torinos domkirke, Duomo di San Giovanni Battista.
Den sorte halvdel, derimod, er forbundet i en mørk trekant med London og San Francisco, og plaget af de onde kræfter, der holder til ved Piazza Statuto – en plads i Torino, som efter sigende ligger lige ovenpå selveste Helvedes porte. Umiddelbart mærker man ikke meget til disse voldsomme kosmiske kampe mellem godt og ondt, når man for eksempel nyder en gåtur gennem Torinos berømte arkader, som blev bygget i 1800-tallet. Men en spændende historie er det da.
Ligger Jesu ligklæde virkelig i Torino?
Om Jesu ligklæde vitterligt befinder sig i Torino, er der naturligvis betydelige kontroverser om. Trods videnskabens ihærdige forsøg på at finde frem til klædets oprindelse, er det aldrig lykkedes at fastslå den med sikkerhed. En nylig DNA-analyse har vist, at klædet bærer spor fra mennesker og pollen fra adskillige steder på kloden. Det viser, at klædet gennem århundrederne har været i kontakt med mange forskellige miljøer.
Dog stammede de fleste spor, ifølge forskerne bag DNA-analysen, fra Mellemøsten, hvor Jesus som bekendt levede og døde ifølge Bibelen.
Dette resultat ærgrer sikkert nogle skeptikere, men glæder uden tvivl den katolske kirke og turisme-industrien i Torino.
Foto: En svag aftegning af en mands ansigt kan anses på det ligklæde, der ligger i San Giovanni Battista-kirken i Torino. Til højre har man forsøgt at gøre afteningen skarpere. Der er mange diskussioner om, hvorvidt det kan være Jesus, der er aftegnet på klædet. Billedet er lagt online af Butko (Wikimedia Commons)