
Kender du Pistoia i Toscana?
Skrevet af Marie
2024-03-20
Kender du Pistoia i Toscana?
Sætter du pris på livet og stemningen i en mindre by, med et herligt historisk centrum og et væld af seværdigheder og spisemuligheder, er Pistoia et besøg værd. Du kan f.eks. besøge byen på en dagsudflugt, mens du bor i regionens større byer og turistmål såsom Firenze (35 km), Lucca (42 km) og Pisa (67 km), der nås let, både i bil og med tog.
Læs min kollega Linos spændende artikel "Lucca er helt sin egen" her.
Har du én gang været i Pistoia, er det én næsten ubegribeligt, at byen ikke er mere kendt, end tilfældet er. Dens historiske centrum er bemærkelsesværdigt smukt og hyggeligt, og du kan minimum få en dag til at gå med blot at spadsere rundt i de kønne gader og nyde de mange arkitektoniske stilarter og monumenter fra diverse historiske epoker. Men byens lidt oversete status er netop en medvirkende faktor til, at man befinder sig så godt. Her skal du nemlig ikke kæmpe dig vej igennem endeløse horder af turister, nej, du kan nyde byen i ro og mag.
Seværdigheder
Seværdigheder er der som nævnt nok af. Byens smukkeste og mest fascinerende plads er Piazza del Duomo. Pladsens skønhed kan ikke beskrives, den skal opleves, men en del af dens fascination udspringer også af det faktum, at på denne plads er byens tre magtudøvere samlet; den kommunale administration (Rådhuset, Palazzo del Comune, år 1294-1350), den dømmende magt (Domstolen. Palazzo Pretorio, år 1367-1389) og den religiøse magt (Domkirken San Zeno, år 923).

Pistoias historiske centrum er bemærkelsesværdigt smukt og hyggeligt
Masser af spisemuligheder
Det skorter ikke på caféer og hyggelige spisesteder i byen. Af restauranter kan jeg bl.a. anbefale Osteria
La Botte Gaia i Viale Europa. Her spiser man virkelig godt, flot anrettede, traditionelle, toskanske retter, til en rimelig pris, og i meget hyggelige og uformelle omgivelser. Betjeningen er venlig og effektiv, og vinkortet imponerende. En anden udmærket restaurant er Taverna Lupululá i Vicolo de’Bacchettoni. Også her spiser man rigtig godt, men du skal være opmærksom på, at restauranten henvender sig til et yngre, "smart" publikum. Maden her er eksperimenterende og nyskabende, og kvaliteten er høj. Også her finder du et flot vinkort.